Dette indlæg er først og fremmest en appel. En appel til at omfavne den ekstraordinære tid, som elevernes barndom og skolens virke udspiller sig under lige nu. Lad os derfor ikke rigidt vende tilbage til fag og årsplaner på mandag den 8. februar, men lad os møde skolens yngste elever i 0.-4. klasse dér, hvor de står lige nu: På skuldrene af en periode uden fortilfælde i deres liv og i skolens nyere historie.

”Life is what happens while you’re busy making other plans”. Sådan sang John Lennon i sangen ’Beautiful Boy’ fra albummet 'Double Fantasy'. Citatet havde han lånt fra den amerikanske forfatter Allen Saunders, men uanset ophavet er det vanskeligt at finde et citat, der passer ret meget bedre på den aktuelle situation. Ikke mindst når det gælder elevernes skolegang, læring og dagligliv.

Den seneste har ikke skortet på meldinger om, at en del elever og hjemsendte småbørn viser alvorlige tegn på mistrivsel som følge af hjemsendelsen. Hvordan svarer vi bedst muligt denne udfordring i skolen, altså udover selve tilbagevendelsen? Nødundervisningen kan siges at udfordre det at svare på denne udfordring med en ensidig fokusering på fag og eksisterende årsplaner. Tilsvarende står det klart, at nogle elever i mistrivsel netop vil savne dette fokus. Situationen er derfor kompleks, og der findes ingen letkøbte bud på den optimale skolegang under de nuværende og fortsatte betingelser. Jeg vover dog at dele følgende overvejelser:

• Lad den første tids tumultariske jubelscener og hurlumhej udspille sig. De gode vaner fra klasserummet skal nok vende tilbage igen. Naturligvis er der et bredt spænd fra 0. klasse til 4. klasse, og eleverne har vidt forskellige forudsætninger, også faglige. Derfor har de brug for lærernes grundige kendskab til klassen, og kun du og dine teamkolleger ved, hvordan jeres elever skal mødes på bedst mulige måde. Målet er ikke en omstyrtelse af skolens eksisterende habitus, men at møde skolens yngste og hårdt prøvede elever på en empatisk og rummelig facon.

• Brug denne usædvanlige tid til at tale med eleverne om usædvanlige emner. Eleverne vil alle have haft bekymringer og tanker om sygdom og måske død under hele forløbet med Covid-19. Den slags plejer vi ikke at tale om i skolen. Hvis vi imidlertid giver eleverne mulighed for at udtrykke sig åbent om disse ting, vil vi hjælpe dem med at spejle deres indre liv og opfattelse af virkeligheden. Gør vi ikke det, risikerer vi at fremstille skolen som et sted, hvor livets samlede erfaringer ikke hører hjemme.

• Skolens fag er gode til at bringe elevernes forståelser og oplevelser fra nedlukningen i spil. I naturfaglige fag kan vi fx tale om sygdom, smitte og biologi, og i idræt kan vi tale om, hvorfor vi aktuelt ikke har idræt på samme måde, som vi plejer. Vi bør blot være opmærksomme på, at elevernes individuelle oplevelser med Covid-19 og nedlukning ikke begrænser sig til et eller flere fag. Eksistentielle temaer som dem, vi alle har oplevet i spil under nedlukningen og fortsat forholder os til, har åbenlys gavn af en fælles samtale og sammenhængende bearbejdelse, der overstiger det enkelte fags forklaringspotentiale.

En appel rummer også et håb. Mit håb er, at skolen kan være et sted ikke blot for uddannelse og læring, men også for livsnære refleksioner i fællesskab. Især når virkeligheden slår krøller på sig selv og udfordrer årsplaner og planlægning i det hele taget. Som John Lennon sang, er livet ikke et lineært forløb. Tag højde for det uventede, og lad os stille vende tilbage til det normale gennem omfavnelsen af det ekstraordinære. Lad os få livet tilbage i skolen.