Er det nu barnet eller den unge, der er ramt af en funktionsnedsættelse, eller det omgivende samfund, der er ramt af ændrede forestillinger, normer og præferencer om, hvornår og hvordan et menneske er velfungerende? Denne udgivelse lægger med sin overskrift op til, at det er barnet, der er ejer af en ADHD – og vedkommende har den med sig som en hund i snor.

Udgivelsen er en vejledningsbog til den voksne og en arbejdsbog til barnet, hvor arbejdsark lægger op til refleksion over udfordringer og kompetencer.

Set som et kognitivt terapeutisk værktøj tages der fat på at afdække barnets egne forcer, svagheder, kendskab til og måder at arbejde med udfordringer og frustrationer på. Værktøjerne er enkle og kan arbejdes med enkeltvis. Arbejdsarkene har overskrifter som ”Hvordan tæmmer jeg min vrede?” og ”Hvad vil det sige at have venner?”

En kollega har afprøvet materialet i 1-1-undervisning og finder det anvendeligt som udgangspunkt for snak om nogle af de udfordringer, som barnet oplever, men også som afsæt for, at den professionelle får blik for barnets oplevelse af sin verden.

Men det bliver en ensidig undervisning af barnet i at håndtere ”sin” udfordring, som om det er barnets hjerne, der skal kognitivt selvudvikles, uden at det omgivende skal tilrettes. For det systemiske perspektiv mangler. Disse værktøjer giver kun mening, hvis der også arbejdes med, at de omgivende strukturer giver plads til udvikling, vil være venner, vil balancere kravsætninger, vil inkludere.

Så alt efter hvilken position man tager, kommer udgivelsen til at virke enten som et udmærket kognitivt terapeutisk værktøj eller som en oplæring i at have ADHD – og være særlig. Men hvis der i forvejen arbejdes målrettet på diversitet og inkluderende perspektiver, kan denne udgivelse være et udmærket værktøj til at give både barnet og den voksne en dybere forståelse for barnets perspektiv, og det er i min optik den væsentligste faktor for at kunne se hinanden som rationelle værdifulde mennesker.