Nogle lærere har protesteret på folkeskolen.dk og i fagbladet Folkeskolen mod den administration af prøverne i dansk, der har fundet sted. En enkelt lærer har endog klaget til Undervisningsministeriet. Disse formastelige syndere, som tillader sig at forholde sig kritisk over for prøvemagtelitens lukkede univers, er blevet mødt med nedladende belæringer af diverse ministerielle konsulenter, ekskonsulenter og forskere. De er ikke forandringsparate, og naturligvis ved Undervisningsministeriet bedst.

Jeg synes, at disse læreres kritik er fuldt berettiget. Det er svært for dansk­lærere at navigere i praksis, da bestemmelserne i dansk er et konglomerat af modstridende udsagn.

Fælles Mål i dansk med deres ubehjælpsomme sprog og primitive, kompromisprægede kompetencetænkning (udarbejdet i hast) hænger ikke sammen med formålets indhold og sproglige elegance og heller ikke med læseplaner, vejledningen, prøvebestemmelserne og prøveopgaverne.

I bestemmelser for afgangsprøverne i dansk lever læringsmålstyringen videre i bedste velgående, men alligevel er danskprøverne ikke valide og reliable. De vurderer kun snævre aspekter af faget, og reabiliteten er stærkt begrænset.

Den snævre evaluering af faget virker tilbage på undervisningen, som amputeres i iveren for at leve op til prøvernes snævre krav og i bestræbelserne for at få gode karakterer.

Hvorfor eksperimenteres der ikke på livet løs på dette område, som lever sit eget liv ude af takt med faget som dannelsesfag, som skævvrider fagets centrale værdier og i sin resultatorientering strider mod motivationsforskningen? Og hvorfor iniviterer man ikke en bredt sammensat gruppe af danskfolk med forskellige tilgange til dialog og til at udarbejde grundige og sammenhængende retningslinjer?