Resursestærke forældre forstår at udnytte det frie skolevalg til deres fordel, og det skaber social ulighed på folkeskolerne, viser ph.d.-afhandling. Forskerne foreslår derfor et mere gennemsigtigt system.
• Alle børn er, i kraft af deres bopæl eller opholdssted,tilknyttet en bestemt distriktsskole. Som udgangspunkt har dederfor ubetinget ret til optagelse på den pågældende skole.
• Kommunen kan henvise barnet til en anden skole eller et andetundervisningstilbud ud fra følgende kriterier: Hvis barnetsudvikling kræver særlig støtte, for eksempel specialundervisning,der ikke kan gives på distriktsskolen. Hvis en elev har behov forsprogstøtte i form af undervisning i dansk som andetsprog, og deter pædagogisk påkrævet at henvise eleven.
• Hvis forældrene ikke ønsker, at deres barn skal gå pådistriktsskolen, kan de søge om plads på en anden skole efter egetvalg. Det kan enten være i egen eller i en anden kommune. Barnetkan kun optages på den valgte skole, hvis der er plads, og hvisskolen har et relevant undervisningstilbud til eleven.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når kommunerne forsøger at ændre elevsammensætningen på folkeskolerne ved at ændre på skoledistrikterne, kan man sammenligne det med en spand med en masse små huller i. Børn fra socioøkonomisk stærke familier siver ud af spanden, når kommunen prøver at flytte dem til et nyt distrikt.
Annonce:
Mange resursestærke forældre vælger nemlig at benytte sig af det frie skolevalg og flytte deres børn til »gode« skoler, mens resursesvage familier ikke bruger denne mulighed. Derved bruges det frie skolevalg uhensigtsmæssigt til at skabe ulighed i folkeskolerne.
Det er ét af forskningsresultaterne i en ny ph.d.-afhandling om mobilitet og ulighed blandt folkeskoleelever i Danmark. På baggrund af resultaterne er forskernes klare anbefaling, at man finder en anden måde at fordele skolebørn på.
»Der er tydeligvis fra mange kommuners side et ønske om at blande børn fra forskellige socioøkonomiske baggrunde. Vi mener, at der er en mere effektiv måde at gøre det på end at ændre på skoledistrikterne, fordi det giver problemer med, at forældre siger fra og vælger en anden skole«, siger ph.d. i økonomi Mikkel Høst Gandil, der sammen med adjunkt i økonomi Andreas Bjerre-Nielsen står bag forskningen på Københavns Universitet.
I stedet for det frie skolevalg mener Mikkel Høst Gandil, at kommunerne bør fordele børnene gennem et mere gennemsigtigt system, hvor alles behov og ønsker bliver tilgodeset i størst muligt omfang. For det nuværende system forhindrer ikke, at familier bliver diskrimineret, når de ønsker at få deres barn ind på en ny skole.
Annonce:
»Som det frie skolevalg fungerer i dag, aner vi reelt ikke, hvordan den enkelte interaktion ved overflytning foregår. For det er tit noget, der sker lidt på ad hoc-basis, hvor forældre ringer og hører, om der er en plads. Det er meget, meget uigennemskueligt. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke har konkrete beviser på, at forældre bliver diskrimineret, men vi kan ikke afvise det«, siger Mikkel Høst Gandil.
Forskningen bygger på et kvantitativt studie, hvor registerdata fra alle danske skolebørn knyttes sammen med geografiske data fra skoledistrikter. Ved hjælp af disse data kan man se, hvilken skole børnene geografisk hører til, og om de går i den skole eller ej. Fordi alle børnenes data er kendt, har man kunnet udregne den socioøkonomiske sammensætning på skolerne, som igen er blevet knyttet sammen med det geografiske skoledistrikt.
Annonce:
»Nu kan vi se, at mange børn ikke går i den skole, der var tiltænkt gennem skoledistriktet. Vi kan også se, om forældrene vælger en anden skole til deres børn end distriktsskolen, hvis skoledistriktet pludselig ændrer sig, og hvilke valg de træffer, afhængigt af hvordan den nye skole ser ud. Vi kan tydeligt se, om de vælger privatskole eller benytter det frie skolevalg, og om de vælger at flytte deres børn i højere grad end dem, der hørte til den gamle distriktsskole«, fortæller Mikkel Høst Gandil.
Til forskerens overraskelse spiller privatskolerne en forholdsvis lille rolle, når forældre vælger at finde en alternativ skole til deres børn. Langt de fleste vælger nemlig fortsat at sende deres børn i folkeskole.
»Med det frie skolevalg har vi indført en ekstra grad af valg. Folk skal ikke kun kunne vælge, om det skal være folkeskole eller privatskole, de skal også vælge, hvilken folkeskole de gerne vil have deres børn på. Det, vi kan se med vores forskning, er, at hvis man lægger skoledistrikter sammen og får en anden elevsammensætning, så forsvinder de stærke børn over i andre folkeskoler, hvis skolen får en socioøkonomisk lavere status«, siger Mikkel Høst Gandil.
Skolefordeling skal foregå i centralt system
Annonce:
I stedet for at bruge det frie skolevalg i den form, systemet har i dag, mener Mikkel Høst Gandil, at man kan udvikle et mere transparent og fair system, der stadigvæk tilgodeser den enkelte families ønsker, samtidig med at det frie valg bevares.
Forskeren foreslår, at man i stedet for det nuværende system kan fordele skolebørn ud fra en central allokering, der minder om Kot, som er det system, man i dag anvender til at fordele studerende på de videregående uddannelser: Hver familie indsender en prioriteret liste over skoler, de gerne vil have deres børn ind på. Samtidig skal man have en række regler for, hvem der har førstevalg i forhold til de enkelte skoler. Det kan for eksempel være søskende, der allerede går på skolen, en bopæl tæt på skolen eller udsatte børn, der har behov for at komme i skole i et resursestærkt miljø.
»Herfra kan man egentlig bare løse det centralt i kommunen og give et tilbud om en plads. Hvis man gør det på denne måde, er der nogle objektive kriterier for, hvem det er, der får forrang til de enkelte skoler. Det er centralt, objektivt, og det er klart, hvem der kommer foran i køen i forhold til andre«, siger Mikkel Høst Gandil.
Denne løsning er et godt skridt på vejen til at undgå diskrimination og til at sikre, at alle familier har lige muligheder for at vælge skole til deres børn, mener forskeren.
Annonce:
»Man kan jo spørge ind til, hvorfor det kun er de socialt stærke, der benytter det frie skolevalg. For vi ser ikke nogen særlig reaktion fra de mere udfordrede familier. Pointen er, at det godt kan være, at de resursestærke forældre går mere op i, hvor deres barn skal gå i skole, end resursesvage forældre. Men vi kan ikke afvise, at det er, fordi de resursesvage forældre ikke har muligheden for at vælge en anden skole. Enten fordi de ikke ved, hvordan man gør, eller fordi de måske ringer til skolen og har en accent, hvorefter skolelederen så på egen hånd har mulighed for at vurdere, om der er plads på skolen eller ej«, siger han.
Mikkel Høst Gandil anerkender, at træerne ikke vokser ind i himlen. Man kan ikke løse den sociale ulighed generelt, fordi forskellige mennesker bor forskellige steder. Men han mener alligevel, at det frie skolevalg gør det værre, end det behøver at være:
»Hvis vi indfører den centrale allokering, så kan vi i det mindste afskrive diskriminationsaspektet. Det er fair nok, at forældre har forskellige holdninger til, hvor deres børn skal gå i skole. Men så kan vi i det mindste diskutere holdningerne og tage diskriminationsdelen ud af det«, siger Mikkel Høst Gandil.
