ADD er den stille afart af ADHD. Børn med ADHD har de fleste hørt om, men de færreste ved, at ADD eksisterer, og at der er sammenfald i problemerne, det udløser. Det er tankemylder, manglende overblik, stress med mere.

ADD er forenklet ADHD uden hyperaktivitet. Det er typisk en elev, der sidder bagerst i lokalet og ikke gør det store ud af sig selv, men generelt har vanskeligt ved at følge med i undervisningen og ofte fader ud i tankemylder. Da eleven ikke gør det store ud af sig selv, bliver tilstanden ofte opdaget meget sent. Hvilket kan medføre depressioner, OCD med mere, fordi man ikke ved, hvad der er galt med en. Personer med ADD oplever gennem livet, at der ikke er mange ting, der lykkes. Personer med ADD kan dog også være impulsive, snakke som et vandfald eller komme til at udtrykke sig på uheldige måder, som ikke er taktfulde.

Forfatteren har allieret sig med klinisk børnepsykolog Lene Straarup fra Center for ADHD, som supplerer med psykologisk viden om de forskellige cases, der beskrives i slutningen af hvert kapitel. Det giver lidt mere teoretisk vinkling og virker godt.

Jeg er især interesseret i afsnittet om symptomer hos skolebarnet, som giver mig som fagprofessionel nogle guidelines. Eleven med ADD har svært ved at skifte fokus, kan ikke koncentrere sig, bliver hurtigt træt, er glemsom på, hvad de er blevet sat til af læreren, og evner ikke delt opmærksomhed. Tid er en meget abstrakt størrelse, og eleven har derfor svært ved at planlægge og have overblik. Ved indlæring skal der derfor mange gentagelser til.

Elever med ADD er dog også gode til at koncentrere sig, hvis noget optager dem. Men de kan så glemme alt andet. For eksempel at spise. Det kan være et advarselstegn, vi kan få øje på.

Et belønningssystem kan også være godt i en skolesammenhæng. Belønning kan gøre, at eleven ikke falder i søvn, når han/hun udtrættes. Men det skal altid være kortsigtede mål, hvis motivationen skal fastholdes.

Det er en journalist, der har skrevet bogen. Så sigtet er ikke at give udførlige handleanvisninger som sådan i forhold til en normal skoledag. Det er en bog, der problematiserer, at vi ikke har fået viden nok om ADD på samme måde som ved ADHD. På den led er bogen en god indføring i et ikke så velbeskrevet emne. Og meget letlæselig også. Men forvent ikke en manual til din undervisning, for det er ikke bogens ærinde. Det er en baggrundsbog, og som sådan klarer den det godt. At der efter hvert afsnit er bokse med cases og en kommentar af Lene Straarup, fungerer godt. Bogen er helt nede på jorden og renset for kildehenvisninger, hvilket i sig selv er befriende for faglitteratur.