Igennem et halvt år forsøgte en familie at få skolen til at fjerne en lærer fra deres barns klasse, fordi de mente, at læreren talte hånende og latterliggørende til eleverne. Da det ikke lykkedes, gik de til Den Nationale Klageinstans mod Mobning.

På baggrund af sagens skriftlige dokumenter afgjorde instansen, at ”der foregik mobning eller lignende i klassen”. Skolen fik også påbud om at foretage en grundig undersøgelse af årsagerne og derefter effektivt løse problemet. Men instansen havde nærmest selv klarlagt årsagen:

”Reglerne udelukker ikke problemer, hvor en ansat spiller en større eller mindre rolle, hvilket er tilfældet i den konkrete sag”, skriver klageinstansen og peger på, at læreren har skabt utryghed i elevgruppen og dermed et psykisk dårligt undervisningsmiljø.

Kommunen reagerede med at indstille læreren til opsigelse. Lærerens fagforening, Danmarks Lærerforening (DLF), gik ind i sagen og fik forhindret en fyring. I stedet blev læreren forflyttet til en anden skole. Læreren er i dag tilfreds med sit nye job, men stadig chokeret over forløbet op til omplaceringen.

”Forældrene havde ikke henvendt sig til mig, før de klagede. De har udtalt sig offentligt, de er gået til kommunen og til sidst til mobbeklageinstansen, som heller aldrig er kommet til mig for at høre min version. Det er jeg chokeret over”, siger læreren.

En skriftlig advarsel

Da forældrene første gang henvendte sig til skoleledelsen, forklarede de, at deres barn var bange for læreren. De klagede blandt andet over den måde, læreren talte til eleverne på med sarkasme og ironi.

”Jeg har ikke sagt nogle af de ting, forældrene nævner i klagen, til deres barn. Jeg har sagt det ud i klassen som led i min humor, og når stemningen i klassen har været god, men i det sekund forældrene klagede over, at jeg brugte sarkasme, ironi og humor i min undervisning, ændrede jeg min tilgang. Hvis bare ét barn er utryg ved min facon, retter jeg ind”, fortæller læreren.

En klage om mobning kan koste lærere jobbet

Skoleledelsen holdt samtaler med læreren alene, med eleven, læreren og klasselæreren sammen, med forældrene og senere med alle klassens forældre. Klassen fik tilknyttet en pædagog, så der altid var to voksne til stede i lærerens timer. Men forældrene bag klagen mente ikke, at det var nok.

”Skoleledelsen holdt mange møder med forældrene og tog initiativ til flere ændringer i klassen. Alligevel blev de ved med at klage”, siger læreren.

Sagens akter viser, at forældrene tog deres klage videre til både kommunens skolechef og siden skolebestyrelsen. Skolen holdt fast i, at der ikke var tale om mobning, men om en personalesag, som skulle løses internt. Det fik forældrene til at klage til Den Nationale Klageinstans mod Mobning over ”en konkret lærers pædagogiske/upædagogiske tilgang til børn”.

Skoleledelsen skrev en redegørelse til klageinstansen, blandt andet om at læreren hverken havde brugt problematiske udtryk eller haft en problematisk adfærd i klassen siden den første klage, og at der var taget hånd om situationen. Ledelsen afviste desuden, at der havde været tale om mobning i lovens forstand, da der generelt ikke var et dårligt fællesskab i klassen.

Læreren beretter til fagbladet Folkeskolen om at føle sig misforstået og fejlciteret.

”Forældrene hørte om en kommentar, jeg havde sagt i klassen, og den gengav de med deres ord. Det fik jeg en skriftlig advarsel for. For mig var det tydeligt, at de forsøgte at finde noget, de kunne hænge mig op på”.

Systemet bør være retfærdigt

Afgørelsen fra mobbeklageinstansen gav forældrene medhold, hvorefter kommunen greb ud efter en fyreseddel til læreren.

Sagen påvirkede læreren voldsomt, mens den stod på.

”Jeg gik med en angst for at komme ind i klassen, for hvad ville blive taget ud af kontekst næste gang? Jeg følte det som en hetz fra et hold forældre og de to-tre par, som bakkede dem op. Heldigvis skrev forældrene til 80 procent af de elever, jeg underviste, en støtteerklæring, hvor de blandt andet fortæller, at jeg er humoristisk, har drive og er en gevinst for skolen. Det blev jeg glad for”, fortæller læreren, der har stor respekt for, at forældrene handlede på deres bekymring.

”Som udgangspunkt reagerede forældrene på min ironi og sarkasme, men jeg havde deres barn i et par fag, som barnet havde svært ved, og det kan også have vægtet”.

Læreren ville gerne være blevet på skolen, men den største bekymring går i dag på det principielle i sagen set med læreres øjne: At klageinstansen traf en afgørelse uden at vise interesse for lærerens version af historien.

Folkeskolens leder

Den forkerte kur mod mobning

”Både kolleger, flere forældre, min fagforening og andre, som har taget sig tid til at lytte til min version, siger, at det er mig, som har været udsat for en urimelig behandling, og mange har spurgt til, om jeg var okay. Men når min side af historien ikke findes, styrer andre narrativen. I påbuddet skriver klageinstansen, at jeg i store træk bekræfter elevens udlægning af mine udsagn, men det er ikke korrekt. Det er rigtigt, at jeg har sagt nogle af de ting, forældrene nævner, men jeg vedgår ikke den måde, det er beskrevet på. Det ville jeg have fået ændret, hvis jeg var blevet hørt”.

Systemet bør høre alle parter i en sag inden en afgørelse, mener læreren.

”Jeg blev gjort til syndebuk af andres fortolkninger af mine handlinger og blev kendt skyldig uden mulighed for at tage til genmæle. Min retssikkerhed er blevet krænket, for hvornår i processen skal jeg høres? Hvem kan jeg gå til, når jeg bliver anklaget? Hvad har vi af muligheder som lærere? Hvis ikke vi kan være autentiske som lærere, hvor ender vi så? Vores oplevelser bør være noget værd og tages seriøst. Det har været en umenneskelig proces for mig”.

Fortryder to ting

I dag fortryder læreren selv et par ting ved forløbet: Den ene er, at læreren ikke insisterede på at forklare sig over for forældrene, men overlod kontakten til skoleledelsen.

”Min leder ønskede at beskytte mig, fordi tonen var rigtig hård. Den støtte værdsætter jeg, men jeg skulle have sørget for at blive en del af dialogen. Jeg lever i den illusion, at meget kunne have været løst med et møde mellem mig og forældrene tidligt i forløbet”.

Læreren fortryder også, at Danmarks Lærerforening ikke blev inddraget tidligere.

”Det gjorde jeg først, da jeg fik den skriftlige advarsel, som jeg fandt uberettiget. Det var otte-ni måneder for sent”.

Læreren sagde ja til at blive omplaceret, fordi det ikke blev præsenteret som en mulighed at komme tilbage til skolen. Hverdagen går godt på den nye skole, og det føles i dag som den rigtige løsning. Alligevel ligger noget og nager.

”Jeg kan overtænke alt, hvad jeg siger, af frygt for at noget igen bliver taget ud af kontekst”, siger læreren. 

For at beskytte alle parter har redaktionen valgt at anonymisere sagen. Folkeskolen kender lærerens navn og har desuden haft adgang til sagens akter.