På døren ind til Rødovre Lærerforening har der i lang tid hængt dette billede af den klassiske knyttede næve. Og selvom udklippet fra Politiken i dag er både falmet og gulligt, står pointen lysende klart.

I vores iver for at finde nye veje frem; øremærket barsel til mænd, ”ret til øv-dage”, tillidsbaseret ledelse, barns sygedage, arbejdsgiverbetalt psykologordninger osv., er der reel fare for at miste målet af syne. Målet synes ofte at drukne i et utal af dagsordner, som nok kredser om, men i påfaldende grad bliver mere fjernt fra, vores kerneopgave som fagforening.

Vi skal via overenskomsterne sikre kollektive aftaler, der sikrer medlemmerne en reel omfordeling af magt og resurser fra ledelsen til medarbejderne. Vi skal stå ved hensigten i, at de kollektive aftaler gør indhug i arbejdsgivers uindskrænkede ledelsesret, således at alle – såvel den enkelte som kollektivet – har overenskomstmæssigt krav på sammenhæng mellem den tid, der er til rådighed, og de opgaver der skal løses. Og vi skal gøre det krystalklart: Vores medlemmer og kollegaer har krav på en rigtig god løn. Ingen er billigt til salg. Længere er den ikke.

Ind i mellem er der – især som presset er nu og har været det i mange år – en usikkerhed, der sniger sig ind. Er det mon en uskik at sige det højt? Er det ikke forkælet og udtryk for grådighed? Nej. Tværtimod skal vi til stadighed vedkende os vores mål som fagforening ellers undsiger vi vores eksistensberettigelse.

Vores opgave som fagforening skaber en helt forventelig interessekonflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Der er derfor god grund til at undres over hvorfor, det i så mange år før 2013 alligevel er lykkedes at indgå aftaler. Forklaringen er så logisk: Ved at indgå bindende fælles overenskomster mellem arbejdsgiver og arbejdstager sikres et stærkere fundament for både kvalitet, effektivitet, innovation og udvikling end nogen arbejdsgiver kan sikre alene. Sådan noget kan konkurrencestatens hardcore økonomifolk i KL og Finansministeriet slet ikke få til at passe ind i hverken en 2020-plan eller et regneark.

Derfor er det virkelig besynderligt – og helt i strid med det, der er en af de væsentligste forudsætninger for at bedrive god skole, at Lov 409 er blevet solgt som en ledelsesmæssig frisættelse. Det er snarere lige omvendt. Lov 409 frasiger sig i sin tilblivelse og i sin grundform det, der giver god skole og er samtidig udtryk for styring og ikke ledelse. De skoleledere, der lykkes med Lov 409, lykkes fordi de IKKE udøver den uindskrænkede ledelsesret, men giver deres medarbejdere fuld og reel indflydelse. De omfordeler i praksis både magt og midler på den arbejdsplads, de har ansvaret for. Derfor lykkes lærerne, og derfor lykkes skolelederen. Derfor giver det en god skole.Hvordan kan det være en dårlig idé at skrive den bedste praksis for en god skole ind i en overenskomst?

Det kan kun være en dårlig idé, hvis retfærdighed italesættes som noget der står i modsætning til fællesskab og aftaler. Blandt mange andre udtalte Per B. Christensen, tidligere Børne- og ungedirektør i Næstved Kommune, ved en paneldebat på Kommunaløkonomiske Forum (KØF) i januar 2013: …”vi går fra den aftalte retfærdighed til den argumenterede retfærdighed”.

Udtalelsen er tydeligvis et forsøg på, at tale ind i retfærdighedsopfattelsen blandt tilhørerene og i sproglig forstand at sætte kiler mellem ”aftaler”, ”argumentation” og ”retfærdighed”. Skulle der være stor sandhed i udtalelsen, så burde der også indføres individuel lovgivning for hvert enkel borger i stedet for lovgivning, der gælder alle. Udtalelsen giver derfor ingen mening og slet ikke på en arbejdsplads, en skole, hvor netop fællesskabet er forudsætningen for at lykkes.

Vi har langt mere til fælles med såvel skoleledere, forvaltninger og politikere end det, der skiller os ad. Det er derfor helt nødvendigt at blive ved med – konsekvent, konstruktivt og kritisk – at henholde sig til fakta: Gode fælles overenskomster om både løn, arbejdstid og skole- og uddannelsespolitiske grundholdninger giver en god skole.

Og lad os dog være langt mere målrettede, i hvad vi vælger at kaste os over. Det er de helt grundlæggende forhold, der er forudsætningen for et godt arbejdsliv og en god skole. Det er det forpligtende og aftalebaserede samarbejde. Det er ledelse – ikke styring. For min skyld er 6. ferieuge totalt ligegyldig sammenlignet med eksempelvis en arbejdstidsaftale, der sikrer sammenhæng mellem krav og resurser og forpligter lovgivere i landet at afsætte de helt nødvendige midler til folkeskolen.

Så lad os knytte næven og holde fast i, at vi er en fagforening for medlemmerne – med alt hvad det indebærer.