Ankestyrelsen har i dag meldt ud, at man ikke vil starte en tilsynssag mod Aarhus Kommune i sagen om Søndervangskolen

Ingen tilsynssag mod Aarhus Kommune i sagen om Søndervangskolen

Ankestyrelsen har nu besluttet ikke at starte en tilsynssag mod Aarhus Kommune for kommunens rolle i sagen om Søndervangskolen, da "sagens oplysninger ikke giver grundlag for at antage”, at kommunen ”aktuelt handler i strid med regler”, lyder det fra styrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag”.

Med de ord sætter myndighederne nu det, der ser ud til at blive det officielle punktum i sagen om Søndervangskolen og Aarhus Kommunes tilsyn med den omtalte skole.

Ankestyrelsens afgørelse har været længe undervejs. Det er næsten ni måneder siden, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) oplyste, at man havde bedt Ankestyrelsen vurdere Aarhus Kommunens tilsyn med Søndervangskolen.

Dengang skete det i forbindelse med, at Stuk afsluttede sit eget tilsyn af de mange anklager mod Søndervangskolen med en udmelding om, at styrelsen vurderede, at ”der ikke er en konkret begrundet mistanke om, at kommunens dispositioner på nuværende tidspunkt er i strid med folkeskoleloven, herunder at der pågår uregelmæssigheder på Søndervangskolen eller andre af kommunens skoler”.

”Vi gør derfor ikke mere i sagen”

I Ankestyrelsens afgørelse lyder det, at styrelsen ”har lagt vægt på, at sagens oplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Aarhus Kommune aktuelt handler i strid med regler, som Ankestyrelsen påser overholdelsen af”.

Om Ankestyrelsens tilsyn

Sådan skriver om Ankestyrelsen om sine tilsyn:

"Ankestyrelsens tilsyn er et legalitetstilsyn. Tilsynet er således alene et retligt tilsyn og omfatter ikke spørgsmål om hensigtsmæssighed. (...) Det forhold, at Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne er et legalitetstilsyn, indebærer, at Ankestyrelsen kun vil udtale, at en kommune har handlet i strid med lovgivningen, hvis det kan fastslås med den fornødne sikkerhed. Formålet med at rejse en tilsynssag vil typisk være at standse en aktuel ulovlig handling i kommunen".

Ankestyrelsen skriver desuden, at det også har været afgørende, at Stuk ikke fandt ”konkret begrundet mistanke om, at kommunens dispositioner på nuværende tidspunkt er i strid med folkeskoleloven”.

”Vi gør derfor ikke mere i sagen”, skriver Ankestyrelsen kort.

To politianmeldelser og tilbagebetalt præmie

Sagen om Søndervangskolen, der på landsplan var kendt som bannerfører for sin evne til at løfte tosprogede elever, har kørt siden september sidste år, hvor Folkeskolen og Politiken første gang kunne fortælle om alvorlige anklager om, at skolen har fusket sig til sine imponerende resultater.

Siden kom en lang række anklager frem blandt andet om, at ledelsen skabte et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, og at både skolens forældre- og elevtilfredshed var kunstig høj.

De mange anklager førte til, at daværende skoleleder Rani Hørlyck og viceleder Martin Bernhard forlod skolen.

Skolen blev desuden politianmeldt af både Aarhus Kommune og Børne- og Undervisningsministeriet. Det blev dog aldrig til en efterforskning, fordi politiet kom dog frem til, at prøvereglerne ikke er præcise nok til, at der kunne rejses en sag. Ministeriet har siden indført en skærpelse af reglerne.

Sagen førte også til, at Søndervangskolen blev krævet at tilbagebetale 1,3 millioner til ministeriet. Penge, skolen havde vundet for deres præstationer i tidligere statsminister Lars Løkkes Rasmussens præmiepulje.