”Husk, at det bare er et tal”. 

Sådan siger lærer Maria Roneklindt til sine elever på Antvorskov Skole i Slagelse, og ofte bliver ordene efterfulgt af: ”Tallet definerer jer ikke som menneske”.

Sætningerne er Maria Roneklindt bevidst om at gentage flere gange i starten af 8.-klassernes skoleår, som er første år med de berygtede – og frygtede – karakterer. Budskabet tager hun også med på årets første forældremøde, så forældrene klædes på til at forstå, hvad elever får karakterer for i dag.

Da Maria Roneklindt begyndte som lærer, havde både hun og eleverne et helt andet forhold til karakterer. Her gik hun ikke op i systematisk at tale med eleverne inden deres standpunktskarakterer.

”For 15 år siden fyldte karaktererne slet ikke det samme for eleverne, og de fyldte også mindre for mig”, fortæller hun.

I starten af sit lærerliv mente Maria Roneklindt for eksempel, at dovenskab burde straffes, i håbet om at en lav karakter ville vise sig at blive en slags øjenåbner for eleverne.

”Som ny var jeg meget sort-hvid. Hvis en elev ikke havde afleveret nogen af sine opgaver, gav jeg -3 med en bemærkning om, at jeg ikke havde modtaget noget at vurdere ud fra”, fortæller hun.

I dag er Maria Roneklindts syn på den gode karaktergivning radikalt forandret, fordi hun er blevet ”meget klogere”, siger hun.

”Der kan være tusind årsager til, at et ungt menneske ikke deltager i undervisningen eller ikke får afleveret sine opgaver. Tidligere tænkte jeg, at det måtte være dovenskab, men nu er jeg mere bevidst om de 999 andre muligheder. Så dem bliver jeg nødt til at afsøge for at kunne bedømme eleven”.

Det gør hun for eksempel med spørgsmål som: Hvordan går det derhjemme? Har du svært ved at koncentrere dig? Har du haft en dårlig dag? Hovedpine?

Vurder eleven på en bred baggrund

Maria Roneklindt oplever, at eleverne lægger meget mere i karaktererne, end tallet faktisk repræsenterer. Første gang hun for alvor blev opmærksom på et markant skifte hos eleverne, var, da et 10-tal i en prøve fik en pige i klassen til at græde.

”For mig er det en megagod karakter. For hende var det en sølvmedalje, som betød, at hun ikke havde fået det bedste, hun kunne få”, fortæller hun.

For 15 år siden fyldte karaktererne slet ikke det samme for eleverne, og de fyldte også mindre for mig.

Maria Roneklindt, lærer på Antvorskov Skole i Slagelse

I dag gør Maria Roneklindt altid en grundig indsats for at sikre sig, at hun har noget at vurdere hver af sine elever på. Drejer det sig om eleven, der for tiden lider af skolevægring, forsøger hun at aftale et tidspunkt, hvor hun kan tale med i telefon eller over Teams. Det kan også være, at hun kan aftale med forældrene, at eleven laver en enkelt opgave derhjemme.

I engelsk er hun begyndt at gå en tur med hver af de elever, som hun har svært ved at vurdere: ”Så går vi og taler engelsk i fem minutter. På den måde har jeg nok til at vurdere en mundtlig karakter”.

I et mindre fag som samfundsfag er det ofte gruppefremlæggelser, hun vurderer på. Helst fremlæggelser foran klassen, men hun er også begyndt at lade grupper fremlægge med hende som eneste publikum, for nogle elever har ikke lyst til at fremlægge foran hele klassen, siger hun.

Et tal siger ikke alt

Maria Roneklindt er stor modstander af at opmuntre eleverne ved at sige, at det vigtigste er, at de gør deres bedste: ”Det er et lorteudtryk, synes jeg. For hvad vil det egentlig sige?”

I stedet forsøger hun at påtale alle de ting, karaktererne ikke siger noget om: ”Du får ikke karakterer for at være en meganice person eller en god kammerat, og så peger jeg på kvaliteter ved eleven, som karaktererne ikke giver mig mulighed for at bedømme”.

Lektor og ph.d. på læreruddannelsen i Aarhus Solveig Troelsen er enig i, at det er en god ide at pege på begrænsningerne ved karaktersystemet. I sin ph.d. påviste hun, at samme præstation kan blive bedømt vidt forskelligt. Det viste sig, da hun fik en håndfuld censorer til at bedømme de samme opgaver i skriftlig fremstilling. Samme prøve blev af én censor bedømt til et 4-tal, mens en anden gav topkarakteren 12.

”Det er en så lav pålidelighed, at det er uantageligt, at vi bruger det til at sortere elevernes fremtidige muligheder efter”, siger hun.

Hvis man ikke kan begrunde en karakter over for eleven, så er det nok ikke den rigtige karakter.

Solveig Troelsen, ph.d. og lektor ved Via UC

Solveig Troelsen foreslår, at man fortæller eleverne, at karakterer ikke er et præcist udtryk for, hvad de kan.

”Forklar eleverne, at både karakterskalaen og det, at de eksempelvis i dansk skal have en mundtlig karakter og karakterer for skriftlig fremstilling, retskrivning og læsning, er politisk bestemt, og at der er mange andre ting i dansk, man ikke bliver målt på”, siger hun og tilføjer, at eleverne også med fordel kan få at vide, at karakterer ikke er den eneste måde at vurdere dem på.

Forklar skalaens funktion for eleverne

Solveig Troelsen foreslår også, at lærerne inden første karaktergivning giver en grundig introduktion til skalaen. For inden da kender eleverne kun 2- og 12-taller fra måden, de bliver omtalt i medierne på.

”Hjælp elever til at forstå, at man ikke behøver et 12-tal for at være god nok. Det er faktisk meningen, at det kun er ti procent af eleverne, der skal have den karakter”, siger hun, med henvisning til at skalaen er indrettet sådan, at der er sat procentsatser for fordelingen af karaktererne.

Og så kommer lektoren med et råd om at gå i gang med opgaven i god tid:

”I første omgang starter man med at placere eleven i midten, over eller under. Og så går man og tænker lidt og holder lidt øje med de elever, man er i tvivl om. Herefter kan man så lægge sig fast på, om det så er et 10- eller 12-tal – eller 2 eller 4”, siger hun og tilføjer, at det er meget vigtigt at formulere begrundelserne for sig selv og meget gerne på skrift.

”Hvis man ikke kan begrunde en karakter over for eleven, så er det nok ikke den rigtige karakter”.