Vidensdeling blandt lærere er større på skoler, hvor arbejdstiden er fleksibel, end på skoler, hvor der er krav om fuld tilstedeværelse i hele arbejdstiden.

Det er en af konklusionerne fra ledelsesforsker og ph.d. Helle Heins forskningsprojekt på seks gymnasier. Gennem to år besøgte hun gymnasierne og observerede undervisning, teammøder og livet på lærerværelset. Nogle af gymnasierne havde fuld tilstedeværelse, mens andre havde mere fleksibel arbejdstid. Konklusionerne kan i høj grad overføres til forskellene mellem de folkeskoler, hvor lærerne skal være til stede på skolen i hele arbejdstiden, og dem, som har løsnet tilstedeværelseskravet - også selv om gymnasielærerne i gennemsnit underviser færre timer end folkeskolelærere, vurderer Helle Hein.

»Argumentationen har blandt andet været, at lærerne skal være til stede hele tiden, for så deler de jo deres viden. Men man deler ikke viden bare af at være til stede på samme matrikel«, siger Helle Hein.

Hun mener, at politikerne ved at trumfe fast tilstedeværelse og mindre selvbestemmelse igennem har forringet vilkårene for vidensdeling på folkeskolerne.

»Det beror på en fatal fejlopfattelse af, hvad vidensarbejde er. Det giver ikke mening, at man, samtidig med at man stiller øgede krav til lærernes vidensarbejde med folkeskolereformen, skaber dårligere kår for det«.

Vidensdeling sker ikke på møder

En af de ting, Helle Hein observerede, var, at møder er gode til simpel koordinering og informationsudveksling, men ikke til deling af kompleks kreativ viden. Som eksempel nævner hun en gruppe gymnasielærere på en international studieretning, som endte med at få planlagt en ekskursion, som intet havde at gøre med studieretningen.

»Lærerne syntes selv, det var pinligt. De gik uforløste fra det møde. Når det handler om den komplekse viden, så bliver kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet på møderne, faktisk ringere. Det gør den, fordi der er en struktur i den måde, vi holder møder på, der gør, at den komplekse viden bare ikke deles i en særlig god form der«.

Hurtigt fandt Helle Hein ud af, at det er på lærerværelset, at den komplekse viden deles. Hendes forklaring er, at det kræver tillid og tid, hvis vidensdeling skal lykkes.

»Det betyder ikke, at det behøver at tage lang tid, men fornemmelsen af at have tid skal være der. Det er den fornemmelse, du har, når du sidder med en kop kaffe i hånden og lige har tid til at sludre med en kollega. Den komplekse viden klæber til det enkelte individ. Og du deler kun kompleks viden, hvis du har sympati for og tillid til den, du deler viden med«, siger Helle Hein.

»Det skal være legitimt at sidde på lærerværelset og snakke. Oftest begyndte lærernes samtaler med, hvor de havde været på skiferie, men det næste sekund havde de fået en idé til et tværfagligt samarbejde. Det er mærkelige kvantespring, læreres hjerner tager«.

Regeringen demotiverer lærerne

Skab tilfældige møder

Derfor gælder det som leder om at skabe muligheder for de tilfældige møder.

»På de gymnasier, hvor der var fuld tilstedeværelse, var der ikke ret meget liv på lærerværelset. Lærerne skulle nå det hele i løbet af arbejdsdagen. Folk gik forbi lærerværelset og ud på arbejdspladserne for at nå alt det, de skulle«.

Og det gik ud over livet på lærerværelset. Helt modsat så det ud på gymnasier, hvor der var mere fleksibel arbejdstid.

»På de gymnasier, hvor der ikke var fuld tilstedeværelsespligt, var der et helt andet liv på lærerværelset. Ikke at de lavede ingenting, men de satte sig ned og snakkede tingene igennem, så lærerværelset blev en central for udveksling af kompleks viden«.

Hun mener, at indretningen af lærerværelset, placeringen af kaffemaskiner eller frugtordninger kan være med til at vække livet på lærerværelset. Hun fortæller, at i USA er der virksomheder, der bevidst skærer ned på antallet af kaffemaskiner, så der hurtigere opstår en mindre kø, hvor netop tilfældige møder og kompleks vidensdeling kan opstå.

Men det er også vigtigt, at det er legitimt at opholde sig på lærerværelset - og her kan både ledere og lærere gøre en forskel.

»Det kræver en leder, der går forrest og flere gange om ugen sætter sig derinde og har tid til en sparring. Selv om en samtale starter med noget privat, så kommer det uvægerligt til at handle om arbejde. Jeg har simpelthen ikke været vidne til samtaler på gymnasierne, hvor det private har varet mere end ti minutter ad gangen - så bliver det fagligt«, siger Helle Hein.

Men også kollegerne har ansvar for, at lærerværelset bliver et sted for vidensdeling.

»En ironisk bemærkning fra en kollega, der går forbi og siger: 'Nå, I har godt nok god tid til at snakke, så går jeg ud og passer arbejdet, imens I sidder og snakker', det er ikke sjovt. Det er med til at skabe kulturel illegitimitet. At den vidensdeling, der sker, ikke bliver betragtet som arbejde«.

Interview med Helle Hein 2008:Lærerværelset er fuldt af primadonnaer

Skær mødetiden ned

Det glæder Helle Hein, at der er mange kommuner, skoler og skoleledere, der løsner op for lov 409's krav om tilstedeværelse på arbejdspladsen i alle arbejdstimer.

»Man er begyndt at finde ud af: Hvordan gør man det her hos os? Og det er helt afgørende, for ellers ville man i løbet af de næste par år se en hel masse lærere fuldstændig gå ned med stress, fordi de står med øgede krav og arbejdsforhold, der ikke matcher de krav, der bliver stillet«, siger Helle Hein.

Men hvordan skal lærerne få tid til de tilfældige møder, som skaber vidensdelingen, uden bare at arbejde alt for mange timer?

Helle Heins svar er skarpere møder og en klar prioritering af at skabe rum til at mødes uden for mødelokalerne.

»Mange lærere vil sige: 'Men det har vi ikke tid til, for vi skal forberede flere timer på samme arbejdstid'. Men den investering vil gøre arbejdet lettere på sigt. Jeg er helt klar over, at når man har grebet en så stor forandring så tåbeligt an, så er man bagud på tid. Og lærerne tænker: 'Jeg skal bare lige have det indhentet, så vil jeg gerne være med til at dele viden'. Men man får bare ikke indhentet det, for det, der er løsningen på at få indhentet det, er den komplekse vidensdeling«.

Hun mener, at næsten alle lærere lige nu går rundt og opfinder dybe tallerkner for at nå målene i den ny skolevirkelighed. Og netop derfor er vidensdelingen lige nu essentiel for skolereformens succes.

»Det siger sig selv, at hvis nogle opfinder én dyb tallerken og andre en anden, og vi så udveksler dem, så sparer man tid«, siger Helle Hein. »Og det tager også noget af presset. Jeg tror, at mange lærere, fordi de føler sig så forpligtet på undervisningsopgaven, føler en lille kerne af ensomhed omkring den. Men i virkeligheden er vi i en helt fundamental kulturændring. Undervisningsopgaven er ikke længere bare et personligt ansvar: Nu er det et kollektivt ansvar, og det kan gøre byrden lettere at bære. Men det kræver, at der er nogen, man kan tage det kollektive ansvar med«.