"Det overrasker mig en smule, men det skuffer mig også. Jeg havde håbet, at skolelederne ville bringe flere personer fra jobbankerne i anvendelse for at aflaste systemet", siger Karsten Lynge Simonsen.

Aalborg-skoler har ikke brugt ret mange af de ledige lærere og lærerstuderende i jobbanken

Den første genåbning af skolerne har ikke fået skolerne i Aalborg til at tage ret mange ekstra lærere ind fra kommunens corona-jobbank. Det skuffer formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For at efterleve sundhedsmyndighedernes krav i forbindelse med den gradvise genåbning af skoleområdet har Aalborg Kommune oprettet jobbanker med bl.a. lærerstuderende og ledige uddannede lærere.

I et skriftligt svar oplyser Aalborg Kommune til folkeskolen.dk, at der i skrivende stund er blevet ansat 20 personer med lærerbaggrund fra jobbankerne. 16 ledige lærere gennem det lokale jobcenters jobbank og fire lærerstuderende via en ekstern jobbank.

Det er alt for få, mener lærerformand Karsten Lynge Simonsen.

"Det overrasker mig en smule, men det skuffer mig også. Jeg havde håbet, at skolelederne ville bringe flere personer fra jobbankerne i anvendelse for at aflaste systemet".

"Til gengæld er jeg glad for, at de står klar, når der bliver behov for dem i den kommende genåbning", siger han til folkeskolen.dk.

Aalborg har en jobbank for lærerstuderende

Brug for mange flere

I de to jobbanker har 119 personer med lærerbaggrund meldt sig.

Dem kan der hurtigt blive brug for, hvis skolelederne skal overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer, mener Karsten Lynge Simonsen.

"Stigningen i antallet af ansatte sker måske ikke i næste uge, men ugen efter har jeg da en forhåbning om, at de bliver anvendt, og der er ikke nok folk i systemet lige nu med de gældende retningslinjer", siger formanden fra Aalborg.

"Dybest set handler det om, at vi har nogen, der er klar til at varetage undervisningen og som er trænet i det. Det er folk, der har været på læreruddannelsen i en række år eller har en uddannelse som lærer. Dem skal vi bruge flere af nu".

Han har ikke har indtryk af, at skolerne i stedet har ansat flere unge ikke-læreruddannede i sabbatår, de såkaldte 4.g'ere.