Principprogrammet udgør sammen med DLF's vedtægter og Professionsidealet grundlaget for DLF's arbejde.
DLF’s demokratiske grundlag genskrevet
På Danmarks Lærerforenings kongres til september skal de delegerede tage stilling til et nyformuleret principprogram for foreningen. Det handler om demokrati på alle niveauer og om skolen som den samfundsbærende kulturinstitution, Lærerforeningen ser den som.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Tidligere var teksten i principprogrammet i høj grad sammenfaldende med de gældende love og regler - vel fordi Lærerforeningen tidligere havde ret stor indflydelse på love og regler på folkeskoleområdet. De seneste lovændringer er ikke funderet på det vi ved, der fremmer en god skole, og derfor har vi taget skridtet, så principprogrammet nu handler om den situation, vi ønsker, ikke om gældende love og regler", fortæller næstformand i DLF Dorte Lange.
Der står for eksempel, at "Folkeskolen skal være et nationalt anliggende, der drives og finansieres af det offentlige på en måde, så der over alt i landet er sammenhæng mellem de politiske mål og de økonomiske midler" og at "for lærere og børnehaveklasseledere skal der være et maksimum for undervisningstiden, som gælder for alle".
Det nye principprogram, som er til høring hos kredse og delegerede før kongresbeslutningen, er bygget op om syv grundlæggende principper:
Vi vil søge indflydelse og være aktivt til stede, hvor der træffes beslutninger af betydning for foreningens medlemmer.
Vi arbejder for, at alle organisationsvalgte og ansatte kan træffe beslutninger og handle i forhold til foreningens arbejds- og indsatsområder.
Vi vil udføre vores arbejde i loyalitet over for foreningspolitiske beslutninger. Vi vil være en attraktiv fagforening for alle medlemmer og have en høj organisationsprocent. Vi vil styrke rekruttering af både mænd og kvinder til organisationsarbejdet med det mål, at begge køn er ligeligt repræsenteret i foreningens besluttende organer. Vi vil have en åben dialog og engagere så mange medlemmer som muligt i udviklingen og udførelsen af foreningens politik. Vores besluttende organer er sammensat og arbejder på grundlag af repræsentativt demokrati, og vi tager hensyn til mindretal.
Vi vil tilbyde alle medlemmer lige muligheder for rådgivning og sagsbehandling af høj kvalitet. Principprogrammet henvender sig til Lærerforeningens tillidsvalgte og ansatte som det papir, de skal forholde sig til i deres daglige arbejde. Når man altså for eksempel ser formanden eller næstformanden i tv, så bør de ting, de siger, ikke stride imod principperne i principprogrammet. På samme måde skal lærerkredsene agere inden for rammerne af principprogrammet, fordi de netop er kredse inden for én samlet forening og ikke fagforeninger i et forbund.
'Vi er blevet tromlet'
Ordet demokrati går igen rundt omkring i det nyskrevne dokument - både i de afsnit, der handler om foreningen og medlemmerne og dem, der handler om folkeskolen.
"Det er jo nok lidt påvirket af den situation, vi er i, hvor vi har oplevet, at der er et pres på demokratiet. Vi har oplevet at blive tromlet i en ikke-demokratisk proces, og vi oplever, at lærerne bliver presset på tid, så det bliver svært at nå den demokratiske dannelse i skolen og arbejdet med det sociale", siger Dorte Lange.
Det nye principprogram kan ses på dlf.org og er også blevet klikbart, så det er lettere at navigere i.
Læs mere
Principprogram i høring
Det gældende principprogram (fra 2011)