Læreruddannelsen svigter lærerne, når den ikke blander sig i debatten om arbejdstid. Virkeligheden i skolerne står i skærende kontrast til indholdet i læreruddannelsen, og uddannelserne må enten tilpasse deres indhold til virkeligheden eller hjælpe lærerstanden i kampen for bedre vilkår.

Halvanden måned inde i et nyt skoleår kan jeg konstatere, at intet har ændret sig:

En lærer møder ind klokken 7.20, sætter sig ved sit bord og åbner vejledningen til »Den første læsning«. Teksten skimmes, og hun tager hurtige noter. 20 minutter senere går hun ind i klassen, så hun klokken 7.50 kan åbne døren for eleverne. Herfra går dagen slag i slag; med undervisning og møder. Klokken 15 forlader hun skolen. Hun har forberedt sig 20 minutter og undervist fire timer.

Takket være den grundige vejledning til »Den første læsning« kan det faktisk gennemføres. Problemet er bare, at vi på uddannelsen fik at vide, at den måde at undervise på er utilstrækkelig.

På læreruddannelsen lærer vi at forholde os kritisk til læremidler og redidaktisere alt, vi møder. I skolens virkelighed er vi afhængige af at lægge den kritiske sans til side og anvende lærervejledninger uden at blinke, hvis vi skal komme igennem dagen.

Derfor står lærerne hver dag i en virkelighed, hvor vi reelt ikke kan bruge vores uddannelse.

Vi tilpasser undervisningskvaliteten til en virkelighed med for lidt tid til forberedelse, men vi kunne også stå sammen om at tilpasse virkeligheden, så der igen er tid til god undervisning.

Vi har brug for læreruddannelsens stemme i denne kamp.

Underviserne på læreruddannelsen er ekspertstemmen i debatten. De ved, at det kræver tid, refleksion og kritisk sans at lave god undervisning. Derfor svigter de, når de ikke blander sig i debatten om lærernes arbejdstid.