Mobning er noget af det værste, der findes. For lærere er det gift for klassefællesskabet og elevernes trivsel. Derfor er det også en af de værste ting, man kan anklage en lærer for: at mobbe en elev.

Ikke desto mindre er det, hvad flere lærere oplever, efter at politikerne har oprettet Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Instansen blev skabt med det åbenlyst gode formål at beskytte børn mod mobning. Men den var aldrig tænkt som en domstol, der kan straffe lærere uden rettergang.

Når en lærer indklages for klageinstansen mod mobning, ophører lærerens retssikkerhed. Læreren betragtes ikke som part og har ingen ret til at blive hørt. Efterforskningen foregår ikke efter klare eller gennemsigtige regler.

Det oplevede en lærer, som står frem i dette nummer af fagbladet Folkeskolen. Forældre klagede over en lærer for at mobbe en elev, fordi der blev brugt ironi og sarkasme på en måde, som eleven blev ked af. Læreren blev indstillet til fyring, men endte med at blive forflyttet. Læreren blev aldrig hørt af klageinstansen i sin egen sag.

Selvfølgelig skal det stoppes, hvis en lærer mobber en elev. Mobning skal bekæmpes med alle midler. Men instansen er blevet endnu et grelt eksempel på, at læreren står retsløs i sit eget klasselokale. Det har Folkeskolen også afdækket, når en lærer anklages for krænkelser eller fysiske overgreb. Hullet graves dybere.

Det værste er næsten, at det ikke kan komme bag på nogen. Både DLF og Skolelederforeningen advarede om risikoen for retsløse tilstande og unødvendigt bureaukrati, da loven blev indført. Den skulle evalueres efter fem år, men det er nu udskudt fem år mere. For at løse et trivselsproblem for eleverne har man skabt ét for lærerne. Det går ikke, og det må løses nu.