Det er vanskeligt at navigere i alle nutidens sundhedsråd, og det kræver viden at kunne tage stilling. Men sundhedspædagogisk forskning viser også, at formidling af viden ikke er nok til at handle sundt, siger Astrid Roed Clavilla og citerer sundhedspædagogisk forsker Karen Wistoft, som peger på "at pligttilværelsen, der skal vedligeholde idealvægten ikke er sundhedsfremmende". Det avler i værste fald magtesløshed eller sygelig selvkontrol, der kan virke handlingslammende. "Hvordan kan biologilæreren kvalificere de sundhedsfremmende tiltag i skolen, så alle elever, uanset social baggrund, får mulighed for at udvikle handlekompetence", spørger hun derfor i problemformuleringen i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College.

Uudnyttede potentialer

Eksperters bedreviden hjælper ikke, derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan man arbejder med sundhed i skolen, især hvis man vil mindske den sociale ulighed i sundhed, understreger Astrid Roed. "Med emnets tiltagende politiske bevågenhed på baggrund af befolkningens sundhedstilstand, og med indførelsen af en længere og mere varieret skoledag, hvor motion og bevægelse er en integreret del, er det aktuelt at se på, hvordan disse muligheder udnyttes i skolen, da der heri ligger store potentialer for at fremme den opvoksende generations sundhed og mindske den sociale sundhedsulighed i sundhed", skriver hun. 

Og der er store udnyttede potentialer, mener Astrid Roed. Som vikar har hun oplevet, at elever ikke møder op til bevægelseslektioner sidst på dagen. Dertil kommer, at lektionerne varetages af pædagoger, der udover to ugentlige lektioner med bevægelse ikke har noget med klasserne at gøre. "Jeg er derfor optaget af, hvordan man kan udnytte de potentialer, der ligger i en længere og mere varieret skoledag i forbindelse med skolereformen", siger hun.

"Jeg ønsker at tegne et billede af, hvordan det sundhedsfremmende arbejde tager sig ud på en gennemsnitlig folkeskole, derfor har jeg valgt en sådan i Aarhus Kommune. Jeg har interviewet en biologilærer, fordi det er relevant for mig som kommende biologilærer at anlægge en særlig vinkel på sundhedsundervisningen fra den position, og fordi jeg finder biologilæreren særlig kvalificeret i et sundhedspædagogisk sigte", fortæller hun. "Desuden ønsker jeg at forstå, hvordan regeringens lovkrav og bestemmelser er med til at betinge det sundhedsfremmende arbejde i skolen, derfor har jeg også interviewet skolens administrative leder". 

For at kunne sammenligne to skoler ville Astrid Roed også gerne have interviewet en biologilærer og en leder på en skole i området, som profilerer sig som idrætsskole, Men de havde ikke tid på grund af travlhed med skolereformen.

Forståelsen indskrænkes

Viljen og ønskerne fejler ikke noget på skolen, hvor Astrid Roed interviewede. Men på trods af intentioner med en positiv og bred forståelse af sundhed, indskrænkes forståelsen dog, når det kommer til motionsvaner og tiltag som mere bevægelse, mener hun.

"Biologilærerens tiltag med en kilometers løb og skolens strukturering og begrundelser for mere bevægelse viser sig snarere at bygge på et snævert forebyggelsesperspektiv end et sundhedsfremmeperspektiv. Skolen ønsker at fremme sundhed i den forstand, at man ligesom regeringen vil sikre et godt helbred via den rette sundhedsadfærd, hvor fokus er på fysisk sundhed. At det ikke lykkedes at få de gode intentioner implementeret i konkrete strategier kan skyldes, at sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er et timeløst fag, og at det ikke varetages i tilstrækkelig grad, i hvert fald ikke når det kommer til sundhedsundervisningen".

Men der foregår heller ikke mange sundhedspædagogiske overvejelser og diskussioner af lovkravet om mere bevægelse på skolen, og risikoen for at overtage regeringens snævre 'sundhedsfremmeperspektiv' ligger lige for, især når det handler om kost- og motion.  "Skolens opgave bliver på den baggrund ikke forskellig fra samfundets, der handler om at forbedre folkesundheden på baggrund af et snævert livsstilsfokus".  Og hvis skolen uden videre overtager regeringens snævre forebyggelsessyn, glemmer man elevernes egen deltagelse i varetagelse af deres sundhed, mener Astrid Roed. "Skolens opgave bliver i den forstand kun et spørgsmål om individers tilpasning til fællesskabet, hvor elever ikke anses som aktører på deres egne betingelser". På den måde lever sundhedsundervisningen hverken op til fagets formål eller til skolens overordnede formål om kritisk stillingtagen, demokrati, deltagelse og medansvar.

Deltagelse og handlekompetence må ikke glemmes

Vi skal passe på ikke at skabe en dualisme mellem krop og sjæl i skolen. Helbredet har betydning for velvære, og vi må øve os i at se sundhedsbegrebets bio-psyke-sociale dimension som en gave og ikke som en byrde. Selvom der i Fælles Mål nævnes 'sundhed og trivsel', må vi ikke se de forskellige dimensioner af sundhed som adskilte. Gør vi det, er der risiko for, at vi glemmer sundhedsfremmende værdier som deltagelse og handlekompetence, når det gælder kost- og motionsvaner i skolen, siger Astrid Roed.

"Biologilærer B's tiltag med mere bevægelse og mine observationer fra bevægelseslektioner tyder på, at ikke alle elever er lige motiverede for disse fysiske tiltag i skolen, hvorfor nogle elever gør alt for at undgå B's tiltag, eller som i mit tilfælde vælger at blive væk fra timerne, mens andre elever gerne vil deltage, kan belyses med Bourdieus idé om habitus. Begrebet indfanger de mekanismer, der bevirker, at forskellige socialgrupper har forskelig sundhedsadfærd", skriver hun.

Teorien kan være med til at tydeliggøre, hvorfor nogle elever har svært ved at se en mening med det, der sker i skolen. Forskellige befolkningsgrupper tillægger livets dimensioner forskellig værdi, og vaner og holdninger er nøje forbundet med den position, man har i det sociale rum. Hvis det for eksempel i en familie er vigtigt at spise varieret, lave mad af friske økologiske råvarer og dyrke meget motion, bliver disse dispositioner kropsliggjort og kommer til udtryk i de måder, familiemedlemmerne agerer på.  Denne bestemte måde at handle på, habitus, overføres mellem generationer, og fortsættes uden at blive anerkendt.  Habitus er gået i blodet og er blevet en intuitiv fornemmelse af, hvad der er rigtigt at gøre i hverdagen.  

En fremmed skolehabitus

Habitus skal ikke forstås som bagage, man har med sig, men som en praktisk sans og som sociale strategier, der kommer til udtryk i forskellige relationer, understreger Astrid Roed. "Relationerne findes i specifikke felter, der er med til at afgrænse menneskets handlemuligheder. For at få adgang til et felt skal aktøren besidde bestemte egenskaber og kompetencer, som afspejler de værdier og interesser, der gør sig gældende i feltet". Skolen er et socialt og kulturelt felt, hvor der findes bestemte normer for adfærd, udviklede mål og ritualer, som præger elevens daglige liv. "Skolen er altså ikke værdineutral.  Når eleven kommer i skole mødes elevens og skolens habitus, og der kan være stor forskel mellem hjemmets og skolens normer og værdier.  Der findes en bestemt form for skolehabitus, som kan være fremmed for nogle elever, hvorfor de kan have svært ved at gennemskue meningen med det, der foregår i skolen", skriver Astrid Roed.

En sådan forståelse finder hun i interviewet med biologilæreren, hvor B peger på, at nogle elever har nemmere ved at se mening med det, der sker i skolen:

B: 'Nu har jeg for eksempel virkelig forelæst om og set film, og jeg ved ikke hvad, om det med hormonforstyrrende stoffer, og akademikerbørnene har klart taget det til sig og smidt de der Baby Lips-læbepomader, som de render rundt med, som bare er stoppet med parabener, dem har de smidt ud, men nogle af de andre render stadig rundt med dem'.

Stemmer hjemmets normer og værdier overens med de værdier, der er i skolen, anses de kompetencer, man besidder, som værdifulde både i hjemmet og i skolen, så det kan være nemmere for disse elever at se mening med det, der sker i skolen. "Spilles der i hjemmet for eksempel meget computer, og det anses som værdifuldt at have de nyeste spillekonsoller, hvor fysisk inaktivitet kan være en bivirkning, som muligvis ikke anses som værdifuldt, men i hvert fald accepteres, så bliver det vanskeligt, når man i skolen ikke anerkendes for det. Bourdieu taler om, at skolen er med til at reproducere og opretholde sociale og kulturelle uligheder i samfundet, idet den tilgodeser elever med en habitus, der minder om skolens. Elever der ikke møder skolen med den sundhedshabitus, der gør sig gældende i skolen, besidder ikke de egenskaber, der anses som værdifulde inden for skolefeltet". 

Som lærer er det vigtigt at huske, at skolen ikke er værdineutral.  Det synes B at være bevidst om:

B: 'Det er svært at lade være med at præsentere speltbæltet inde i byen, når man selv spiser speltflager til morgenmad og cykler i skole. Det er svært ikke at være pisseirriterende at høre på. Man skal også tænke på, at de værdier, vi står på, også er rigtig meget middelklasseværdier. Så man skal virkelig passe på. For der har også været eksempler på, at børn bliver mobbet i skolen, fordi deres forældre ryger. Og der skal vi jo heller ikke hen vel'.

Biologilærer B "er bevidst om, at elever møder skolen med forskellige opfattelser af sundhed, og at de kommer fra hjem med vidt forskellige normer og værdier - hvor der i nogle hjem ryges og andre ikke. B er bevidst om, at hun som lærer repræsenterer bestemte værdier, men at man i skolen må sørge for ikke at udstille elever fra hjem med andre værdier, så de eksluderes, opsummerer Astrid Roed.

"Sundhedsdiskursen i samfundet, med regeringens store fokus på KRAM-faktorerne, kost, rygning, alkohol og motion, kan forårsage, at bestemte sundhedshabitus ubevidst anerkendes frem for andre. Når bestemte livsformer og virkelighedsopfattelser på den måde nedværdiges og tilskrives lavere social status, kan det betyde stigmatisering. Hvis elever ikke skal eksluderes fra fællesskabet i skolen og måske helt opgive at lykkes, er det vigtigt, at skolen hjælper med at skabe mening og sammenhæng. Det kræver, at skolen ikke virker som modpol til elevers sundhedshabitus eller ligefrem forsøger at ændre familiers værdisæt. Skolen skal ikke tage afstand fra og dømme det, som er værdifuldt i elevers familier men derimod fungere som et alternativ, der udvider elevers horisont. På den måde er elever ikke afhængige af hjemmets aktive opbakning for at opleve meningsfuldhed". Målet er ikke at der skal være overensstemmelse, men det må være, at eleverne lærer andet og mere end det, de lærer i hjemmet.

Elever skal oplevelse sammenhæng

Hvis sundhedsundervisningen i praksis skal efterleve kravene fra Fælles Mål, skal der arbejdes ud fra et perspektiv, hvor elever hjælpes til at mestre livets udfordringer. Det kræver, at skolen styrker elevernes OAS, siger Astrid Roed. OAS står for 'oplevelse af sammenhæng'; et begreb, hun henter fra Aaron Antonovskys bog 'Helbredets mysterium'.  Kernekomponenterne i OAS er: 1: begribelighed - en fornemmelse af, at verden i almindelighed er til at forstå, 2: håndterbarhed - en tro på, at man har de resurser, der skal til for at klare de krav, man udsættes for, 3: meningsfuldhed - en fornemmelse af, at livets udfordringer er værd at investere energi i.

"OAS udspringer af læreprocesser livet igennem og afhænger af erfaringer, der enten er med til at øge eller svække den", siger Astrid Roed. I undervisningen skal der derfor være fokus på, at eleverne bliver herre over og selv forbedrer deres sundhedstilstand, og det betyder, at mere bevægelse i skolen skal efterleve det "demokratiske udgangspunkt med handling og deltagelse".

Dobbelt-kram til eleverne

I skolen må vi være opmærksomme på, at eleverne møder med vidt forskellige sundhedshabitus, derfor er det vigtigt at sikre gode lærerprocesser i sundhedsundervisningen, så vi hjælper alle elever, uanset social baggrund, med at se mening, siger Astrid Roed. "Tager sundhedsundervisning udgangspunkt i et rendyrket forebyggelsesperspektiv risikeres det, at kun de elever med en sundhedshabitus, der minder om skolens, bliver styrket i udvikling af handlekompetence, da de ser mening med det, der sker. På den måde vil skolen være med til at reproducere den sociale ulighed i sundhed og ikke reducere den", advarer hun. Skolen skal derimod prioritere sundhedsarbejdet, så regeringens snævre individfokuserede begreb om sundhed ikke overtages. Det kræver, at folkeskoler afser mere tid til strukturering af det timeløse fag sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab.

Og kompetencerne til det findes allerede i skolen, hvor biologilærerne med deres uddannelse har de pædagogiske og faglige kompetencer, der sikrer handlingsorienteret ekspertviden. "Biologilæreren formår ikke bare at give eleven et 'kram' Biologilæren formår at give alle eleverne et dobbelt 'kram'", siger Astrid Roed Clavilla. Hvor 'kram' både er et akronym for 'kost, rygning, alkohol og motion' og for 'kompetencer, relationer, anerkendelse og mestring'.

Se hele professionsbachelorprojektet til højre under EKSTRA: Et sundere liv for alle - om at udvikle handlekompetence i sundhedsundervisningen