I Karamoja i Uganda er alting farvet brunt efter støvet, der fyger om ørerne og sætter sig i næsebor, øjne og tøj. Befolkningen er konstant sulten, for det er ikke meget føde, der kommer ud af et tornekrat eller en sveden græsmark. Børnene har opspilede maver, og hvis de er heldige, får de én portion grød om dagen. Det er langtfra alle, der er heldige.

Men hvis der er én ting, der kan få et smil frem på de støvede, beskidte ansigter, er det fodbold. Børnene går gerne i timevis fra deres lokale landsby til den primitive, hullede fodboldbane for at spille en kamp eller bare skyde lidt til måls. Og det er ikke kun konkurrence-genet og konditionen, de får trænet.

»Forældrene her i Karamoja nedprioriterer generelt skolegang. Men børnene skal studere, hvis de vil træne hos os, og det har lokket markant flere børn til de lokale skoler«, siger træner David Lokwii fra fodboldorganisationen The Kids League (TKL), der har været i området siden 2007.

Overskuddet fra ulandskalenderen 2008 går til Unicef Danmarks sportsprojekt »Sports for Life« i Karamoja. TKL er én af den danske organisations partnere i opgaven om at få flere af områdets børn i skole. Siden projektets start i 2007 er 27 procent flere begyndt i skolerne.

»Karamoja er et af verdens værste områder at vokse op i som barn. Der er negative tal på alle statistikker: Ernæring, sygdomme, dødelighed og skolegang. Levevilkårene er ekstreme, og det går i bund og grund ud på bare at overleve«, siger Anne-Mette Friis, der er projektleder fra Unicef.

Fornuften mod traditionerne

Kun 43 procent af Karamojas børn begynder i skole, og over halvdelen dropper ud, inden de skal starte i udskolingen. I Uganda er der ellers gratis skolegang fra 1.-6. klasse, og skoledeltagelsen i landet er i gennemsnit 83 procent, i hovedstaden Kampala er tallet helt oppe på 92 procent.

Men lærermanglen er stor i det farlige Karamoja, og flere skoler tager penge for skoleuniformer og materialer. En helt uoverskuelig udgift for det fattige karamojong-folk.

»Når man er sulten konstant, er det klart, at man ikke bruger sine midler på at sikre sit barn skolegang, men i stedet prøver at skaffe noget mad«, siger Anne-Mette Friis.

Det dyrebareste for stammerne er deres kvæg. Jo mere kvæg, des mere respekt. Men efterspørgslen er stor, og mange børn og voksne bliver årligt slået ihjel under voldelige kvægtyverier, der bliver begået intern blandt områdets cirka seks stammer. Gennem sport skal børnene lære at bryde den negative cirkel.

»Vi laver rollespil under træningen, hvor børnene lærer at løse en konflikt. Desuden får de viden om sund ernæring og sikker sex. Når børnene har været til træning, er det vores håb, at de går hjem og fortæller familien, hvad de har lært«, siger træner David Lokwii.

Han er uddannet lærer og arbejdede på en lokal folkeskole i 12 år, inden han begyndte i The Kids League. Han tager ofte med børnene ud til landsbyerne for at møde deres forældre. Mange voksne kommer nemlig ikke til kampene for at vise deres modstand mod skolegang.

»Jeg tager en rollemodel i form af en lokal, der har opnået en god uddannelse, med ud til landsbyerne for at vise forældrene, at uddannelse betaler sig i sidste ende. Hvis en dreng går rundt og tigger, spørger jeg forældrene: 'Ville det ikke være bedre, hvis han var advokat og tjente penge til familien?' Det er noget, de kan forstå«, fortæller David Lokwii, der ser sin lærerbaggrund som et stort plus, fordi han føler sig bedre rustet til at formidle et budskab.

Pigerne mod drengene

Et af de heldige børn, der dagligt løber rundt på fodboldbanen i Karamojas hovedby Moroto, er 14-årige Lopuka Petricie. Hun går i 7. klasse og har spillet fodbold i fire år. Lopuka Petricie ved godt selv, at hun er en privilegeret pige.

»Mange piger får ikke lov til at gå i skole af deres forældre. De skal blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Jeg skal hente vand hver morgen og lave mad, men jeg kan heldigvis også nå at gå i skole. Mine forældre er ikke glade for det, men jeg får da lov«, siger hun.

Der er stor prestige i at være udvalgt til et af fodboldholdene i Karamoja, og noget af det allervigtigste for spillerne er deres farvestrålende dragter, der får børnene til at føle sig som en del af et fællesskab. Ellers går de klædt i tøj, der ligner rester fra en anden tidsalder. Ofte hænger det kun lige knap sammen, fordi hele ryggen eller maven er revet i ét stort hul.

Lopuka Petricie spiller på pigeholdet i Moroto, og hun er stolt af sin funklende røde spillerdragt. Den bliver selvfølgelig taget af efter træning og skiftet ud med det beskidte hverdagstøj, men når hun er på fodboldbanen, går hun med rank ryg og soler sig i de andre børns beundrende blikke.

»Jeg har spillet pigefodbold i fire år, og selvfølgelig kan vi sagtens slå drengene«, siger Lopuka Petricie. Hun undlader dog at nævne, at drengene spiller med hænderne bundet på ryggen, for at holdene skal stå nogenlunde lige.

Lopuka Petricie smiler undskyldende og kigger længselsfuldt ud mod fodboldbanen. Nu gider hun altså ikke at blive interviewet mere, og pigerne er ved at vinde over drengene. Hun skynder sig ud til holdkammeraterne, de tynde børn med store opspilede maver og øjne, der vidner om forfærdelige oplevelser. Men hvor der er sport, er der smil og glæde i Karamoja, og så er alt andet ligegyldigt.

Under Anden Verdenskrig tog briterne til Karamoja for at rekruttere mænd til de engelske tropper. De skrev karamojong-mændenes navne i en bog med en pen. Men da mændene aldrig vendte tilbage efter krigen, besluttede befolkningen i området at forbande og afbrænde pennen ved en religiøs ceremoni. Først i 1995 blev forbandelsen hævet igen.

Til foråret skal ti udvalgte karamojong-børn til Danmark, hvor de skal spille på Brøndby Stadion mod danske skolehold fra 4.-6.-klasser.

Din klasse har også mulighed for at deltage, men tiden er knap, tilmeldingsfristen er 15. marts.

I skal indsende et sæt Fair Play-regler til Unicef Danmark for at deltage i lodtrækningen. Se mere i undervisningsmaterialet »Sport - mere end bare sjov«, som kan bestilles på www.unicef.dk