Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tirsdag 1. december er den dag, hvor lærer Birgitte Pohl regner med, at hun blev smittet af en elev med covid-19 i 9. klasse på Skals Skole nord for Viborg. Onsdag fik hun at vide, at en af hendes elever havde været sammen med en, der efterfølgende var testet positiv. Fredag kom svaret - eleven var positiv, resten af klassen blev sendt hjem og Birgitte Pohl gik i isolation. Mandag fik også hun et positivt testsvar. En elev mere blev testet positiv, men smitten stoppede dér. Birgitte Pohl fortæller om de første dage:
"Jeg hoster lidt. Men jeg har det sådan set okay. Jeg har ikke mange symptomer. Så er vi sendt hjem. Jeg kunne godt undervise hjemmefra. Jeg havde planlagt undervisningen, så det gik meget godt. Jeg havde stort set kun den 9. klasse, så ved fælles hjælp klarede vi os igennem", siger Birgitte Pohl.
"Jeg aner ikke, om jeg blev smittet på skolen"
Bange for at smitte syg mand
Hun holdt sig totalt isoleret i kælderen. Hendes mand lider af mange sygdomme og var netop blevet opereret, da Birgitte Pohl gik i isolation.
"Jeg blev lidt mere syg. Den første uge fortaber sig lidt i tågerne. Det værste er egentlig, at min mand er multisyg. Da jeg fik testsvaret, var han endnu ikke vaccineret. Så pakkede jeg strikketøjet og computeren og boede totalt isoleret i kælderen i 14 dage. Jeg skulle passe på ikke at smitte min mand. Det kunne godt være alvorligt, hvis han fik det. Han var nyopereret på det tidspunkt, men han måtte rejse sig og sørge for mig", siger Birgitte Pohl.
Skolenedlukning gav kortere sygemelding
Birgitte Pohl blev symptomfri kort før jul og kunne igen komme op fra kælderen. Nedlukningen af skolen gjorde, at hun kunne være kortere tid sygemeldt, end hvis hun havde skullet møde fuld tid på skolen.
"I begyndelsen var alle hjemme. Fra 1. marts skulle min 9. klasse møde på skolen hver anden uge. Så var jeg hjemme en uge og på skolen en uge. Nedlukningen har givet mig mulighed for en god optrapning af arbejdet. Det var rigtig godt for min corona, at jeg var hjemme. Jeg skulle op og i gang, men det gav en anden ro, at jeg var hjemme, og jeg kunne holde mine frikvarterer uden børn. For normalt har man gangvagter og kopiering og der er ikke mulighed for rigtige pauser på skolen. Det er der hjemme. Jeg havde brug for roen for at have overskuddet til undervisningen", siger Birgitte Pohl.
Håber at slippe for senfølger
Birgitte Pohl har stadig åndenød og er træt. Og hun har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade.
"Før jeg blev skolelærer, har jeg arbejdet med arbejdsskadeforsikringer. Derfor ved jeg, hvor vigtigt, det er, at det bliver anmeldt. Selv om det ikke betyder noget, så skal man anmelde det, når man står i det. Jeg føler mig sikker på, at jeg ikke får senfølger, men jeg ved det jo ikke", siger hun.
Det var skolens arbejdsmiljørepræsentant, som kom med anmeldelsespapirerne til hende.
"Der er nogle papirer, der skal udfyldes. Det var arbejdsmiljørepræsentant sagde, at nu skal du gøre det. Hun havde fået papirerne fra Viborg Lærerforening, så jeg udfyldte dem og sendte dem ind. Så modtog jeg en bekræftelse på, at de var modtaget. Kommunen har fået det at vide. Min leder synes også, at det i orden, at jeg gjorde det", siger hun.
Hun synes dog ikke, at arbejdsskadeanmeldelsespapirerne helt passer til et coronaforløb.
"De kunne godt opfinde et coronaskema. Jeg skulle svare på en hel masse spørgsmål, som var meningsløse. For eksempel om, hvornår ulykken skete. Og så skulle det anmeldes til egen læge. Jeg skrev til min læge, at jeg har fået corona, jeg har fået at vide, at jeg skal anmelde det til dig. Og så fik jeg bare en mail om, at det var modtaget".
For kort tid siden modtog Birgitte Pohl så beskeden om, at hendes covid-19 er blevet anerkendt som en arbejdsskade.
"Nu tænker jeg ikke mere over det. Men det er rart at vide, at jeg har den liggende. Men som jeg har det nu, kommer der ikke mere ud af det", siger hun.
Hun er ærgerlig over at skulle igennem et covid-19-forløb, men hun tror ikke, at der kunne være gjort noget, som kunne have forhindret, at hun blev smittet.
"Det nytter ikke noget, at blive ked af det eller sur og gal. Jeg bebrejder ikke eleven. Der er ingen, der smitter nogen med vilje heller ikke elever til skolelærere", siger Birgitte Pohl.
Fire folkeskolelærere har anmeldt en mulig covid-19-arbejdsskade
DLF: Vigtigt at anmelde covid-19 som arbejdsskade
Konsulent i DLF Henning Sindahl sidder med de covid-sager som bliver bragt ind til Lærerforeningen. Der kommer hele tiden flere dryppende, men der lige nu kun omkring 25 sager, hvor lærere har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade. Tallene fra Statens Seruminstitut viser, at næsten 6000, der arbejder med undervisning i grundskolen, har fået konstateret covid-19. Henning Sindahl opfordrer til, at man melder sygdommen som arbejdsskade, hvis man har en mistanke om, at man er smittet på skolen. Når sygdommen er anerkendt som arbejdsskade, vil det nemlig være muligt at få tilkendt erstatning og/eller godtgørelse, for eksempel til udgifter til genoptræning.
Heldigvis ser det ikke ud til, at lærere, der har anmeldt covid-19 som arbejdsskade, er hårdt ramt af senfølger, fortæller Henning Sindahl.
"Langt størstedelen får ikke varige følger af covid-19. Men der er nogle, der døjer med hukommelsesproblemer. Mit bud er, at vi har to-tre stykker, hvor der skal tages stilling til varige men. Umiddelbart vil jeg tro, at de bliver henvist til forløb igennem det offentlige, hvor man ser på, hvordan de kommer sig efter de her gener, så vil man først derefter fastsætte varigt men. Jeg tror, man venter og ser tiden an, hvordan det går måske et år og et behandlingsforløb".
Smittetallet stiger blandt grundskolelærere