Dorte Lange har været lærernes næstformand siden 2011, og det vil hun også være under en ny lærerformand.
Foto: Bo Tornvig
Dorte Lange går ikke efter formandsposten: Støtter Gordon Ørskov
Næstformanden i Danmarks Lærerforening vil også efter det kommende formandsvalg hedde Dorte Lange. Hun erklærer samtidig sin støtte til den p.t. eneste offentliggjorte kandidat.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det bliver ikke Dorte Lange, der tager over efter Anders Bondo. Hun ønsker nemlig at fortsætte som næstformand under en kommende ny lærerformand, fortæller hun til folkeskolen.dk
"Jeg fortsætter som næstformand, og jeg glæder mig rigtigt meget til at få et samarbejde med en ny formand til at fungere i et nyt formandskab", siger hun til folkeskolen.dk
Anders Bondo går af som lærerformand efter 18 år
Lærerne skal have ny formand for første gang i 18 år, efter Anders Bondo i går aftes proklamerede, at han i kølvandet på den netop indgåede arbejdstidsaftale har valgt at træde tilbage på foreningens kommende kongres.
Lange: Gordon Ørskov kan blive en rigtig god formand
Formand for foreningens overenskomstudvalg Gordon Ørskov annoncerede kort efter, at han går efter posten for ny lærerformand. Og det får han opbakning til af Dorte Lange.
"Når man er næstformand, skal man være klar til at blive formand, og jeg vil også være klar, hvis der opstår en situation, hvor jeg vurderer, at det er det bedste. Men når en så kompetent kandidat som Gordon Ørskov vælger at stille op, vil jeg hellere bakke op om ham og bruge den viden og erfaring, jeg har fra mine mange år som næstformand. Jeg kender Danmarks Lærerforening rigtigt godt, og jeg tror på, at vi sammen kan bringe foreningen videre", siger hun og fortsætter:
Første kandidat har meldt sig: Gordon Ørskov stiller op som formand for lærerne
"Det er nogle store sko at skulle udfylde efter Anders Bondo. Men jeg tror, at Gordon Ørskov kan blive en rigtig god formand. Han har nogle visioner for lærerarbejdet og folkeskolen, jeg deler, og som jeg rigtigt gerne vil kæmpe for", siger hun.
Dorte Lange har været næstformand siden 2011. Ved det seneste valg til næstformandsposten sidste år blev hun udfordret af formand for Ballerup Lærerforening Morten Refskov.
Lærernes kongres finder sted i København den 22.-23. september.