Torben Voss (tv) og Peter Fogde Mikkelsen med den første lokale arbejdstidsaftale i Holstebro siden lovindgrebet i lockouten i 2013.

Første arbejdstidsaftale i Holstebro siden lockouten

Et af de steder, hvor arbejdstidsloven fra 2013 stadig bestemmer lærernes arbejdstid, er Holstebro. Men efter sommerferien er det slut - kommunen har netop indgået en aftale med Vestjysk Lærerforening, der sikrer lærerne 500 timer til forberedelsesopgaven.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at daværende lærerformand Anders Bondo Christensen og KL's topforhandler Michael Ziegler i august sidste år endelig blev enige om en landsdækkende arbejdstidsaftale, drog formand for Vestjysk Lærerforening, Torben Voss, og skole- og rådgivningschef i Holstebro Peter Fogde Mikkelsen rundt på skolerne. På såkaldte lyttemøder samlede de information for at få et fælles billede af, hvordan hverdagen fungerer for de ansatte.

Derefter har de forhandlet en slags lokalt tillæg til den landsdækkende A20-aftale på plads. 

"Aftalen er et stærkt samarbejdsgrundlag, der sætter fokus på den lokale inddragelse og dialog. Det glæder mig, at vi sammen sætter retning på rammerne og betydningen af undervisningen og arbejdet med elevernes trivsel", siger Peter Fogde Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Efter fire års tilløb: Assens-lærere får arbejdstidsaftale 

Et af elementerne i den lokale aftale 500 timer per fuldtidslærer til individuel og fælles forberedelse samt fagprofessionel udvikling. Desuden afsættes  50 timer pr. stamklasse til klasselæreropgaven, som kan deles på flere personer.

"Det er godt, at der nu for lærerne bliver en bedre sammenhæng mellem de mangeartede opgaver, som lærerne løser i dagligdagen, og tiden til at løse disse. Lærerne skal inddrages i de lokale prioriteringer og tiltag på de enkelte skoler, således at forudsætningerne for en endnu bedre undervisning styrkes", siger formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss.

Læs mere

A20-aftale Holstebro