Består lærerarbejdet af de opgaver, lærerne løser? Eller af det antal af timer, lærerne er på arbejdspladsen? Det spørgsmål har lærere og arbejdsgivere historisk haft forskellige opfattelser af. Før 2013 og arbejdstidsloven Lov 409 var formalia, at det var opgaverne, der udgjorde arbejdet. Efter indførelsen af arbejdstidsloven er det som udgangspunkt lærernes tid på arbejdspladsen, der tæller som arbejde. 

Sådan lyder det fra ph.d. Nana Vaaben fra Københavns Professionshøjskole. Hun har siden 2013 forsket i læreres arbejdstid.

"Før Lov 409 blev lærerne betalt med tid. Nu bliver de betalt for tid. Det lyder ikke ret meget anderledes, men det har vidtrækkende konsekvenser", siger Nana Vaaben og kommer med eksempler fra lærernes arbejde både før og efter, arbejdstidsloven blev en realitet.

Før Lov 409: Timer på opgaverne

Før Lov 409 sagde lærerne: "Vi får timer for opgaverne". Opgaverne talte for et i forvejen fastlagt antal timer, fortæller Nana Vaaben. 

"Det blev praktiseret ved, at der en gang om året var timefagfordeling. Hver opgave talte et bestemt antal timer. Det var ikke sådan, at nogen regnede efter, om den klasselæreropgave nu også tog det antal timer, som man planlagde med. Der skulle være en vis tilpasning, men der var ingen der kom og tjekkede".

Systemet handlede ikke om, hvorvidt opgaverne i praksis tog kortere eller længere tid end estimeret. Det vigtige var, at lærerne løste opgaverne.

"Det betød, at nogle lærere syntes, at de arbejdede konstant og aldrig havde fri - for eksempel hvis de havde en klasse, der mistrivedes. Der var også nogle, der kunne gøre en opgave hurtigt, hvilket gav fleksibilitet, så de kunne bruge tiden på noget andet. Og endelig var der var også mulighed for at nogle lærere kunne arbejde 'mindre end normale mennesker', som det hed under konflikten", siger Nana Vaaben.

Produktivitets-kommissionen: Lad firmaer drive folkeskoler 

Nana Vaaben mener, at før Lov 409 fungerede tid som en form for valuta.

"På den måde var der 'faste priser' på opgaverne, og dermed var der en grænse for mængden af opgaver, som hver enkelt lærer kunne pålægges, men ingen grænse for, hvor kort eller lang tid arbejdet i praksis tog".

I 2012 nedsatte den daværende regering en produktivitetskommission, som skulle sikre, at Danmark ikke fortsat skulle tabe terræn i produktivitetsudviklingen i forhold til de lande, som vi sammenligner os med - i det her tilfælde USA, Holland, Sverige og Tyskland.

Efter Lov409: Lærernes produktivitet skal øges 

"Her bliver der udtrykt en politisk ambition om, at der skal ske noget. Produktiviteten i blandt andet den offentlige sektor skal højnes", siger Nana Vaaben og fortæller, at Produktivitetskommissionen undervejs udgav flere rapporter, hvor de redegjorde for, hvor svært det er at regne produktiviteten ud i det offentlige.

"Men den opgave, kommissionen blev stillet, var ikke at problematisere produktivitetsbegrebet, men at komme med forslag til, hvordan den offentlige produktivitet kunne højnes. Og det handlede om at producere mere på kortere tid".

Produktivitetskommissionen mente, at også lærernes produktivitet kunne højnes.

"Kommissionen har formentlig tænkt, at skolerne producerer undervisning, og at hvis man kunne sørge for, at der blev produceret mere undervisning i arbejdstiden, så havde man højnet produktiviteten. Men det kunne jo ikke lade sig gøre før Lov409, fordi der var faste priser på opgaverne, og hver gang man bad lærerne om at undervise mere, så "kostede" det flere timer og dermed flere penge", siger Nana  Vaaben og tilføjer: "Hvis man tænker sig ind i denne logik, så kan man godt forstå, at det var magtpåliggende for arbejdsgiverne at få lavet denne tidstænkning om".

Produktivitetskommissionen i opgør med skoleforskere 

Efter Lov 409 blev det fastsat, at det ikke er opgaverne, men tidsrummet, som læreren er på arbejdspladsen, som afgrænser arbejdet.

"På den måde fungerer tid ikke længere som en valuta man betaler med, men som et tomt tidsrum mellem to klokkeslet, man betaler for, og arbejdsgiverne kan så beslutte, hvad dette tidsrum skal bruges på".

"Nu er det fast, hvornår lærerne skal møde, og hvornår de har fri, men det er uvist, hvilke opgaver, de skal løse inde i dette tidsrum. Det giver i princippet arbejdsgiverne og skolelederne mulighed for bede lærerne om at undervise mere uden at det koster mere". 

"For lærerne er netop dette imidlertid et problem, i og med at de ikke ved, hvad de forventes at gøre".

Vismændene: Skolen står produktivitetsmæssigt stille

Skiftets konsekvenser

Nana Vaaben understreger, at det har haft store konsekvenser, at formalia for tid på skolerne har ændret sig - og så alligevel, for ikke alle steder har det slået igennem.

"Når man ikke længere kan tale om timer for opgaverne, så har mange skoleledere et skufferegnskab, hvor de bruger de normer, der var gældende før Lov 409. Hvis skolelederne husker det, så sletter de søjlen med tidsangivelser, når de giver opgaveoversigterne til lærerne. Men det gamle normsæt er der stadig", siger Nana Vaaben.

Hun mener, at mange misforståelser kunne være undgået, hvis man ikke havde valgt at kalde normerne fra før Lov 409 for lige netop "timer", fordi en time brugt i betydningen valuta ikke nødvendigvis er det same som en time tænkt som udstrækning mellem to klokkeslet. Ordvalget betyder, at parterne kan tale om "timer" og mene noget helt forskelligt, siger Nana Vaaben.

»Vi ønsker ikke, at det faglige skal være det eneste, man fokuserer på« 

"Der opstår for mange misforståelser, når man bruger tid som fællesbetegnelse og ikke er enige om hvorvidt det refererer til en bestemt mængde opgaver eller et tidsrum, som kan rumme uendeligt mange opgaver", siger hun og peger på en anden problemstilling, som har fyldt meget efter Lov 409.

"Når arbejdsgiverne siger, at de er imod det grænseløse arbejde og opfordrer til, at lærere holder fri, nå de går hjem kl. 16, så opstår der problemer, når det kommer til praksis, og der kommer elever ind i billedet. Lærerne har ikke lyst til, at eleverne bliver ramt. Kommunerne og lederne siger, at hvis lærerne ikke kan nå deres arbejde inden kl. 16, så må de sænke barren og lave 80 procent løsninger. Men det er noget, som mange lærere har rigtig svært ved", siger Nana Vaaben.  

Hun mener dog, at også kommunerne har interesse i at finde løsninger: 

"Det er jo dem, der står med problemet, hvis der ikke kan findes lærere til landets folkeskoler, eller hvis sygefraværet ryger i vejret".