'Hvad vil vi med danskfaget?' Det spørgsmål har vi ofte stillet hinanden gennem årene. I forsommeren var det så Clio Onlines redaktør på danskfaget.dk, Charlotte A. Erichsen, som her i Folkeskolen stillede det samme spørgsmål. Hun efterlyste en debat om danskfagets opgaver og funktioner, og hvordan eleverne kan engageres i faget med udgangspunkt i deres egen erfaringsverden.

Hvad vil vi med danskfaget?

Debatten blev rejst i kølvandet på årets afgangsprøver i dansk, hvor man blandt andet i Politiken kunne læse en censors erfaringer med at rette danskopgaverne til folkeskolens afgangsprøve. Censor var bekymret og mistrøstig over det lave niveau og indholdet i stilene.

Noget var helt galt, mente censor, og vi er enige.

Noget er helt galt, men det drejer sig om danskfaget - mere end de unge - der er ude af trit med virkeligheden.

Kritikken af elevernes besvarelser

Censor lokaliserer tre problemer i sit indlæg. Opgaven bliver ikke læst ordentligt igennem. De unge er for ureflekterende og går bare i gang, som om det er Facebook med »tast« og »send«. Ordforrådet og begrebsverdenen er indskrænket og unuanceret, og faste vendinger bruges efter forgodtbefindende. Det er »hverdagssprog fra sofadybets serieslumren«, på trods af at afgangsprøverne efter censors opfattelse rummer »gode og klare krav om specifikke genrer: brev, novelle, artikel eller manuskript«.

Gode opgaver mødes med elever, der ikke er tynget af genrekrav, og som vrider sprogets vendinger og faste udtryk. Det er en del af censors bekymring. Det har vi hørt om før. Men hvor mange af tidens unge skriver for eksempel essays (»Universet«), debatindlæg og kommentarer i aviser (»Hvis jeg nu bestemte alt«, »Danske unge er ude på et sidespor«), realistiske noveller (»Hænder«), manuskript til radioudsendelser (»Naturen i ørerne«) eller breve til en god ven (»Uforklarligt«)? »Naturen i ørerne« virker som et oplæg til en radioudsendelse på P1, men de fleste unge har ikke andet end musik i ørerne.

Den danske stil for 30 år siden

For netop 30 år siden udgav vi en bog med titlen »Bare skolen var et brevkursus - om erfaringsbaseret danskundervisning på folkeskolens afgangstrin«, hvor vi blandt andet diskuterede vores erfaringer med at føre elever til folkeskolens afgangsprøve. Bogen er for længst makuleret og burde også være forældet. Men på det her punkt må vi desværre konstatere, at der intet er sket i de år, der er gået siden.

En opgave hed dengang: »Min båndoptager« og lød: »Du har fået cirka en halv time i skolen, hvor du på din båndoptager skal præsentere noget musik for dine kammerater …«. Mange af eleverne, der valgte opgaven, fik efterfølgende en dårlig karakter, med den begrundelse at sproget var stereotypt og klichepræget.

En daværende fagkonsulent i dansk udtalte i Folkeskolen: »... at være discjockey opfordrer til stereotyp sprogbrug, og det bærer en del af besvarelserne præg af. Men muligheden for at fortælle noget væsentligt om musik er til stede, hvis man ikke i den alder er for bundet af P3's sprogbrug«. Fagkonsulenten betragtede unges musikforbrug under en ideologikritisk synsvinkel og formåede ikke - og forstod måske heller ikke - at denne sprogbrug er udtryk for nogle bestemte medieerfaringer. Eleverne forsøgte ganske enkelt at demonstrere discjockeyens sprog og sammensætte et - i deres øjne og ører - godt program for kammeraterne. Og det var netop ikke meningen med opgaven.

Den særlige »dansk stil-kode«

I opgaven »Indlæg i energidebatten« skulle eleverne skrive et indlæg til et folketingsmedlem med forslag til løsning af vores energiproblemer. Flere af eleverne skrev meget følelsesladet om deres utryghed ved atomkraft. Fagkonsulenten udtalte efterfølgende, at det: »... kræver god viden om emnet, hvis det ikke skal blive en tomgang omkring nogle fraser og stikord«. Vi konstaterede dengang, at elevernes erfaringer i eksamenssituationen er værdiløse og tjener nogle motivationstekniske formål.

Dannelse i det medialiserede samfund


Frem for alt manglede der en forståelse for sammenhængen mellem eleverfaringer og faglighed. De skal ikke inddrage og reflektere over deres erfaringer for at blive vurderet højt - de skal lære den særlige »dansk stil-kode«, der honorerer fagkonsulenters og censorers krav om distance og afbalancerede synspunkter.

Vi kan konstatere, at der ikke er sket meget i forhold til udformningen af opgaverne til afgangsprøven, og at der fortsat eksisterer en snæver fagforståelse, der ikke tager højde for elevernes virkelighed.

I dag er samfundet medialiseret, og de fleste unge har på en helt anden måde end de voksne taget denne udvikling til sig. Digitale teknologier og medier har grundlæggende udfordret vores dagligdag og forestillinger om, hvad der er god viden og læring i dag. Moderne medier, multimodale udtryk og interaktive kommunikationsformer udfordrer vores forståelse af »tekster« - og ikke mindst vores forståelse af danskfaget.

Det er nødvendigt at udvikle en ny dannelsesforestilling, der favner denne mediekultur. Vi har behov for unge, som forholder sig reflekterende til deres eget liv, udvikler personlige kompetencer og en høj grad af (dansk)faglighed, men det sker ikke, så længe elevernes erfaringer - også deres erfaringer med nye teknologier og medier - ikke tages alvorligt.

Den danske stil i den traditionelle forstand er en død sild - og det har den for øvrigt været i mange år. Der må nytænkning til.