Da seminarist Frands Sørensen i 1861 fik udstedt sit lærereksamensbevis, stod der 'Meget rosværdigt', hvilket kun var en andenkarakter, hvorfor den unge lærer i første omgang måtte tage til takke med et embede på Læsø. Det kunne han hverken leve eller dø af og søgte væk af alle kræfter.

Århus Lærerforening har givet sin jubilæumsbog titlen 'Meget rosværdigt', og det indledende eksempel er et af de steder, hvor skriftet med tekst og illustrationer leverer et fint lille tidsbillede. Dem er der flere af i den 150 sider store bog, men desværre drukner de hyppigt i et hav af mere eller mindre relevante oplysninger og omstændelige forklaringer.

At forfatterne er to unge (kvindelige) faghistorikere, har tilført bogen både fortrin og begrænsninger. Der er selvfølgelig lagt et hestearbejde i studiet af kilderne, hvorfor man kan stole på, at alting i bogen er veldokumenteret. Og de tagermegetmed - som oftest alt for meget. Tilmed er de vurderinger og konklusioner, som ingen historikere kommer uden om, både forsigtige og ædruelige. Forfatterne har (næsten) ingen præferencer.

Det parentetiske forbehold skyldes, at jubilæumsbogen både med tekst og billedvalg ihærdigt (og jo til dels med rette) befatter sig med 'det kvindelige islæt' i skolen. Vi får alt muligt at vide om købstadlærerinder og 'kvindelige' fag, og forfatterne nærmest sveder af anstrengelse for at legitimere den upraktiske opdeling i en kvindelig og en mandlig lærerforening. Den varede fra 1920 til 1965, og det var den daværende kredsformand, Thorkild Simonsen, der skaffede den af vejen.

Bogens begrænsninger

Forfatterne har som 'udenforstående' selvsagt ikke haft skoene på. De må holde sig til referater og protokollater, der jo ikke altid giver fuld besked og sjældent har atmosfære, og de har for eksempel ikke bivånet en maraton-generalforsamling i Rundhøjhallen med et endeløst stormløb mod talerstolen af højrøstede yngre medlemmer, der i én uendelighed gentager sig selv og hinanden. En generalforsamling, hvor der ud på de små timer (efter at det tavse flertal udmattet har forladt kamppladsen) vedtages resolutioner med afsindigt indhold, mens en stadig mere sammenbidt kredsformand ved navn Martin Rømer kæmper med sin indestængte harme.

Stiftelsen var i 1840

'Aarhus og Omegns Skolelærerforening' blev stiftet så tidligt som i 1840, men det var nu en meget spæd begyndelse. Fire år senere talte foreningen kun 20 medlemmer, og der gik en menneskealder, før der med stiftelsen af Danmarks Lærerforening i 1874 kom en smule luft i ballonen.

Gennem hele perioden vender vi hver en sten vedrørende skiftende læreruddannelsesordninger, lønningslove, tjenestemandslove, skoleordninger og provisorietidens ørkenvandring. Det hører jo alt sammen med, men i de endeløse opremsninger af til dels overflødige informationer og gentagelser af noget, der har været fortalt flere gange før, taber man ledetråden - ÅLF's (Århus Lærerforening) historie. Og det er ærgerligt for en kreds, der dog fra starten var bestemt til en placering i superligaen.

De hårde tider

Læseren må selv uddestillere pointer og vigtige hændelsesforløb, og det lader sig da også gøre. I 1907 er kredsen en af landets største, men bestyrelsen fører sig forsigtigt frem. Den erklærer sig i 1910 tilfreds med lønnen, skønt medlemmerne skumler.

Her træder et gennemgående tema frem: modsætningen mellem en tilbageholdende bestyrelse og grupper af utålmodige medlemmer, markant for eksempel i 1937, hvor bestyrelsen ikke var meget for at søge om kommunalt løntilskud. Lærerne måtte vel vise mådehold! - Det var i de hårde tider, da nyuddannede lærere cyklede Jylland rundt for at stille op i køen til elendige vikariater.

Men det var også i 1937, at ÅLF indviede svagbørnskolonien på Mols, som i en årrække blev finansieret af en tilstået biografbevilling. Et fint eksempel på, at foreningen gennem alle årene har engageret sig i meget andet end lønpolitik.

Tidligt tog den initiativ til oprettelse af 'enkekasser', og senere greb den fat i skolehygiejnen - det vil sige ordentlig rengøring, skolebad for eleverne hver lørdag, oprettelse af kommunal skoletandpleje med mere. I det hele taget gav foreningen støtte til en fornuftig skoleudvikling i en periode, hvor befolkningstallet og dermed elevtallet steg som aldrig før eller siden. Det var alt sammen 'meget rosværdigt'.

Overtimerne

Vidt og bredt fortælles der også om nutiden - in casu det halve århundrede, som ældre nulevende medlemmer husker noget om. Skoleloven af 1958 fremkaldte både før og efter vedtagelsen lidenskabelig debat, navnlig om delt/udelt skole. Det kan ikke skjules, at både lærer- og lærerindeforeningen indtog et reaktionært standpunkt. Man holdt sig til det kendte og forlangte - dengang som nu - at der skulle være økonomisk dækning for intentionerne.

Hvad der ikke kommer ordentligt frem, er, at den pædagogiske meningsdannelse sandt at sige ikke udsprang af lokalforeningen. Den foregik andre steder. Til gengæld var der stort fremmøde til de selskabelige arrangementer - hvortil den mandlige forening regnede generalforsamlingen.

Den fandt sted på en lørdag - klokken 17. Dirigenten vidste, at vi ikke havde fået aftensmad, samt at der var bestilt gule ærter med øl og snaps til klokken 19. Følgelig sørgede han for en stram afvikling. Formandens beretning skulle helst være kort - og om muligt underholdende. Debatten tog ikke lang tid, fordi dirigenten greb ind over for gentagelser og uvedkommende sager, ligesom han tog håndfast på eventuelle kværulanter. Cirka to minutter før de gule ærter blev revisorsuppleanterne genvalgt - og herren se i nåde til ham, der ville læse et langt indlæg op under 'eventuelt'!

De legendariske lærerrevyer spiser bogen af med et enkelt, ikke særlig godt foto, skønt disse forestillinger løftede taget af Østergades Hotel. Det var jo, før fjernsynet betød noget. De fleste medlemmer stod model til 35-40 undervisningstimer om ugen plus det løse, og man kunne nok trænge til at komme en smule i byen.

Bogen har fat i en vigtig pointe, når det fremhæves, at overtimerne (der var nødvendiggjort af den omfattende lærermangel) kamuflerede en reallønsnedgang. Overtimerne betød en hurtigere afvikling af læsegæld og begyndende forhåbninger om parcelhuse - for de samgifte kolleger herskabelige boliger og opstigning fra Folkevogn til Volvo. Men grundlønnen stagnerede.

Det fagpolitiske tidehverv

Kimen var lagt til de svære fagpolitiske dønninger i 70'erne og 80'erne, da vekslende økonomiske kriser betød konstant ophængte spareknive både lokalt og på landsplan. Det knagede i foreningen landet over.

I 1978 blev Martin Rømer formand for ÅLF - efter et dramatisk forløb, hvor den siddende kredsstyrelse havde dummet sig alvorligt.

Det fagpolitiske tidehverv var indtrådt. ÅLF gjorde sig stærkt gældende på kongresserne, og på det lokale plan tog den føringen i 'Sofa' (Sammenslutningen af offentligt ansatte). Den nyanskaffede røde fane var med i optoget den 1. maj, ligesom den var med ved demonstrationerne foran Rådhuset, hvor Rømer var hovedtaleren: 'Vi er mange - og vi er mange nok!'

Resultatorienteret

Også her i 1999 skal fanen rulles ud den 1. maj. Men i øvrigt sidder foreningens ledelse og sekretariat i selvejede, respektable lokaler og passer det daglige. Udliciteringen af foreningsopgaver har ikke givet nævneværdige vanskeligheder. Der er tre pædagogiske konsulenter, der tilsammen dækker sagsområdet. Og forhandlingerne med de kommunale myndigheder foregår sædvanligvis i fordragelighed. Parterne har fælles problemer at løse og stiler efter resultater.

På generalforsamlingerne er der for tiden ingen højrøstet opposition (især ikke efter at skolelederne har fået deres eget futtog), og det er længe siden, at nogen har spurgt om, hvad man i grunden får for kontingentet.