Det er skolestart for seksårige Ludvig. Store smil og farvestrålende tegninger pryder hans og de andre børns små biografier, som Gistrup Skoles børnehaveklasseleder traditionen tro har samlet til en bog, som udleveres til alle børnene. På hvert sit A4-ark præsenterer de nye skolebørn sig selv med nyttige telefonnumre, billeder og en lille tekst om dem selv og deres familie.

På nogle af børnenes ark står, at deres forældre er skilt. Nogle bor med morens nye mand, nogle er enebørn og skriver om deres kæledyr, andre skriver om rækker af bonussøskende. På den side, der handler om Ludvig, står i en parentes, at han sammen med sin storesøster Mikkeline er donorbarn. Ligeledes står der på Ludvigs papirer til skolen i feltet »far« »anonym donor« i stedet for et navn.

Ligesom mange andre tilhører Ludvig og Mikkeline en af de 37 familietyper, der ifølge Danmarks Statistik findes ud over den klassiske far, mor og børn. Søskendeparret er to af de 20.000 donorbørn, der findes i Danmark, hvoraf mange er i skolealderen eller nærmer sig. Ligesom familiebegrebet bliver mere mangfoldigt, gør klasseværelserne det også. Lærernes evner og behov for at kunne navigere i en klasse fyldt med vidt forskellige familiebaggrunde vokser.

»Især i børnehaveklassen taler vi meget om familien, hvem man bor sammen med, og om ens mor og far. Det er sådan, børnene lærer hinanden at kende. Derfor er det vigtigt for mig at vide, hvis der er noget særligt, som eleven måske har brug for min hjælp til i forhold til de andre børn«, siger Anette Bejstrup, der sidste år var klasselærer for Ludvig, der i dag går i 1. klasse og er syv år.Børnehaveklasseleder Anette Bejstrup mener ikke, at hun bruger mere tid på at tackle et donorbarn som Ludvig, end hun bruger på alle mulige andre udfordringer, der kommer i en klasse med 25 seksårige elever Men det er vigtigt, at forældrene melder åbent ud.

Alle har da en far?

»Jeg kender ikke min far!«

Anette Bejstrup undrede sig lidt, da Ludvig med ovenstående ord begejstret introducerede sig selv, første gang han mødte sine klassekammerater. Det skete to måneder før skolestart, og børnehaveklasselederen noterede sig, at hun skulle huske at spørge Ludvigs mor om hans udmelding. Hun havde endnu ikke fået indskrivelsespapirerne.

Ludvigs mor, Iben Harder Namensen, er homoseksuel og har derfor altid vidst, at det ville blive med en sæddonor, hvis hun skulle have børn. Da hun blev gravid med Ludvigs storesøster Mikkeline, var det kun muligt at bruge en anonym donor. Da Iben Harder Namensen tre år senere skulle insemineres for at få barn nummer to, var det blevet muligt at vælge en åben donor, altså én, der har sagt ja til at blive kontaktet af barnet, når det fylder 18. Det var dog vigtigt for Iben, at Mikkeline fik en helsøster eller -bror, og derfor kom Ludvig til verden ved hjælp af samme anonyme donor som Mikkeline.

Iben oplyste og afdramatiserede

Et par dage senere, da det var forældrenes tur til at introducere sig for hinanden, faldt brikkerne på plads for Anette Bejstrup.

»Da vi var færdige med introduktionsrunden, markerede jeg lige afslutningsvis og fortalte, at Ludvig er donorbarn, hvorfor han ikke kender sin far. Jeg fortalte også, at det var noget, vi var meget åbne og ærlige omkring, så de andre forældre var meget velkomne til at spørge, hvis der var noget. Det blev fortalt meget stille og roligt, og i den følgende tid fik jeg af og til spørgsmål fra de andre forældre«, siger Iben Harder Namensen, der altid har forsøgt at afdramatisere fortællingen om Ludvigs atypiske familiebaggrund:

»Når jeg skal fortælle det til andre, siger jeg bare det allervigtigste, for det er i virkeligheden ikke særlig meget, de behøver at forholde sig til. Jeg vil bare gerne have, at de kender fortællingen om ungernes far«, siger Iben Harder Namensen.

For hun ønsker, at forældre og lærere er klar over den fortælling, som hun har valgt for sine børn. Rent juridisk betegner man ikke sæddonorer som fædre, men for Iben Harder Namensen har børnene en far, som de blot ikke kender identiteten på. Blandt andet har hun valgt den version, fordi det kan være svært for et barn at komme af sted med at forklare, at man slet ingen far har.

»Det er vigtigt for mig, at de andre forældre ved, hvad deres egne børn mener, når de kommer hjem og fortæller, at Ludvig ikke kender sin far. Det giver dem også mulighed for at kunne snakke med deres børn om det«, siger Iben Harder Namensen.

Jo mindre man skjuler, jo bedre

Anette Bejstrup har tidligere undervist elever, der ikke kendte deres egen særlige baggrund og selv har måttet gå til forældrene for at blive afklaret. »Det er enormt vigtigt for mig, at forældrene gør det klart, når der er nogle særlige vilkår derhjemme. Det kan være en donorfar, men det kan også være dødsfald, skilsmisse, adoption eller andet«, siger Anette Bejstrup, der igen påpeger, at der i en klasse altid er individuelle personligheder, man skal støtte op om.

»Jeg vil for alt i verden undgå, at børnene bliver sat i forlegenhed. Og hvis forældrene ikke er helt åbne om familieforholdene, kan jeg som lærer risikere at sætte barnet i en uhensigtsmæssig situation«, siger hun.

Psykolog: Ti ikke det »anderledes« ihjel

Når man som Iben Harder Namensen er åben fra starten, så kan man som lærer meget bedre støtte op om den enkelte elev og forebygge nogle situationer, der kunne blive grænseoverskridende for eleven, mener Anette Bejstrup. For eksempel kan hun hjælpe Ludvig med de nærmere detaljer om, hvordan man bliver til som donorbarn. Detaljer, Ludvig måske har svært ved at forklare selv.

Iben Harder Namensen og Anette Bejstrup påpeger, hvor lidt det har betydet for Ludvigs skolegang, at han er donorbarn. Og det skyldes i høj grad, at Iben Harder Namensen selv er afklaret med den måde, hun har familie på, siger Anette Bejstrup. For når det kommer til stykket, så kan ingen børn gøre hverken fra eller til, hvis de har en lidt anderledes baggrund end klassekammeraterne. Og det at have en anderledes familie er ikke et problem, hvis familien er rolig og åben omkring det.

»Jeg kan tydeligt mærke på børn, især hvis deres forældre et ved at blive skilt, at det skaber uro. Jo mere konflikt og forvirring der er i familien, jo sværere bliver det at være barn i skolen«, siger Anette Bejstrup, og Iben Harder Namensen nikker genkendende:

»Jo mere ro og åbenhed jeg som mor føler og udstråler i forhold til mine børns ophav, jo mere i ro er Ludvig og Mikkeline«.