Så kom der endelig en bog, som anlægger et mere kritisk blik på diagnosen ADHD. Er vores samfund generelt ved at blive for medicineret? Er der andre muligheder for et syn på børn, der har en udfordrende adfærd? Sigtet for forfatteren er at belyse, om vi er for meget domineret af et biomedicinsk syn på ADHD, hvor alting kan kureres med piller. Her er der en fare for, at mennesket tingsliggøres. Forfatteren rejser spørgsmålet om, hvad der er blevet af at kigge på samtiden, som individet lever i?

ADHD er den hyppigst registrerede diagnose hos børn og unge i dag, og medicinforbruget er opadgående. Forfatteren fremhæver, at i 20 procent af tilfældene er det en læge, der ordinerer, og som ikke nødvendigvis har den fornødne viden omkring ADHD og kompleksiteten heri. Derfor er der en fare for fejldiagnoser og overmedicinering. Der er brug for tid til refleksion og psykologisk ekspertise om ADHD. Det betyder, at man ikke kan få et quick fix.

Hvis vi derimod anlægger et humanvidenskabeligt syn på ADHD frem for et biomedicinsk, stiller vi os selv spørgsmålet, hvorfor eleven handler, som han gør? Vi ser med andre ord ind bag adfærden. For spørgsmålet er, for forfatteren, om vi altid skal behandle de ubalancer, der i kroppen, med medicin, eller skal vi anvende en humanvidenskabelig tilgang som for eksempel psykoterapi? De to retninger skulle ifølge forfatteren måske nærmere søges integreret. Så kan man inddrage både evidens og empati i en kobling.

Sammenfattende er bogen lidt tung akademisk læsning henvendt til primært psykologer, hvor forfatteren trækker en lang række videnskabsteoretiske tilgange ind. Her kunne der måske være listet et par oversigtsmodeller ind. Men bogen er et væsentligt bidrag til en højnet debat om ADHD, der ellers kan blive præget af antydninger, holdninger og uigennemtænkt retorik.

Målgruppen, som jeg vil anbefale bogen til, er studerende på seminarier eller lærere på efteruddannelse. Med det fokus er det spændende læsning, for der er brug for bøger som denne for at forankre diagnosen ADHD i et samtidsperspektiv. Det er vigtigt at kunne forstå de poler, der er i diskussionen. Denne diskussion er vigtig, når vi skal kigge på diagnoser og interventionsmuligheder.

Bogen kan tages ned af hylden, og man kan genlæse et kapitel for hele tiden at minde sig selv om som lærer, at man måske lige skal tænke lidt anderledes om børn med ADHD.