Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er bøger, jeg gerne selv ville have skrevet. "Årgang 2012", om den første elevårgang, som ikke har kendt en verden uden www, er en af dem, fordi den ligefremt formidler et nyt billede af børn og unges brug af nettet. Så sent som i Skolebørnsundersøgelsen 2010 fra april sidste år hed det, at danske børn "visner" bag skærmen. Underforstået: Der findes en virkelig verden, som er mere livskraftig end nettets parallelunivers af sociale platforme og digitale dialoger.
Annonce:
Fakta:
Titel: Klædt af på nettet
Forfatter: Morten Bang Larsen
ISBN: 9788770904384
Pris: 199 kroner
Sider: 72 sider
Type: Bog
Forlag: Medierådet for Børn og UngeTurbine Forlaget
Titel: Årgang 2012
Forfatter: Søren Schultz Hansen
ISBN: 9788775142965
Pris: 249 kroner
Sider: 200 sider
Type: Bog
Forlag: Informations Forlag
På baggrund af samtaler med 48 unge og voksne hævder forfatteren, at sådan tænker voksne. Men børn og unge lever med - og ikke mindst igennem - de nye medier. Det er på Arto og Facebook, de danner deres identiteter, det er her, de opbevarer, udvikler og forfiner deres fælles hukommelse. Det er også her, de indimellem slår sig, fordi de selv kommer til at skrive noget, de senere fortryder, eller fordi andre lægger noget ud om dem, de helst var foruden. Men de kommer sig, hvis vi skal tro forfatteren, forbløffende hurtigt. En dum video lagt på YouTube kan altid overgås af én, som er endnu dummere. Spørger man dem, om det ikke er problematisk, er svaret jo, men handlinger og udsagn viser, at det kun er, så længe der er en voksen til stede.
Det er altså snarere os voksne, der har et problem med det fingersmarte sms-sprog og livet på de sociale platforme. For voksne er net og mobil et redskab til vidensdeling og effektivitet, for ungerne en forlængelse af kroppen og en ophævelse af det fysiske rum. Kedsomhed er ukendt, selvom det i høj grad er hverdagens banaliteter, der udveksles efter skoletid. Her har enhver endegyldigt mistet copyrighten på sig selv, og man er allermest sig selv, når man er på.
Forfatteren konstaterer tørt, at hvis hans iagttagelser holder stik, så er det ikke så overraskende, at unge og voksne har svært ved at forstå hinanden.
I "Årgang 2012" møder vi udelukkende det kompetente barn på nettet, hvilket bestemt er et problem. At alle børn og unge ikke navigerer lige sikkert på nettet, bliver man overbevist om efter læsning af "Klædt af på nettet", som ligger i forlængelse af "Den åbne dagbog" fra 2008. Dengang handlede det om det, man kommer til at skrive, som aldrig forsvinder - i den nye udgivelse om det, man viser, som ikke kan skjules igen. Her er piger, som lader sig overtale til at være nøgenmodel for en stund, to drenge, som både viser sig frem for fiktivt guld i et computerspil og efterfølgende mødes med den enes "ven", der har andre intentioner, og forældre uden indsigt i, hvad deres børn laver - og som tilmed kører dem til mødet med den fremmede.
Annonce:
Det er tankevækkende læsning, som viser behovet for, at digital dannelse kommer på skoleskemaet. Det, som ikke er så fedt i "Klædt af på nettet", er de ekspertkommentarer, der dukker op hist og her i et voksent, velment sprog. Den sidste tredjedel af bogen henvender sig direkte til forældre og lærere.
Efter at have læst "Årgang 2012" tror jeg, at dette på trods af intentionerne mest er en bog til voksne. Som sådan kan bogen fungere fint, mens jeg er usikker på, hvordan materialet vil fungere i undervisningen. Men prøv det, emnet er for vigtigt til at lade det ligge.