Kommuner danner partnerskab om folkeskolen
Kommunernes Landsforening er i samarbejde med en række kommuner ved at oprette partnerskaber, der i løbet af de kommende tre år skal fremme elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det sker ved, i kraft af en særlig indsats inden for en række udvalgte områder, at styrke elevernes faglige niveau og udvikle deres kreativitet og innovations- og problemløsningsevne.
"Partnerskaberne er baseret på en politisk aftale mellem KL´s bestyrelse og kommunalbestyrelserne, der formelt set først bliver truffet i løbet af juni, men indtil videre ser det ud til, at 35 kommuner er med", siger Dorthe Møller , der er chefkonsulent i KL.
Den grundlægende idé er at samle en række partnere, som hver især arbejder med projekter inden for samme område. De udveksler erfaringer og finder i fællesskab ud af, hvordan de bedst muligt opnår resultater. KL´s rolle er at stille analyseværktøjer til rådighed, facilitere og være en del af den videre proces.
"KL´s bestyrelse har taget initiativet for at imødekomme den kritik, der har været af det faglige niveau i folkeskolen, men det har samtidig været vigtig at tage udgangspunkt i en bredere forståelse af faglighed, så indsatsen også kommer til at handle om kreativitet og innovation", siger chefkonsulenten.
Kommunerne har allerede peget på de indsatsområder, som de vil arbejde med. De mest populære er ledelse, evalueringskultur, kvalitetsrapporter og specialundervisning.
"Det er endnu ikke besluttet hvad der skal i fokus, men inden for hvert indsatsområde bliver opmærksomheden rettet imod de elementer, der fører til at børnene får et øget udbytte af undervisningen", siger Dorthe Møller.
KL har i forvejen to partnerskaber, der beskæftiger sig med uddannelse til alle og med Jobcentre, men det er første gang, arbejdsformen bruges på folkeskoleområdet. Partnerskaber fungerer bedst, når der ikke er for mange deltagere, derfor bliver kommunerne denne gang delt i to.
"De to partnerskaber kommer formentlig til at arbejde med de samme områder. Derudover kan kommunerne oprette mindre netværk inden for eller på tværs af partnerskaberne, der tager fat på andre emner", siger Dorthe Møller.
En del af partnerskabet går ud på at kommunerne skal have overblik over udbyttet af deres indsats. De skal kort sagt kunne se, hvor meget de rykker sig i løbet af de tre år.
Partnerskaberne styres af en politisk gruppe med formanden for KL´s Børne- og Kulturudvalg Henrik Larsen (De Radikale) i spidsen.
Disse kommuner deltager:
Ballerup, Brønderslev, Egedal, Favrskov, Faxe, Fredensborg, Furesø, Gentofte, Greve, Guldborgsund, Hedensted, Helsingør, Herning, Hjørring, Holstebro, Horsens, Høje-Taastrup, Kolding, Køge, Lemvig, Lyngby-Taarbæk, Mariagerfjord, Næstved, Odense, Roskilde, Rudersdal, Silkeborg, Slagelse, Sorø, Struer, Sønderborg, Vejen, Vejle, Vordingborg og Århus.