Afslag til nyt speciale i fødevaresikkerhed og -kommunikation

Akkrediteringsrådet har givet University College Sjælland afslag på ansøgningen om at udbyde en ny specialelinje under uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed. Specialet skulle have handlet om fødevaresikkerhed og -kommunikation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Akkrediteringsrådet har vurderet, at det nye speciale ikke opfylder kriterierne for relevans og kvalitet af uddannelsen. Det er University College Sjælland, der i samarbejde med University College Syd, Den flerfaglige professionshøjskole i Region Hovedstaden og VIA University College har ansøgt om at udbyde det nye speciale.

Ifølge ansøgningen skulle formålet med det nye speciale være, at "de studerende kvalificerer sig til selvstændigt at varetage kommunikationsopgaver i relation til fødevaresikkerhed i privat og offentligt regi".

Eksperter: Specialet er ikke relevant og efterspurgt

Et panel af eksterne eksperter står bag den faglige vurdering af ansøgningen for Akkredeiteringsrådet. Panelet anerkender, at der i fremtiden vil være et øget fokus på fødevaresikkerhed men mener, at specialet erhvervsmæssigt er for smalt.

Akkrediteringen bygger på tre kriterier, hvoraf ansøgningen fra University College Sjælland opfylder de to. Det gælder mål for læringsudbyttet og tilrettelæggelsen af uddannelsens elementer. Derimod vurderer ekspertpanelet, at det nye speciale ikke opfylder kriteriet om relevans og efterspørgsel.

"Desuden vurderes det negativt af ekspertpanelet, at der er kritiske høringssvar fra involverede aftagere om hvorvidt behovet bedst mødes af en ny specialeretning eller af en generel tilpasning af professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed, ligesom de hæfter sig ved aftagernes modstridende tolkninger af behovsafdækningen, fx hvad angår private virksomheders behov for dimittender med nærværende speciale", står der I afgørelsen.

Se Akkrediteringsrådets afgørelse via linket til højre.