Ved at bruge et citat fra Sokrates, som overskrift for denne artikel ønsker jeg, at det skal fremstå tydeligt, at grundsubstansen – mit læringssyn – ikke er en nyopfunden dyb tallerken, men er en grundlæggende antagelse med nogle år på bagen. Pointen er, som jeg har skrevet i tidligere artikel, at læring består af kommunikation, som de lærende modtager, bearbejder og skaber personlig læring af, hvis kommunikationen er tilpasset deres kognitive niveau og videnskløften derfor er passabel.

Min pointe i denne artikel er ikke at gentage alt dette fra tidligere, men derimod at rette fokus på betydningen af elevernes undervisning af hinanden og støtte til hinanden, som en vej til at skabe tænkning.

I anerkendt statistik om læring viser tallene, at elever husker 50 procent af hvad de diskuterer, 75 procent af hvad de praktiserer og 90 procent af hvad de underviser i, medens lærerformidlede instruktioner af forskellig karakter ligger væsentligt under de 50 procent.

Det giver jo håb, når jeg i sidste måned bad mine elever i 9. Klasse undervise hinanden i tysk. En gruppe skulle undervise resten af klassen i forholdsord der styrer akkusativ, en anden gruppe skulle undervise klassen i forholdsord der styrer dativ og en tredje gruppe skulle undervise klassen i forholdsord, der både kan styrer akkusativ og dativ. Det er jo emner jeg har undevist eleverne i flere gange, men denne gang oplevede jeg et engagement og en nysgerrighed, der var ganske anderledes i forhold til tysktimer, som de er flest. Elevernes undervisning var fejlfri og justitsen i deres klasseledelse var stringent.

I dansk, i min 7. Klasse,  udleverede jeg novellen Appelsiner af Tove Ditlevsen fra hendes novellesamling ”dommeren”, der udkom i 1948. Den bad jeg eleverne læse. Herefter gav jeg eleverne til opgave, at tegne novellen på et stykke A3 papir i en enkelt og allerhøjst to tegninger. Opgaven skulle de løse med deres danskmakker og planchen skulle fremlægges og begrundes. Jeg kan kun konstatere, at det var en fantastisk inspirerende arbejdsproces at være vidne til, der blev skabt mange interessante diskussioner i makkerparrene under arbejdsprocessen – der strakte sig over en uges tid – og det var nogle super interessante og velreflekterede tegninger og fremlæggelser der blev gennemført, som stort set alle havde såvel tidsbilledet og de centrale pointer med. 

Arbejdsformen i de to eksempler er kollaborativ. Det vil sige, at eleverne lærer gennem deres samarbejde, hvilket er en arbejdsform der er talt meget om også i form af færdigudviklede metoder med tilhørende instruktionsbog og materialer. Et eksempel på en sådan konceptualiseret metode er Collaborative Learning, som har været fremherskende i den danske folkeskole gennem nogle år. Udover disse konceptualiserede værktøjer er det – mindst – ligeså relevant at sætte fokus på den læring der sker når elever hjælper hinanden og hjælpes af hinanden for ikke at sige får til opgave at undervise hinanden. Her taler vi om begrebet Peer Learning. Peer er engelsk og betyder ligemand. Det er netop i denne symmetriske relation at samarbejde og undevisning synes at skabe den mest effektive læring for den enkelte elev. Derfor bør fokus rettes mod den ressource, der ligger i Peer Learning, hvor elever støtter og vejleder hinanden indenfor de faglige og sociale områder, hvor deres kompetencer er større sammenlignet med deres ligemænd. Den sociale balance i denne interaktion skabes ved, at kompetenceområderne ofte varierer fra elev til elev, således, at en elev kan hjælpe med et område, medens den elev, der bliver hjulpet, så kan hjælpe den første elev på et andet område.

Peer Learning er en meget gammel aktivitet, ja har vel næsten altid eksisteret i en eller anden form. Selve måden at undervise og lære på blev først formuleret helt konkret af den amerikanske fysikprofessor Erik Mazur i 1997, der gjorde sig nedenstående iagttagelse og refleksion over sin undervisning:

 Thought I was a good teacher until I discovered my students were just memorizing information rather than learning to understand the material. Who was to blame? (Eric Mazur)

Dette var starten på Peer Learning, som begreb hvor effektiv brug på pædagogisk refleksion for alvor bliver mulig i nogle fælles begrebsrammer.At arbejde med Peer Learning, som grundprincip er ikke noget designet koncept, men består af flere måder at skabe læring gennem interaktion mellem ligemænd i en symmetrisk relation. Det nærmeste vi kommer på et koncept er den brugermanual, som Eric Mazur har udgiver i 1997 med titlen Peer Instruction.

Det, der er pointen for mig i denne artikel er at skabe styrket opmærksomhed på den enorme ressource, der ligger i Peer Learning i forhold til den enkelte elevs læring. I vores arbejde med mål og outcome, der kan måles og vejes og opfylde centrale krav, er det helt essentielt, at vi bevarer og styrker fokus på det der sker mellem mennesker og den læring, der kan ske i den sociale og faglige interaktion i vores læringsarenaer. Det er her de store resultater ligger – det viser videnskaben, det siger fornuften og mon ikke også det er, hvad der historisk set ligger i erindringen hos mange af os.

”Hvis du ikke kan forklare det enkelt, så har du ikke forstået det godt nok.”

(Albert Einstein)