Det er en god ide med en serie som "Det ved vi om", for der er mange lærere og lærerstuderende, der i deres dagligdag ikke har tid til at læse omfangsrige forskningsrapporter, eller som blot gerne vil starte med en god introduktion til et udvalgt emne.

Her virker det dog ikke. Bogen er tynd i omfang (det er ikke en kritik), og den er tynd i formidlingen af indhold. Det er ærgerligt, fordi målgruppen forventes at have viden om forskning og have lyst til at deltage i forskning, når de bliver opfordret til det. Det er ærgerligt, fordi bogens forfatter, Terje Ogden, er en anerkendt forsker med mange forskningsprojekter bag sig. Forskningsprojekter, der kunne have fremstået tydeligere i bogen som gode og inspirerende eksempler. Det gør de bare ikke.

Bogen består af seks kapitler. Indledningen, hvor bogens hovedproblematik skitseres. Lærere i skolen er deltagere i en læringskultur, der beskrives som erfaringsbaseret. Lærere lærer af hinanden og ikke af forskningen. Forskningen har haft et forkert fokus, ikke på “det, der virker”, men på noget andet. Det er problemet, og det skal ændres.

Bogens kapitel to introducerer begrebet "praksisrelevant skoleforskning" og kobler det til forestillingen om, at lærere bør være interesserede i forskning, “der virker”. Det, “der virker”, præsenteres gennem fire temaer for forskning: forskning om forebyggelse, om skoleomfattende forskningsprogrammer, pædagogiske strategier og om et tema, der beskrives som forskning om fælles elementer på tværs af programmer og studier. I kapitlet gives der eksempler på hvert af de fire temaer. Det kunne være godt. Det er altid godt med eksempler, her virker det bare ikke rigtigt. Eksemplerne fremstår ikke tydeligt, og læseren efterlades med en fornemmelse af, at det spændende indhold skal findes i de litteraturhenvisninger, der gives til de udvalgte eksempler. Altså et andet sted end i denne bog.

Bogens tredje kapitel handler om implementering af forskningsbaseret viden i skolers praksis. Det gennemgående eksempel her er projektet Pals, et projekt, der er kendt af flere danske lærere. Det er et udmærket kapitel, hvor læseren introduceres til begreber som implementeringsplan, adoptionsplan og implementeringsteam, men beskrivelserne af de bærende begreber er for korte. Læsere uden forudgående kendskab til overvejelser om implementeringsprocesser og det svære i dem kommer til at mangle de gode eksempler, der skaber forståelse.

Og det er bogens hovedproblem. Den mangler liv, alt det, der kunne have været skabt gennem gode eksempler fra forskning og fra mødet mellem forskning og praksis.