DLF har netop offentliggjort de udspil om lærernes arbejdstid, lærerne har haft med til forhandlingsbordet med KL.

DLF lægger forhandlingsdokumenter om arbejdstid frem

På dagen for det første møde i Forligsinstitutionen har Lærerforeningen gjort alle de udspil til en lærerarbejdstidsaftale, som lærerne har haft med til overenskomstforhandlingerne. Se forslagene her.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag eftermiddag mødes lønmodtagernes og arbejdsgiverne på både det statslige, kommunale og regionale område til møder i Forligsinstitutionen, hvor de endnu engang skal forsøge at nå til enighed om de store knaster i overenskomstforhandlingerne.

En af de helt store er lærernes arbejdstid, der siden lovindgrebet i 2013 har været reguleret af Lov 409, og ikke af en overenskomst. Ifølge Danmarks Lærerforening har kommunernes topforhandler Michael Ziegler gang på gang afvist at forhandle om lærernes arbejdstid.

Umiddelbart inden dagens møde med forligsmand Mette Christensen valgte Danmarks Lærerforening så at offentliggøre alle de forslag, Lærerforeningen har bragt til forhandlingsbordet. I alt fem dokumenter er nu tilgængelige på DLF's hjemmeside, der alle i detaljer beskriver, hvilke forslag Lærernes Centralorganisation (LC) har lagt på bordet overfor arbejdsgiverne.

Bondo om arbejdstiden: Vi vil bare have samme vilkår som alle andre 

Det helt store omdrejningspunkt er normperioden - det vil sige den periode man bruger til at opgøre arbejdstiden, og som for lærernes vedkommende i dag er et helt skoleår.

Her har lærerne i et udspil 2. februar foreslået tre konkrete modeller:

1)      En ugenorm, der tager udgangspunkt i skolesekretærernes overenskomst, hvor lærerne skal arbejde 40 timer om ugen. Arbejdstiden kan variere fra dag til dag, afhængigt af om der eksempelvis er forældremøder eller lignende, men vil hver uge være på 40 timer.

2)      En 20-dages normperiode på 160 timer (svarende til 40 timer om ugen i gennemsnit), hvor timetallet kan variere fra uge til uge, igen afhængigt af, hvilke aktiviteter der er i den pågældende uge. Det betyder at man som lærer godt kan arbejde 45 timer den ene uge og 35 timer den anden uge, så længe det over en 4-ugers periode ender på 160 timer.

3)      En månedsnorm, hvor lærerne hver måned skal arbejde 7,4 timer ganget med antallet af arbejdsdage. I slutningen af måneden skal skolelederen så opgøre, hvor mange timer den enkelte lærer har arbejdet, og overskrider den faktiske arbejdstid den planlagte arbejdstid, kan man som lærer vælge enten at få overarbejdet udbetalt eller at afspadsere.

Ziegler: Vi vil gerne forhandle lærerarbejdstid - men ikke forfra 

I et udspil fra LC til KL dateret d. 21. januar, skriver LC desuden at:

"Arbejdstidsplanen skal tage højde for, at læreren kan forberede den undervisning læreren har ansvaret for".

Du kan læse alle dokumenterne på Danmarks Lærerforenings hjemmeside:

Læs mere

DLF'sforhandlingsudspil