"Vi er i en forsvarsposition"

"Jeg kan godt forstå, du siger, vi klynker, for når man er under angreb, så kommer man let i en forsvarsposition. Men jeg er ikke enig", sagde DLF-formand Anders Bondo, da han efter dagens kongres mødte kommentatoren Niels Krause-Kjær, der beskylder DLF for "skolelærer-klynk".

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den politiske journalist og kommentator Niels Krause-Kjær har i sin blog på berlingske.dk skrevet, at lærerne har talt sig selv ned i et hul:

"Men I har det lige så godt eller lige så hårdt som alle andre", sagde han, da han mødtes med Anders Bondo i TV2News' studie efter Lærerforeningens kongres.

"Vi er i en forsvarsposition", erkendte Anders Bondo. "Men sådan var det ikke for nogle år siden. Der havde vi et rimeligt positivt mediebillede, netop fordi vi havde indgået denne arbejdstidsaftale, hvor vi kom væk fra alt timetælleriet. Det fik vi respekt for", sagde Anders Bondo i tv-debatten.

Niels Krause-Kjær mente, at man rammer helt uden for skiven, hvis man i den nuværende økonomiske situation kræver mere tid og flere resurser til folkeskolen og mente i stedet, lærerne burde være mere åbne for en anden ledelseskultur, måske endda én, der sagde, at lærerne skulle være til stede på skolen fra kl. 8 til 16.

Men Anders Bondo mente for det første, at lærerne og folkeskolen med nedlæggelse af otte procent af lærerstillingerne i en tid, hvor elevtallet kun er faldet med halvanden procent, allerede har lagt ryg til den forringede økonomi.

"På kongressen i dag havde vi indlæg fra lokale kredse, der i tæt samarbejde med kommunerne har skabt effektiviseringer. I Nyborg har man fundet 40 millioner, og det har hverken været nemt eller sjovt. Og i Herning har man sparet penge ved inklusion. Vi tror på, at finder de bedste besparelser i et samarbejde. man får en helt anden accept, end hvis besparelserne bliver dikteret ovenfra", sagde Anders Bondo i Tv2News.

Læs mere

Blog: Skolelærer-klynk