Formand for Gribskov-Halsnæs Lærerkreds og chef for børn, unge og læring i Halsnæs Kommune Mads Kjær Ingvardsen har underskrevet den lokale arbejdstidsaftale.
Foto: Halsnæs Kommune
Halsnæs' kredsformand om A20: Endelig en aftale, jeg som lærer kan se mig selv i
Halsnæs Kommune og Gribskov-Halsnæs Lærerkreds er enige om en lokal arbejdstidsaftale, der supplerer den centrale. Den sikrer lærerne tid til individuel forberedelse og er et godt udgangspunkt for samarbejdet på skolerne, mener kredsformand.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formand for Gribskov-Halsnæs Lærerkreds er faktisk ret godt tilfreds med den nye lokale arbejdstidsaftale, som han netop har underskrevet sammen med skolechefen:
"Jeg synes, det er første gang siden 2014, at vi lokalt rammer skiven i forhold til den individuelle forberedelse af undervisningen. Det håber jeg er med til at understøtte fastholdelsen og rekrutteringen af lærere i kommunen", siger Michael Bie Andersen.
Sammen med kommunen har han gennemgået den centrale arbejdstidsaftale (A20), som KL's og lærernes forhandlere blev enige om i sensommeren, og så har man tilrettet den til de lokale forhold. Michael Bie Andersen peger på en række elementer, hvor han mener, at det lokale supplement styrker lærernes mulighed for at give god undervisning.
"Vi har tydeliggjort, hvilke opgaver, der skal tid på på opgaveoversigterne"; siger han og forklarer, at man også har besluttet, at alle opgaver, som tager årligt 40 timer eller mere skal med på opgaveoversigten. I A20 er grænsen sat til 60 timer eller mere.
"Vi har også en bestemmelse om, at arbejdstidstilrettelæggelsen skal ligge mellem 7.30 og 15.30 - det er en forbedring i forhold til A20, hvor det går til 17".
Sikret tid til individuel forberedelse
Michael Bie Andersen understreger, at det har været vigtigt, at lærerne er sikret tid til individuel forberedelse, og det er sket ved, at sikret tid til forberedelse følger undervisningstiden.
"Vi har valgt, at antallet af undervisningstimer udløser et antal individuelle forberedelsestimer. Det tilstræbes, at den enkelte lærer ikke får mere end 26 undervisningslektioner eller 780 årlige undervisningstimer. Har man 26 ugentlige lektioner, er man sikret 332 timers forberedelse om året".
Nyuddannede lærere har som udgangspunkt et maksimum på 750 undervisningstimer om året og har også en kollega tilknyttet som hjælper det første arbejdsår efter afsluttet uddannelse.
Plads til at lære af hinanden
Derudover har man i Halsnæs indført noget helt nyt - nemlig praksisudvikling. Her kan læreren får timer, som også udløser forberedelse til eksempelvis at følge en vejleder i et fag for på den måde at blive klogere på egen undervisning.
"Det er tænkt som en form for mesterlærer. Vi har været meget inspireret af blandt andet co-teaching. Men det er ikke endeligt beskrevet. Det er en måde, vi forsøger at åbne undervisningsrummet op for udvikling".
I A20 skal skolelederen opgøre den enkelte lærers arbejdstid hver tredje måned. Men i Halsnæs bliver arbejdstiden kun opgjort så ofte, hvis den enkelte lærer beder om det.
"Vi tror, at arbejdet med opgaveoversigten i mange tilfælde vil betyde, at det ikke er nødvendigt at opgøre arbejdstiden hver tredje måned. Men hvis en lærer, synes planlægningen skrider, så kan han bede om opgørelsen", siger Michael Bie Andersen.