Hver fjerde arbejdsskade i lærerfaget skyldes fysisk vold fra elever, der enten er inkluderet uden mulighed for den rette støtte eller bare børn, der er trætte og irritable, fordi dagene er for lange og konfliktniveauet for højt. Udviklingen er steget signifikant i takt med implementeringen af folkeskolereformen og inklusionsloven, og nogle steder er dagligdagen en krigszone, der efterlader børn og voksne stressede i en grad, som er helt uacceptabel både for en barndom og et arbejdsliv. I efteråret rasede en debat om skæld ud, og det tyder på, at der ikke længere er ret mange lærere, der bruger skæld ud som pædagogisk redskab. Til gengæld oplever vi et pres, der let kan føre til kontroltab. Det kan resultere i skæld ud med stor skam og selvbebrejdelse til følge, men det kan også tage andre former, som gråd eller ubalance mellem arbejdsliv og familieliv. Det er altid et alvorligt tegn på, at man er presset for langt, når man har svært ved at holde fast i sine professionelle grænser.

De første lokalaftaler i kølvandet på A20 er begyndt at se dagens lys. Det er bestemt ikke uden betydning, at de forholder sig til et undervisningsmax af den simple årsag, at undervisningsmængden er væsentlig i forhold til lærernes arbejdsliv, overskud og dermed også skolen.

Noget tyder på, at flere kommuner har en økonomisk rammer, der indtil videre kan udløse et max på 26-27 lektioner om ugen, og det er da en beskyttelse mod at ende på 28-30 lektioner, og dermed bedre end alternativet, men der er et andet forhold, der gør sig gældende; Det er ikke kun kommuner, der har en ressourceramme. Det har mennesker også. Min erfaring siger mig, at der er et menneskeligt og psykologisk max på cirka 25 lektioner om ugen i klasser af højst 25 elever uden særlige behov. Derefter kan man godt løse andre opgaver, som oprydning og bogbestilling, men man kan ikke yde mere omsorg eller levere god undervisning uden at begynde at bruge så meget af sig selv, at det kan få konsekvenser i form af fx irritation, mindre tålmodighed, træthed, hovedpine og trang til at dulme med mad eller alkohol. Det kan vise sig i mange former, men altid med risiko for at miste arbejdsglæden permanent. Vores omsorg for andre mennesker er ikke en bundløs kilde. I en skole med stressede børn i store klasser er vi langt over et forsvarligt undervisningsmax, når vi rammer 25 ugentlige lektioner.

Der er derfor et gab mellem den menneskelige og den økonomiske ramme, der ikke kan mødes. Den indlysende løsning er at gøre skoledagen kortere og på den måde frigøre midler til en hverdag, der kan finansieres uden at skamride lærerne og presse børnene til det yderste. Der er dog, af uforklarlige årsager, ikke umiddelbart politisk vilje på nuværende tidspunkt til at skære væsentligt i skoledagen og føre pengene tilbage til frigørelse af tid.

Til gengæld er der stor velvilje hos kommunerne til at skabe bedre arbejdspladser, så længe det ikke koster penge. Kommunerne kan naturligvis ikke samarbejde med den ene hånd og samtidig spænde undervisningsbuen til bristepunktet med den anden, og lærerne kan ikke fortsætte med at legitimere det umulige af frygt for alternativet. Derfor må parterne søge flere og nye veje i samarbejdets ånd, før momentum forgår, og der kommer en Coronaregning, der også skal betales.

Det kan de gøre ved sammen højlydt at erkende, at skolen i sin nuværende form ikke er bæredygtig i forhold til lærernes arbejdsliv. Det vil være omkostningsfrit at italesætte, at der er opstået et uforsvarligt vakuum mellem menneskelige og økonomiske rammer. Alle må sammen lede opad med budskabet om, at kun en væsentlig kortere skoledag vil kunne indhente de økonomiske midler, der er behov for. KL og DLF må gå i samlet front til næste led og gøre opmærksom på, at der skal handles nu. Det tror jeg er et signal, som mange lærere vil værdsætte, mens de arbejder 26,27,28 lektioner om ugen, hvilket er fuldstændig umuligt på den lange bane, som skolen er indrettet lige nu.