Igennem et langt lærerliv bliver du som fagperson og privatperson påvirket i mange henseender – det kræver til tider en stærk psyke og et køligt overblik, både at håndtere konflikter, leve op til fælles mål og at skabe et fyldestgørende forældresamarbejde – med andre ord, kræves det af den enkelte lærer, at denne skal kunne have flere bolde i luften på én gang og bevare overblikket, selv når situationerne spidser til. Som jeg engang har hørt, skal man være ”noget af en superhelt, for at være folkeskolelærer”.

Der har i tidens løb hersket en tiltagende snak om, at vi som fagpersoner ikke bliver respekteret for vores arbejde som vi gjorde "i gamle dage” og at alle de kræfter vi bruger på vores arbejde, både psykisk såvel som fysisk, ikke bliver anerkendt, men at vi blot får stemplet som ”dem med de lange ferier”. Med andre ord, mangler vi anerkendelse, men er dette virkelig den rigtige løsning på dette? Kan man som forælder vide at ens barn får de bedst mulige forudsætninger i dansk eller matematik, blot ved at se på den enkelte lærers bedømmelse?

At være lærer er blot én af de beskæftigelser der definerer de ”offentlige ansatte”, da dette bevidner om en bred vifte af erhverv, der alle tjener hvert sit formål. Liberal Alliances nyeste udspil er, at borgere fremover skal kunne bedømme de offentlige ansatte og give dem karakterer, for i sidste ende at afhjælpe bureaukrati og ligeledes belønne de medarbejdere med de bedste karakterer, da dette kan udløse en klækkelig bonus.

Fredericiaavisen har skrevet en artikel om dette, der primært berører bedømmelse af hjemmehjælpere, men hvor Birk Olesen fra LA bliver spurgt ind til, om denne karaktergivning kan udvides til andre områder, hvortil han svarer:

»Man kunne også forestille sig, og så er vi igen ude i at det skal vurderes af pårørende, at på skoleområdet: Der kan en 2. klasses elev ikke give et fornuftigt svar på om læreren er dygtig, men det kan forældrene. Hvis man spørger dem hvert halve eller hele år. Der kan man bruges deres inputs også. Om det skal give mere i løn, det ved jeg ikke. Men jeg vil gerne have, at systemet kan bruges på områder hvor pårørende skal svare, men jeg ved det kan her. Jeg synes det er meget oplagt at man kan gøre det her«

I min optik er dette yderst bekymrende og jeg ser mange problematikker i dette. Jeg er enig med Birk Olesen i, at en elev i 2. klasse ikke kan give et fyldestgørende svar på hvorvidt læreren er dygtig eller ej, men kan forældrene dette? Er de helt konkret med inde i klasselokalet og ser, hvordan eleverne modtager undervisningen, så de derved kan lave en bedømmelse baseret på dette? Hvis de ikke er lærere og derved ikke er ”eksperterne” på dette område, kan de så lave en adækvat bedømmelse af vores undervisnings samlet kvalitet?

Hvad hvis der indtræder et scenarie, hvor vi antager at forældrene til en 2. klasses elev ikke er enige med lærerens didaktiske tilgang til f.eks. matematik og at de derved opponerer ved at give den enkelte lærer en lav bedømmelse?

Hvad hvis en elev får et andet resultat i matematikprøven end hvad forældrene regnede med, og at de derved i afmagt bebrejder læreren og giver denne endnu en lav bedømmelse?

Hvis en elev i 2. klasse ikke kan give et fyldestgørende svar på hvorvidt læreren er dygtig eller ej, kan en elev i 9. klasse så? Er det så tanken, at de ældste elever er berettigede til at give lærerne karakterer?

Hvis vi antager at dette bliver en realitet, så skal man i princippet som lærer fremover være bange for at give en lav karakter, for ”hvad nu hvis det giver mig en lavere bedømmelse”?

Skal vi virkelig som fagpersoner også være ængstelige for at være ærlige overfor forældrene, når snakken til skole-hjem-samtalen falder på, hvordan det går med deres barn i skolen. Fordi fører det mon til en lav bedømmelse, hvis nu vi fortæller, at pågældende elev skal tage sig mere sammen i timerne og lave sine ting indenfor tidsfristen?

Dette tiltag kan i værste fald føre til, at vi som fagpersoner føler os utrygge ved at udføre vores arbejde, og at vi ender med at blive ”pleasere” i stedet for at stå fast og undervise på dén måde, som vi kan stå inde for, både fagligt og didaktisk. Og hvis vi i sidste ende ender med at blive ”pleasere”, kan man så virkelig gøre alle tilfredse, med høje klassekvotienter og forskellige forventninger til den enkelte lærer?

Det korte svar er; Nej, selvfølgelig kan vi ikke det, og det skal vi nødvendigvis heller ikke. Selvfølgelig skal vi være inkluderende så vidt det overhovedet er muligt og sørge for, at alle elever i klassen modtager den bedst mulige undervisning, men i min optik skal vi stadig være tro overfor os selv.

Denne bedømmelse af os som fagpersoner, kan skabe ringe i vandet og påvirke den enkelte lærer og offentligt ansatte generelt senere hen i livet. Hvad når denne lærer fra tidligere skal finde et nyt job, skal den kommende arbejdsgiver så vælge medarbejdere fremover ved at se på bedømmelserne og ikke på personerne bag? Er det fair, at vi som offentligt ansatte skal påvirkes resten af vores arbejdsliv af dette? At vi som fagpersoner skal nedgraderes til en bedømmelse på en skærm?

Alt i alt er dette tiltag i min optik, for at udtrykke det mildt, bekymrende, og vil gøre mere skade end gavn. Vi er nødt til at værne om hinanden og sørge for de bedst mulige betingelser i vores arbejdsliv. Man kan aldrig med en sådan bedømmelse kvalitetssikre, at den enkelte medarbejder er kompetent, da alle mennesker er forskellige, og at din holdning til hvad der f.eks. gør en lærer kompetent, ikke nødvendigvis er den samme som min.