Anders Bondo Christensen og DLF vil have genskabt respekten for den demokratiske samtale.

DLF vil styrke demokratiet

Tilliden til demokratiet skal genopbygges. Derfor har Danmarks Lærerforenings kongres vedtaget en resolution, der sætter fokus på den demokratiske samtale.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Velfærdsstaten er ikke en svaghed for Danmarks plads i den globale konkurrence - tværtimod er det en styrke, blandt andet fordi konkurrence ikke bare er løn-konkurrence. Det sagde formand for DLF Anders Bondo Christensen, da han tirsdag eftermiddag præsenterede en kongresresolution, der handler om demokratiets plads i det danske samfund. Ovenpå forårets lockout af landets lærere er der brug for  at sende et signal til omverdenen, der går imod det demokratiske underskud i beslutningsprocesserne:

"Der er en risiko for apati, og demokratiet bliver i den grad trådt under fode, når Bush-doktrinen: 'Enten er du med os, eller også er du imod os', bliver dominerende", sagde Anders Bondo Christensen og henviste blandt andet til finansminister Bjarne Corydons på møder internt i Socialdemokratiet har fejet enhver uenighed ned under gulvbrædderne. Fremlæggelsen blev afsluttet med at slå fast, at forårets arbejdskamp havde langt større perspektiver end bare det, som skete i løbet af lockouten.

Hold undervisningen ude Vibeke Lynge, formand for lærerkredsen i Høje-Taastrup, var glad for resolutionen, men havde ændringsforslag. Hun ville have fjernet to linjer, der handlede om folkeskolelov og professionsideal.

"Jeg synes, at vi skal forholde os til samfundets demokratiopfattelse, men holde undervisningen ude af det", sagde hun.

Henrik Hansen fra Lolland-Falsters Lærerforening ville have skærpet en formulering om de folkevalgtes ageren, så der står "Folkevalgte deponerer i vidt omfang deres politiske ansvar og beslutninger i partitoppen og undviger derved den åbne politiske dialog".

Onsdag morgen blev Henrik Hansen og Vibeke Lynges ændringsforslag skrevet ind i resolutionen, som blev vedtaget af kongressen.

Regeringen spiller hasard En anden resolution, der handler om den danske demokratiske praksis, gik på den danske model: Resolutionen blev vedtaget med overskriften: "Regeringen spiller hasard med den danske aftalemodel".

Anders Bondo Christensen forklarede i sin præsentation, at hvis DLF på linje med gymnasielærerne havde accepteret den aftale, de var blevet forelagt, ville de have været med til at legitimere vilkår svarende til det lovindgreb, som jo blev udkommet af lockouten.

Herefter refererede Bondo samtaler han har ført med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Her havde Bondo sagt, at den danske model er utroligt værdifuld. Faktisk mente Bondo at det var et af de stærkeste kort for Danmark i den internationale konkurrence. DLF-formanden blev korrigeret af Nyrup:

"Anders, det er ikke et af de stærkeste kort, men det stærkeste kort i konkurrencen", havde den tidligere statsminister svaret.

Bondos vil nu tage resolutionen med i det fremtidige arbejde med i forhandlingsfællesskaberne KTO, CFU og FTF.

Opdateret klokken 14.50 med resolution om den danske model.

Læs mere

Resolution om demokrati