Debat

Abstrakt afgangsprøve: Reportage fra Nørreport

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Årets 9.-klasser kunne vælge at skrive en reportage om Nørreport til afgangsprøven. Undervisningsministeriet har i flere år lagt en lang række journalistiske genrer ind i folkeskolens afgangsprøve (FSA). Der skrives klummer, essays, nyhedsartikler, debatindlæg, features med mere. Dansklærere kan af den grund ofte sidde med følelsen af at skulle lave små journalister ud af eleverne. Afgangseleverne skal desuden stadig kende de klassiske genrer såsom novellen, eventyret eller erindringen.

Man kan spørge sig selv, om det ikke er for stor en mundfuld, når unge i udskolingen kæmper med et begrænset ordforråd. Det hæmmer læseforståelsen, når helt almindelige udtryk som »det danner grobund« eller »rygterne svirrer« står uklart i hovedet på den unge.

Hvis læsning er en tung disciplin, bliver avislæsning ikke en særlig almindelig aktivitet for de unge. Det betyder også, at de fleste avisgenrer er abstrakte størrelser, og det bliver da endnu mere abstrakt, når eleverne skal skrive en reportage uden at tage ud på stedet, de skal beskrive. Der var seks fotos og et opslag fra Wikipedia til støtte for fantasien. En elev spurgte mig, da jeg var eksamensvagt, om hun selv måtte opdigte navnene på de personer, hun interviewede. Sjovt spørgsmål, når interviewene kun fandtes i hendes hoved.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En række genrer er let genkendelige og indgår ofte i danskundervisningen i de sidste skoleår. Til den kategori findes novellen, eventyret, debatindlægget eller en personlig oplevelse, som har betydet meget. Blandt opgaverne i år var der heldigvis nogle rigtig gode eksempler på disse genrer, som hittede blandt vores elever.

Ud af de 90 unge, som sad og skrev stil i vores idrætshal, valgte kun seks reportagen om Nørreport. Godt det samme, for mange har slet ikke været der.