Debat

Vil KL gerne have at nyuddannede forlader folkeskolen?

En ny lærers betragtninger på arbejdstidsaftalens floskler om den vigtige begyndelse på et arbejdsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De første tre måneder af mit lærerliv kom jeg hjem fra arbejde, spiste aftensmad klokken 17 og gik i seng længe før solen gik ned. Jeg måtte love mig selv højt og helligt, at jeg ville blive det fulde skoleår ud og ikke give op, før jeg havde klaret det. Praksischokket ramte mig hårdt, på trods af at jeg ikke var i tvivl om, at jeg var landet på den helt rigtige skole, med de helt rigtige elever, kollegaer og ledelse. I dag er jeg også sikker på, at jeg ikke kunne få en meget bedre lokal arbejdstidsaftale for nyuddannede, når jeg kigger rundt i landet og taler med tidligere medstuderende. Uden det rum, som min lokale aftale giver mig de første år som lærer, frygter jeg at jeg ville have smidt håndklædet i ringen efter at have levet op til løftet om at klare det første skoleår. 

Når jeg læser i oplægget til en ny, national arbejdstidsaftale, at ingen af ambitionerne for understøttelsen af de nyuddannede lærere følges op af noget konkret, bliver jeg derfor frustreret på vegne af alle dem, der ikke er lige så heldige som jeg var. Jeg kan ikke se hvordan aftalen kommer til at ændre det fjerneste på den nuværende skævhed der er i modtagelsen af nyuddannede. De kommuner, der ønsker at prioritere indsatser vil fortsætte med at gøre det, mens andre vil fortsætte med at lade være. 

Min lokale arbejdstidsaftale giver mig ret til mere forberedelsestid og til en mentor på skolen, som ikke bare kan svare på hvordan man får printeren til at sætte hæfteklammer i, men har været med til at udvikle mig som professionsudøver og støtter mig i min faglige udvikling. Begge dele er vigtige grunde til at jeg nu har taget hul på andet skoleår og kan se mig selv blive i lærerfaget i flere (måske mange) år fremad. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Man skulle tro at Kommunernes Landsforening så en større værdi i, at flere nyuddannede lærere fik samme oplevelse som mig, så deres medlemmer ikke stod med konstante rekrutteringsproblemer. Det er dog ikke det indtryk jeg får, når jeg læser flosklerne i arbejdstidsaftalen. Det er en gratis omgang smukke ambitioner. Jeg savner enhver form for reelt tiltag, uanset om det er nedsat undervisningstimetal eller en finansieret mentorordning. 

Så kom lige ind i kampen, KL - Det kan ikke være meningen at det skal være et lotteri, om de nyuddannede bliver i folkeskolen eller ej.