Stress kan ramme alle. Også dem, der er rigtig glade for deres arbejde.

Sådan havde Gitte Larsen det som lærer for specialklassen på Sorø Borgerskole. Sammen med en anden lærer arrangerede hun kantinedage, hvor eleverne stod for maden og solgte det til resten af skolen, og hun organiserede overnatningsture for eleverne. Det kostede tid, men det var dejligt.

Hun var god til sit arbejde, og det har altid været vigtigt for hende at gøre en forskel.

»Jeg plejede at have en høj succes-rate. Det var derfor, jeg gik ned«.

»Jeg er fra den lærergeneration, der selv skulle klare det. Man er stærk, man går ind og lukker sin dør og klarer det. Ligegyldigt hvad«.

Gitte Larsen kan slet ikke huske foråret 2001, det år, hvor hun gik ned med stress i august. På et tidspunkt sagde hun til viceren, at hun overvejede at få arbejde på en kagefabrik igen, for hvis kagerne faldt på gulvet, skete der ikke noget ved dét. Men på skolen i specialklassen var det noget andet, der faldt på gulvet. Det var langt værre.

Hun havde efterhånden 17 katedertimer i specialklassen. Der var flere elever i klassen, end da hun begyndte. Fordi der røg et klassetrin fra, røg der også en lærer fra, men antallet af elever i klassen steg. På holdet, hvor hun læste til speciallærer, kunne hun se, at de andre havde omkring 12 katedertimer.

»Men jeg fik jo speciallæreruddannelsen, fordi jeg er en dygtig lærer, så jeg måtte jo leve op til det. Syntes jeg«.

En god revalidering

Speciallæreruddannelsen er droppet nu. Det var hårdt at opgive. Men psykologtimerne har hjulpet Gitte Larsen til at indse, at hun aldrig kommer til at undervise børn igen.

Hun er i gang med en revalidering, og hun har været heldig. Hun har fået mere, end man kan få i dag. Hun er færdig med en toårig uddannelse som voksenunderviser, hun har en NLP masteruddannelse og er halvvejs i en toårig uddannelse til kunstterapeut. Samtidig tager hun rundt og holder foredrag om stress, blandt andet på LO-Højskolen. Det er nærmest terapi for hende at fortælle andre, hvordan de skal være opmærksomme på stresssymptomerne og få sagt fra, inden det går galt.

Gitte Larsen mener, at alt for få kender til symptomerne på stress. Man bliver irritabel, mister overblikket, mister hukommelsen, og alting tager længere tid. Alt bliver mere uvirkeligt.

I dag kan hun se, at hun skulle have sagt fra langt tidligere, men hver gang nogle pålagde hende en ekstra opgave og samtidig roste hende og fortalte hende, hvor dygtig hun var, påtog hun sig gladeligt opgaven. Ligegyldigt hvor meget det tog på hende.

»Hvis man er god til at køre kran i otte timer, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man er god til det 24 timer i træk«.

»Nu kan jeg se, at jeg har vundet i lotteriet. Jeg har fået den bedste revalidering, man kan få. Jeg brød ned, men jeg har fået al den hjælp, jeg kunne ønske mig. Man har brug for meget lang tid til at komme sig oven på stress, og det har jeg fået. Andre har taget sig af mig. Jeg er snart på banen igen. Jeg har fået nye uddannelser, og jeg kan bruges igen. Men til noget andet«.

Bad ikke om hjælp

I dag undrer hun sig over, at hun ikke bad mere om hjælp undervejs. Hun gik aldrig til tillidsrepræsentanten, selv om hun er sikker på, at hun ville have fået hjælp.

I dag kan hun også se, at andre på skolen var stressede. En tidligere kollega faldt om på gaden og døde. Hjertestop siger dødsattesten, men Gitte Larsen mener, at det også var stress.

Da det så allerværst ud, fik hun mistanke om, at en af eleverne havde været ude for et overgreb. Men hun magtede ikke at gøre opmærksom på det, for hun vidste, at det så blev hende selv, der måtte gøre noget, og det kunne hun ikke på det tidspunkt.

Danmarks Lærerforening har politisk besluttet, at man vil køre en sag. Man overvejer, om man kan udtage stævning enten imod Sorø Kommune eller imod Ankestyrelsen for ikke at anerkende Gitte Larsens lidelse som en arbejdsskade.

Gitte Larsen fortæller, hvordan kommunernes besparelser og færre anbringelser af belastede børn viser sig. Helt ud i normalklasserne. Dér sidder alle de elever, der ikke får et behandlingstilbud, og i specialklassen sidder de dårligt begavede sammen med elever, der ikke får den behandling, de har behov for. Det rammer de enkelte elever og deres familier, men det rammer også resten af eleverne og skolens ansatte.

»Jeg føler mig klart uretfærdigt behandlet. Men jeg frygter, vi skal slås længe for at få anerkendt stress som en arbejdsskade, for der er jo ikke noget at se på et røntgenbillede. Det har været dyrt for mig, og jeg tror ikke, jeg kommer helt over det. Men det er helt gratis for kommunen«.

hlauritsen@dlf.org