Der står stearinlys på gulvet, og syv elever sætter sig til rette på små tæpper. Et par drenge kigger nysgerrigt ind ad den åbne dør og proklamerer, at deres forældre er blevet skilt et par dage før. Den hopper lærer Trine Kudsk ikke på. Hun låser døren, så eleverne fra 2.c på Tranbjerg Skole syd for Aarhus kan koncentrere sig om snakken i støttegruppen for elever med skilte forældre.

De mødes med Trine Kudsk og pædagog Esther Hyldgaard et par timer hver anden uge, og de opfordrer i dag de andre til at fortælle en ny i gruppen, hvordan det er at være her.

»Vi taler om, hvordan det er gået siden sidst, og hvordan vi har det«, siger en pige.

Tilfældet vil, at alle syv skilsmissebørn på 2. årgang går i samme klasse. Da Trine Kudsk og Esther Hyldgaard har klassen i forvejen og begge er uddannede psykoterapeuter, fik de ideen til en støttegruppe.

»Eleverne omtalte skilsmissen som 'Dengang vi blev skilt .'. Men det er vigtigt at holde dem fast på, at det er forældrene, der er blevet skilt, og at de selv er hele«, siger Trine Kudsk.

De går i et evigt savn

Det er hårdt at skifte mellem to hjem. For er far glad, når jeg kommer? Og hvordan klarer mor sig, når jeg ikke er der?

»De går i et evigt savn efter den 'anden' forælder, og det fylder meget. Desuden får forældrene nye kærester, og der kommer nye søskende til, så der er nok at bekymre sig om. De tager ofte alt for stort ansvar for noget, de ikke har indflydelse på, og det skal de have hjælp til at slippe«, siger Esther Hyldgaard.

Makkerparret har lært eleverne en metode til at mærke efter, hvad de virkelig mener, når de skal tage stilling til noget.

»De vil gerne samarbejde med de voksne, og det sender dem ofte på overarbejde, fordi de ikke vil såre nogen. Derfor har vi givet dem et barometer, som de kan bruge til at finde ud af, hvornår de mener et rigtigt ja eller nej, og hvornår de ligger midtimellem«, siger Trine Kudsk og fortæller, at mange bruger redskabet aktivt i deres hverdag.

Man mister lysten til alt

Denne dag skal eleverne også arbejde med modsætninger, dog ikke ja og nej, men sorg og glæde.

Esther Hyldgaard taler om, hvad der gør dem rigtig glade: Far, mor, bedsteforældre og kæledyr, men også fuglesang og farver bliver nævnt. Eleverne kommer med bud på, hvordan glæde føles i kroppen, og de sætter lyde på.

Sorg er, når mor eller far er kede af det, og når de er skilt, lyder et par bud. Også bedsteforældre og kæledyr, der ikke længere er til, får plads i samtalen.

»Sorg er at miste noget«, sammenfatter Esther Hyldgaard og spørger, hvad man mister, når far og mor skal skilles.

»Lysten til alt«, lyder det straks.

»Man mister alt det, man er vant til«, siger en anden.

Børnene bliver enige om, at sorgen bor i hjertet, som der kommer sprækker i. Men også i hjernen, maven og halsen, når gråden vil ud.

En cd sættes på, og eleverne bliver bedt om at tegne, hvad der gør dem glade og kede af det. Imens går Esther Hyldgaard og Trine Kudsk rundt og taler med dem om deres tegninger, og om hvordan de har det.

Ikke alle i gruppen har faglige problemer, men det er tydeligt for Trine Kudsk og Esther Hyldgaard, at forældrenes skilsmisse blokerer for indlæring hos nogle af dem.

»De bliver hele tiden konfronteret med, at deres forældre er skilt. Det er underforstået i vores sprog, at man går hjem til far og mor, og vi synger fødselsdagssang om, at hjemme venter far og mor. Det gør ondt og får dem til at føle sig splittet«, siger Trine Kudsk.

Skilsmisse er den oversete sorg

Skoler tilbyder sorggrupper til elever, hvis en forælder dør, men man bør også have planer for skilsmisser, mener Trine Kudsk og Esther Hyldgaard.

»Det er svært for forældre at lytte ordentligt efter, fordi de selv er påvirket af skilsmissen. Man kan heller ikke forvente, at den enkelte lærer skal gå ind i det. Klasselæreren er måske selv blevet skilt og bliver ramt af berøringsangst. Derfor vil det være rart, hvis skolen har en køreplan for, hvordan man hjælper. Det er skolens opgave at skabe optimale muligheder for læring, og kan vi gøre en forskel, skal vi gøre det«, siger de.

Bedømt ud fra erfaringerne på Tranbjerg Skole er behovet stort. De to lærere har også etableret en gruppe på 5. klassetrin med ti elever, og der kommer hele tiden nye til.

»Forældre fra andre klassetrin kontakter os på Facebook, fordi de også vil have deres barn med i en skilsmissegruppe. Der er et kæmpe behov, men resurserne er ikke så store, at vi kan gøre noget på alle årgange«, siger Trine Kudsk.

»Det er ikke så let at snakke med forældrene om svære ting, når det svære handler om dem«. Dreng, 11 år»Jeg har lært meget af at lytte til de andre i gruppen«. Pige, 12 år»Mange børn har problemer indeni, som ingen ser«.Pige, 12 år»Man skal nogle gange have hjælp til at snakke om det, man går og tænker på«. Pige, 10 år