Afgangsprøver
Lolland vil lav bestå-procent i folkeskolen til livs med handleplan
Lolland Kommunes skolevæsen har "vedvarende dårlig kvalitet", lyder det fra styrelse, der kræver handleplan.
Lolland Kommune ser "med stor alvor" på en undersøgelse, der viser, at andelen af danske folkeskoleelever, der ikke opnår karakteren 02 i dansk eller matematik i 9. klasse, er steget.
Det oplyser kommunen i et skriftligt svar på vegne af borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Analysen, som er foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser, at det blandt folkeskoleelever i Lolland Kommune drejer sig om 34 procent.
Det er den højeste andel af alle kommuner.
"Lolland Kommune er en af de kommuner i Danmark, der har det højeste socioøkonomiske indeks, hvilket er en stor del af forklaringen på den lave beståelsesprocent".
"På trods af det er 34 procent, der ikke lykkedes med at opnå karakteren 2+2, alt for højt", lyder det i svaret fra kommunen.
I juni sidste år pålagde Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) kommunen at udarbejde en handleplan.
Styrelsen vurderede, at "Lolland Kommunes skolevæsen har vedvarende dårlig kvalitet", lød det.
I pålægget fra Stuk lød det, at udfordringerne blandt andet kommer til udtryk ved, at "seks ud af ni af kommunens folkeskoler er udtaget i kvalitetstilsyn".
Tre af disse har en længerevarende tilsynshistorik.
Lolland Kommune har derfor udformet en femårig handleplan, som skal løfte alle folkeskolerne i kommunen.
Planen er delvist godkendt, oplyser kommunen.
Der mangler at blive lavet reviderede mål for enkelte skoler. Der er deadline 1. juli, og kommunen forventer, at planen bliver godkendt i løbet af sommeren.
/ritzau/