Foto: Cathrine Bangild
Ziegler og Bondo på lyttemission
En skole i verdensklasse kræver, at skoler og kommuner lærer af hinanden og hele tiden arbejder med, hvordan man bedst tilrettelægger arbejdet, mener Michael Ziegler, KL. Han og Anders Bondo bruger dagen i dag og yderligere fem dage på at lytte til lokale erfaringer.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dialogmøder starter i dag: 68 ud af 98 kommuner har lokalaftaler
De to forhandlere bag læreroverenskomsten og ikke mindst 'bilag 4' bød til formiddag velkommen til over 500 deltagere i det første af seks dialogmøder, som skal samle op på, hvordan arbejdstidsbilaget er blevet og kan blive udmøntet i kommuner og på skoler. Så sent som i fredags kom arbejdstidsaftale nr. 68, da Københavns Lærerforening og Københavns Kommune nåede til enighed om en lokalaftale.
"Og det har en positiv effekt", understregede Anders Bondo i sin indledning. "Vi ved fra forskningen, at de steder, hvor lærerne oplever at have indflydelse på deres egen arbejdssituation, dér præsterer eleverne også bedre - det jeg nogle gange kalder lærernes self-efficacy. Det giver en bedre skole".
Invitation til debat: Hvad vil vi med skolen?
Anders Bondo understregede, at dialogmøderne også er udtryk for, at bilag 4 ikke blot er uforpligtende hensigtserklæringer, men at KL, DLF og Uddannelsesforbundet har forpligtet sig til at fremme de initiativer, der står i papiret og derfor er klar til at hjælpe de steder, hvor dialogen endnu ikke er kommet rigtig i gang.
Prioritering
Ambitionerne for den danske folkeskole er beskrevet i folkeskoleloven, men den enkelte lærer skal ikke stå alene med et valg mellem at forberede morgendagens undervisning, tale med en elev, der har ondt i livet eller deltage i den vigtige pædagogiske samtale på skolen:
"Der er brug for prioritering på alle niveauer, så der er balance mellem opgaver og tid", sagde Anders Bondo og citerede et afsnit i arbejdstidsbilaget, som der ikke har været så meget opmærksomhed om: "Kommunen redegør for overvejelserne vedrørende resurseallokering og prioritering for folkeskoleområdet. På grundlag af dette følger de lokale parter udviklingen på skolerne med henblik på at kunne understøtte processen gennem vidensdeling og initiativer på kommunalt niveau".
Michael Ziegler, formand for KL's løn- og personaleudvalg, understregede i sin indledning, at KL er meget optaget at, at skabe den bedst mulige skole for alle børn, og at det blandt andet er derfor, at 'det politiske papir, som har fået en knap så sexede betegnelse bilag 4' er blevet til.
"Jeg vil gerne kvittere for, at I alle sammen yder en stor indsats for at skabe en god skole, men det er nødvendigt hele tiden at udvikle skolen, så eleverne lærer endnu mere for at fastholde den danske folkeskole som en skole i verdensklasse", sagde han og afviste, at one size fits all - udfordringerne for de forskellige kommuner og for forskellige skoler inden for samme kommuner er ikke de samme.
"Men det betyder også, at der er noget at lære af, hvordan de andre konkret arbejder med arbejdstilrettelæggelsen", sagde han, inden de to topforhandlere bevægede sig ud på gulvet for at lytte til gruppediskussionerne.