»Testresultaterne skal være offentlige, fordi befolkningen har ret til at vide, om det skolesystem, de betaler over 20 milliarder for, er pengene værd«.

Sådan lyder argumentet fra topembedsmand i Ontarios undervisningsministerium Mary Jean Gallagher.

»Desuden giver det gennemsigtighed, og det er godt. Vi bygger vores system på en balance mellem støtte, støtte, støtte, støtte og pres. Og presset ligger i gennemsigtigheden. Det er for nemt at lade, som om sandheden ikke eksisterer, hvis man kan gemme den«.

Hvis ikke hun var blevet headhuntet til dette job, så var Mary Jean Gallagher gået på pension, men hun kan simpelthen ikke sige nej til, hvad hun beskriver som verdens bedste job som assistant deputy minister.

Hun har arbejdet som lærer, skoleleder, distriktschef, i arbejdsgivernes school board og i lærerforeningen, og nu er hun altså en af undervisningsministerens nærmeste embedsmænd. Hun kender skolesystemet på godt og ondt og har kontakter overalt.

»Hvis vi er i gang med at indføre noget, som ikke passer med skolens hverdag, så kan jeg være sikker på, at jeg har mine gamle kolleger i røret med det samme«.

Men test er for hende lige så naturgivent som skolebøger. Og det samme er troen på offentliggørelsen. Det vigtige er, hvordan resultaterne bruges, og hvilket klima det foregår i.

Test er ikke nyt for lærerne i Ontario. De såkaldet EQAO-test (Education Quality and Accountability Office) for 3., 6., 9. og 10. klasse blev indført lige før årtusindeskiftet og var bestemt ikke populære, fortæller formand for den katolske lærerforening Kevin O'Dwyer.

»Lærerne så det som en test af dem personligt. Og med rette. De blev efter den daværende undervisningsministers udsagn indført for at afsløre dem, der ikke gjorde det godt nok«.

Men holdningen er en helt anden i dag. For Kevin O'Dwyer er offentliggørelsen ikke så vigtig. Det vigtige er, om testene er gode nok til at fortælle lærerne, hvor de skal sætte ind specifikt i forhold til den enkelte elev.

»Det er de ikke helt gode nok til endnu, men vi er i gang med en modningsproces. Det kommer snart«, siger han.

Lærerne underviser efter læseplaner, som er udarbejdet af lærere og forskere i samarbejde. Ministeriet er ved at revidere planerne. Det tager to et halvt år, hvor ministeriets folk først rejser omkring og inter-viewer alle skolens parter på baggrund af, hvad forskningen siger. Så søger lærere fra hele landet og bliver valgt efter kompetencer og baggrund for at få alle grupper repræsenteret i et udvalg, som bruger fire uger af deres sommerferie på at udarbejde en plan, som så skal i høring igen.

Der er meget konkrete beskrivelser af, hvad eleverne skal lære i løbet af året, opdelt i kompetencer, viden og evne til at tilegne sig viden - og en masse forslag til, hvordan lærerne kan arbejde med stoffet. Og alt, hvad læreren i øvrigt skal beskæftige sig med, for eksempel ligestilling eller miljø, er indarbejdet i læseplanerne for fagene.

»Jeg kan godt lide, at jeg altid har en retningslinje at følge. Den fortæller mig, hvor jeg skal hen, men dikterer ikke, hvordan jeg skal komme derhen, medmindre jeg har brug for hjælp«, siger Cherie Wilkinson, som underviser i alle fag i 1. klasse på Forestview Public School.

Og Rob Dawson, som er lærer på en skole i Toronto, siger:

»I starten var de meget firkantede. Men nu, hvor der er kommet en masse eksempler på, er jeg meget glad for dem. Det er ikke alle lærere, der har det sådan. Men det gode er jo, at man kan gøre det i den rækkefølge og mængde, som man synes passer til eleverne. Det er en stor hjælp, når jeg skal planlægge min undervisning«.

Testene er både Cherie Wilkinson og Rob Dawson også udmærket tilfredse med. De er baseret 100 procent på læseplanerne, så der er ingen risiko for, at lærerne ændrer deres undervisning op til testene. Det er en måde, hvorpå man kan se, om eleverne har lært det, de skal.

»Dengang vi havde en regering, der betragtede lærerne som fjenden, var der stor utilfredshed med testene. Men nu hvor politikerne har trukket sig lidt tilbage og anerkender, at vi arbejder hårdt, så kan jeg godt se fordelene. Ministeriet har givet en masse hjælp til school boards og skoler, så vi begynder at kunne se, hvordan vi kan bruge resultaterne som en hjælp i undervisningen«, siger Rob Dawson.

Han kan dog ikke se, hvorfor resultaterne skal være offentlige.

Ministeriet udarbejder aldrig ranglister, og hvis journalister spørger, får de at vide, at det ikke giver mening, og at politikerne ikke vil kommentere på dem.

Testen varer en til halvanden time, og halvdelen er åbne spørgsmål, som skal forsøge at anskueliggøre elevernes evne til at analysere og tilegne sig ny viden.

Resultaterne kommer som rapport til den enkelte elev, til lærere, til skolen og til arbejdsgiverne - the school boards. De er nemlig forpligtet til at analysere resultaterne og hjælpe skolerne med at bruge dem pædagogisk. Alle resultater kan desuden findes på en hjemmeside www.eqao.com, hvor man også kan finde succeshistorier, der fortæller, hvordan nogle skoler har båret sig ad med at forbedre resultaterne.

Ministeriet har desuden et team af lærere, der tager ud og hjælper skoler med at analysere data og tilbud om metoder til at forbedre undervisningen. På samme måde kan skoler med lave resultater invitere et team fra skoler, der har samme elevgrundlag med bedre resultater.

»Selvfølgelig er der forældre, der kan komme i tanke om, at de vil vælge skole efter testresultater. Men jeg tror på, at det bedste, man som skole kan gøre, er at gå ind i åben diskussion om, hvorfor resultaterne er, som de er. Hvis man gør sit bedste, så er der jo intet at skjule. Det handler om at hæve niveauet på den offentlige uddannelsesdebat. Det kan vi kun med åbenhed. Og åbenheden kan vi kun have, fordi vi har formået at skabe tillid mellem parterne. Lærerne stoler på os, og forældrene stoler på lærerne«, siger Mary Jean Gallagher. |