"En stærk lærerprofession - forudsætningen for den gode skole".
Det er titlen på en lille bog på 70 sider, der udkommer i dag. Forfatteren er Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforenings (DLF) længst siddende formand nogensinde, der gik af i 2020 efter 18 år på posten.
Hvorfor skal lærerprofessionen være 'stærk'? Hvorfor
skal lærerne ikke bruge deres krudt på at dygtiggøre sig og lave god
undervisning?
"I et historisk perspektiv har lærerne taget et kæmpe ansvar. I det
øjeblik man kobler lærerne af, går det galt - det viser erfaringen. Derfor er det vigtigt, at vi som lærere giver vores mening til
kende, at vi har en styrke i forhold til debatten om folkeskolen", forklarer Anders Bondo og tilføjer:
"Jeg var engang til
kongres i det svenske Lärarnas Riksforbund, hvor prins Daniel sagde 'Det land, som ikke er ven med sine lærere, kommer aldrig til at lykkes!'”
Et indlæg, der voksede sig større og større
Egentlig havde Anders Bondo bare tænkt sig at skrive et indlæg til Folkeskolen i anledning af Lærerforeningens 150 års jubilæum sidste år, men skriveriet voksede og endte som en bog.
I den kigger han tilbage på Lærerforeningens rolle i dansk skolepolitik og udviklingen af den danske grundskole helt tilbage fra slutningen af 1800-tallet, men med fokus på de seneste kvarte århundrede.
Han fortæller om de år, hvor enkelte kommuner og lærerkredse rundt om i Danmark gjorde op med U-F-Ø-arbejdstidsaftalen, hvor lærerens arbejdstid var nøje opgjort i henholdsvis undervisning, forberedelse og øvrige opgaver.
I stedet byggede de lokale aftaler på tillid til, at lærerne selv kunne administrere den del af deres arbejdstid, der ikke foregik ved katederet. De aftaler blev inspirationen til den landsdækkende såkaldte A08-aftale indgået mellem KL's daværende overenskomstforhandler, den konservative borgmester på Frederiksberg Mads Lebech og Anders Bondo.
Skolen fortjener en grundig analyse af fortiden
Med professionsaftalen steg lærernes arbejdstilfredshed, men præcis som Lebech havde advaret Bondo om, var der murren blandt embedsmændene i Finansministeriet.
Og kort efter indgåelsen af aftalen i 2008 kom finanskrisen, og Anders Bondo beskriver, hvordan Finansministeriets New Public Management-tankegang fik overtaget.
"Det angreb på lærerprofessionen, der blev lagt op til, skulle vise sig at være uden sidestykke i danmarkshistorien. På et møde mellem DI (Dansk Industri, red) og DLF i foråret 2012 kunne repræsentanterne fra DI fortælle, at ansatte i Finansministeriet sammenlignede situationen med Margaret Thatchers angreb på de engelske minearbejdere i 1980’erne", fortæller den tidligere lærerformand i bogen.
Det blev som bekendt til en altomfattende lockout af de danske grundskolelærere i april 2013 fulgt af et lovindgreb, der afskaffede lærernes arbejdstidsaftale og pålagde dem fuld tilstedeværelse på skolen.
Dernæst fulgte en folkeskolereform med mange flere timer til eleverne og afskaffelsen af den sidste rest af de gamle lærerråd, nemlig pædagogisk rådsmøderne.
"I dag er det stort set
samtlige politikere, der mener, at reformen var en fiasko. Men den blev jo vedtaget med et stort flertal - kun Enhedslisten og Liberal Alliance stemte imod. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor der der ingen, der har lavet en grundig analyse af det? Det skylder vi folkeskolen", siger Anders Bondo.
Bondo: Pas nu på
Den tidligere lærerformand mener, at hvis vi ikke lærer af historien, så risikerer vi at begå den samme fejl igen.
"Jeg synes, jeg ser nogle paralleller med den nye epx-uddannelse, hvor der kommer en minister med et
højtprofileret reformforslag, som bliver solgt med en masse hurra-ord. Jeg skal love for, at det bliver spændende for dem, der skal gå på den uddannelse. Men har
det overhovedet forbindelse med virkeligheden?"
"Der er ikke gennemført nogen forsøg, der går bare en politisk proces i gang, hvor det gælder om at være en del af aftalen, for ellers er man sat uden for indflydelse", siger han.
Uenig i måden at lave politik på
I sin analyse af, hvad der gik galt dengang, kigger han i høj grad på den såkaldte New Public Management-tankegang (NPM), der rullede ind over den offentlige sektor i den vestlige verden allerede fra 1980'erne, og som i høj grad handlede om effektivisering og målstyring.
Efter Anders Bondo trak sig som lærerformand, tog han en diplomuddannelse i journalistik og har blandt andet lavet nogle tv-programmer på DK4 med de mennesker, som har udøvet magt i det offentlige Danmark.
"I mit interview med Bjarne Corydon, der var finansminister, da man indførte reformen, spørger jeg ham ind til, om der ikke kun var ganske få politikere, der vidste, hvad folkeskolereformen egentlig indeholdt. Det kunne han bekræfte. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt, at de faglige udvalg i partierne, der arbejdede med området slet ikke var involveret, og det bekræftede han også", siger han og fortæller videre:
"Hans argument er, at man ikke kan gennemføre reformer, hvis man skal have al den rundkredspædagogik. I stedet sparrer politikerne med embedsmændene. Det mener han er den rigtige måde at gøre det på. Men det er jeg fuldstændig uenig i", siger Anders Bondo.
Ifølge den tidligere lærerformand kan man trække paralleller fra overgrebet mod lærerprofessionen til mange andre områder.
Det er jo forsvindende få, der selv har oplevet at deltage i et lærerrådsmøde
Anders Bondo Christensen
"Den bagvedliggende NPM-tankegang har redet den offentlige sektor som en mare. Og det er jo ikke fordi, vi ikke er med på, at vi selvfølgelig skal bruge de offentlige midler effektivt. Men NPM er en måde at afkoble den professionelle viden fra sektorens udvikling".
I bogen fortæller han om sin og Lærerforeningens kamp for at genskabe respekten for professionen efter 2013. Frem til lærerne igen fik en arbejdstidsaftale i 2020, A20-aftalen.
Giver professionstilgangen bedre tid?
Men hvordan sikrer professionstilgangen, at lærerne har den nødvendige tid til at udføre deres arbejde godt?
"I A08 sikrede vi det ved, at man aftalebaseret lokalt skulle fastlægge størrelsen af undervisningsopgaven for en fuldtidsansat. Det er én måde at gøre det på".
"Med A20 forsøgte vi med en anden måde at gøre det på, hvor vi prøvede at sikre
lærerne en stemme i forhold til prioriteringen på skolen. Det var jo bl.a. inspireret af vores besøg på Espe Skole sammen med KL, hvor vi oplevede, at en skoleleder
prioriterede sammen med lærerne. Skolen havde ikke flere resurser end de andre skoler, så det var en benhård prioritering, hvor de var nødt til at skære al efteruddannelse væk, hvis lærerne skulle have den nødvendige tid til at forberede deres undervisning, og det gjorde de så kommunen opmærksom på", fortæller Anders Bondo om forarbejdet til A20-aftalen med KL.
"Men det er klart, at en blev skabt i kølvandet på NPM, der har den stik modsatte
dagsordenen, nemlig at lærerne ikke skal have indflydelse. Derfor var det også for os afgørende, at det skulle være en overenskomstaftale, som man kan støtte ret på og forfølge i det arbejdsretlige system, hvis lærerne ikke får den indflydelse, de har krav på, på for eksempel skoleplanerne. Det er aftalebaseret indflydelse lidt på samme måde, som lærerne tidligere havde lovgivningsfastsat indflydelse via lærerrådet", siger Anders Bondo.
"Nu skal vi bruge vores kollektive styrke som profession til at skabe indflydelse på
en anden måde".
Lærerne skal genlære at bruge indflydelsen
Selvom Anders Bondo forlod lærerformandsposten efter indgåelsen af A20, har han holdt oplæg for tillidsvalgte siden og erkender, at det er en udfordring også for lærerne at gribe indflydelsen:
"Det er jo forsvindende få, der selv har oplevet at deltage i et lærerrådsmøde, så hele den kultur, hvor vi havde indflydelse og også påtog os det ansvar, skal genlæres. Da lærerne fik indflydelse lovgivningsbestemt i 1899, lå der også et arbejde med at lære at bruge den", påpeger han.
"Når jeg læser indlæg fra lærere, der ikke synes, at A20 har gjort nogen forskel, tænker jeg: 'har I sikret
jer, at I er blevet taget med på råd? Hvad siger skolelederen, når I siger, at I har alt
for lidt forberedelse?".
Ikke arrogance
Hvordan rammer man balancen mellem arrogance og professionalisme, når man siger, at 'vi lærere ved bedst'?
"Det er godt, du stiller det spørgsmål...For vi lærere synes jo ikke, vi
er arrogante", siger han.
"Jeg tror virkelig på, at stort set alle lærere bliver lærere med det formål at gøre en positiv forskel for de elever, man har i sin klasse. Dengang op gennem 00’erne, hvor der var en række kredse, der forlod lønmodtagerstrategien og lavede professionsaftaler, fik vi et firma, MercuriUrvall, til at analysere de aftaler. De kom tilbage og fortalte, at de lærere, der arbejdede under de aftaler, de lavede åbenlyst mere, men de var mere tilfredse end dem, der arbejdede på en U-F-Ø-aftale. Det bed jeg mærke i, fordi det at være glad og tilfreds med sit arbejde og opleve at kunne lykkes med sit arbejde er en kæmpe drivkraft som lærer. Men det forstår folk ikke nødvendigvis, så det skal vi være bedre til at forklare".
"Så ja, jeg tror, at lærerne taler ud fra at ville lave den gode skole - men vi er nok ikke altid på bølgelængde med dem, der modtager budskabet".
Anders Bondo Christensen: "En stærk lærerprofession - forudsætningen for den gode skole", forlaget Fjordager.
