Debat

Held eller forstand?

Overvejelser om hvorfor skole- og kommunevalg skal gøre forskellen på om man lykkes som nyuddannet lærer eller ej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For 365 dage siden trådte jeg for første gang ind i mit klasseværelse som ivrig, nyudklækket lærer.

Jeg var klar, men ikke naiv og jeg vidste godt, at det ville blive hårdt at omstille mig til arbejdslivet som lærer. Læreruddannelsen er på nogen måder en boble, men den forskåner ikke en fra fortællinger om nyuddannede, der knækker nakken på folkeskolen i løbet af deres første år. Tværtimod.

Netop de mange fortællinger og den dårlige statistik var grunden til at jeg i min jobsøgning gik aktiv efter de kommuner, hvor jeg selv mente jeg havde højest sandsynlighed for at kunne lykkes med opgaven som lærer. Jeg gik efter de kommuner, der havde en god arbejdsaftale og vægtede især, at de havde indtænkt nyuddannede i deres aftale. Man skulle tro, at det var noget alle kommuner ville prioritere, især med tanke på at der er skoler i Danmark, der har op til 40% ansatte lærere uden en læreruddannelse. Det er blot mit held, at jeg både er bosiddende i Hovedstadsområdet og at mine undervisningsfag er naturfaglige. Kombinationen af de to ting gjorde, at jeg rent faktisk havde muligheden for at være kræsen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg har ingen profetiske evner, så jeg ved naturligvis ikke hvordan det var gået et andet sted, men i dag, et år senere, kan jeg sige at jeg trives i mit arbejde. Jeg er på ingen måde i risikozonen for at blive en del af den ærgerlige statistik af lærere, der forlader folkeskolen i løbet af deres første to år. Det er stadig hårdt og træerne vokser på ingen måde ind i himlen i Lyngby-Taarbæk, men vores lokale arbejdstidsaftale giver mig et loft over undervisningstiden, færre opgaver på min opgaveoversigt som nyuddannet og en mentor. 

Der er stadig en million ting jeg ikke har styr på, rutinerne er ikke på plads og jeg ved, at jeg har meget at lære, men midt i corona-undervisning, uendelig afspritning af computere og OK-afstemning nåede jeg den lille milepæl af mit første år som folkeskolelærer.

Jeg var heldig. Jeg ramte et smørhul af en skole i et smørhul af en kommune med den rigtige fagkombination. Men hvorfor er det sådan, at man som nyuddannet lærer skal være heldig, for at komme ud til rimelige forhold? Hvorfor har alle kommuner ikke prioriteret nyuddannede lærere i deres arbejdstidsaftaler, sådan som min har?

I den arbejdstidsaftale vi skal stemme om lige nu, er der ingen sikring af den prioritering og fremtidens nyuddannede lærere er derfor lige så prisgivet held, som jeg var. Det mener jeg ikke, at vi kan byde dem. Blandt andet derfor har jeg stemt nej - og jeg synes du bør gøre det samme. Du kan også nå at ændre din stemme, hvis du har skiftet mening.