Folkeskolereformen fjernede mange gode ting fra folkeskolen, da den rullede ind over skolerne i 2014, oplevede lærer Søren Wichmann Matthiessen.

I sommer takkede han af efter 38 år som lærer og gik på pension. Han fortæller, at de sidste år af hans lærergerning var præget af en folkeskolereform, der tog noget af glæden ved faget fra ham.

"Lærerjobbet var mit kald. Jeg var familiens femte generation inden for faget, så det var så naturligt for mig. Men det var altså svært at elske sit job efter, at reformen blev en realitet", forklarer Søren Wichmann Matthiessen.

Lærerne: Reformen svækkede vores fag

"Efterfølgende sagde flere af mine kolleger deres job op efter mange år i faget, selvom de gerne ville fortsætte. Det var en hård tid at være vidne tid".

En hel arbejdsdag mere

Den pensionerede lærer fra Aarhus har ikke mange positive ord til overs for daværende undervisningsminister Christine Antorinis store tiltag.

Søren Wichmann Matthiessen mener, at den største udfordring med folkeskolereformen var, at den blev finansieret med lærernes arbejdstid og lov 409. Forinden havde man som lærer mere tid til forberedelse, beskriver han.

"Jeg fik efter 2014 næsten en hel arbejdsdag mere om ugen med undervisning. Det var lige pludselig fem lektioner mere om ugen, hvilket er hårdt, uanset om man er ung eller ældre. Beskæringen af forberedelsestiden havde helt klart konsekvenser for folk", siger Søren Wichmann Matthiessen.  

"Samfundsfag skal læres i virkeligheden"

Søren Wichmann Matthiessen stiller spørgsmålstegn ved, hvem der egentligt syntes, at det var den rette beslutning. Han har nemlig ikke mødt nogen, som var enige i den beslutning, og som har syntes, at det har fungeret.

"Der var en kollega, der sagde til mig, at det var synd for de store elever. Og det var ifølge hende især synd for de børn, som allerede havde svært ved at lære noget mellem 8 og 12 - hvor nemt er det så at lære noget for dem mellem 12 og 15.30? Det synes jeg, var en god tanke".

Noget af det Søren Wichmann Matthiessen peger på som en af reformens største synder er begrænsningen af børenes mulighed for at deltage i aktiviteter efter skoletid, fordi børnene er blevet trætte og ikke magter at deltage.

"Når børnene ikke skulle gå i skole til mere end klokken 14 havde de mere frihed og tid til at være ung og barn. Det oplevede jeg, at børnene var kede af at miste. Der var et frirum til at være barn, men det forsvandt med folkeskolereformen", siger han.

Og det er ikke det eneste, som forsvandt med folkeskolereformen, lyder det fra den tidligere lærer. Mange lærere, som ellers var en del af civilsamfundet, måtte nemlig trække sig tilbage. Det var ikke længere muligt for lærerne at være fodboldtræner eller aktiv i tennisklubben.

"Den firkantede måde at se lærernes arbejdstid på gjorde ikke noget godt for lokalsamfundene", siger Søren Wichmann Matthiessen.

Reformen krævede mere tid og ekspertise

Ifølge Søren Wichmann Matthiessen var reformen både ringe forberedt og dårlig implementeret, og han kalder den for et stykke finansministerielt skrivebordsarbejde.

Lærerne: Sådan skal vi skære i fagene og gøre skoledagen kortere

"Alle aktører var ikke taget i ed. Da man i 1995 indførte en ny folkeskolelov, der havde man brugt fire år på udviklingsarbejde gennem folkeskolens udviklingsråd. Man fandt via forskellige forsøg ud af, hvad der fungerede, og hvad der ikke fungerede", fortæller han.

"Den udviklingsproces savnede jeg denne gang. I 1995 var jeg helt tæt på arbejdet, og jeg var med til at implementere den i folkeskolen, både som folkeskolelærer og som udviklingskonsulent i Horsens Kommune. Lærerne var en del af arbejdet. Det var de ikke på samme måde i 2014".

Hvis man spørger den tidligere folkeskolelærer fra Aarhus, er det dem, der sidder ude på lærerværelserne, som skal spørges til råds. Ifølge ham bliver lærerne gjort tavse, og det skal man ikke, hvis man vil have en velfungerende folkeskole.

"Jeg følte mig lidt som en frontoberst, som skulle sørge for at komme igennem en krig uden for mange store tab. Men samtidig ville generalerne ikke lytte til mig", beskriver Søren Wichmann Matthiessen om følelsen efter reformen fra 2014, hvor lærernes stemmer ikke fyldte meget.

En fremtid med frihed

En af de ting Søren Wichmann Matthiessen før reformen var mest glad for, var muligheden for at fordybe sig i forløb eller aktiviteter, som eleverne synes var ekstra spændende. Lige pludselig snublede man over faglige mål og stramme tidsplaner, der blev en forhindring for at lytte mere til elevernes ønsker.

"Jeg synes, at man har styrket de fagfaglige fag rigeligt nu. Det er gået ud over den frihed, man har som lærer, og det har frataget eleverne deres fritid og medbestemmelse", siger han.

Selvom Søren Wichmann Matthiessen for nylig er gået på pension, så har han stadig store håb og drømme for fremtidens folkeskole.

"Det kunne være godt, hvis man laver et lektionsmaksimum på 24 eller 25 lektioner om ugen for en lærer. Tidligere havde jeg i korte perioder helt op til 30 lektioner på en uge, og det er ganske enkelt alt for meget og alt for udfordrende", forklarer han.

Lærerne om skoledagens sidste timer: Det er ligegyldigt om, der er idræt eller tysk på skemaet

Søren Wichmann Matthiessen forklarer også, at det giver lærerne tilstrækkelig tid til at forberede sig. Og så mener han, at det er vigtigt, at der ikke er et tilstedeværelseskrav.

"Jeg blev nødsaget til at forberede mig på skolen, som en konsekvens af reformen og Lov 409. Jeg sad i et rum på 16 kvadratmeter sammen med syv kolleger, hvor udsigten var en murstensvæg. Forinden havde jeg undervist i 6 lektioner, og nu skulle jeg sidde der og forberede mig til dagen efter", fortæller Søren Wichmann Matthiessen.

"Førhen kunne jeg gå en tur med min hund, inden jeg skulle forberede mig og tømme hovedet for dagens tankemylder og få fornyet energi. Men det er svært at være kreativ, når man er træt og sidder på skolen".

Bedre vilkår for alle

Ifølge ham er tilstedeværelseskravet en oldgammel måde at drive skole på.

"Jeg følte mig som en statist i en gammel film. Der hvor alle arbejderne går i fælles flok på vej til fabrikken med madpakken under armen, inden de skal stemple ind til en lang arbejdsdag. Vi var flere, der havde det sådan", siger Søren Wichmann Matthiessen.  

Han tror på, at glæden og entusiasmen vil vende tilbage på landets skoler blandt både elever og lærere, hvis skoledagen gøres kortere.

"Jeg tror, at det vil være en lettelse specielt for de store børn, hvis man forkorter skoledagene, giver mere plads til deres medbestemmelse og skaber et større frirum for dem".