Anmeldelse
Multi 7
Multivitaminer
Grundighed og fokus på målene for undervisningen i faget er højt prioriteret i "Multi 7". Ingen tvivl om det. Men de omfattende mængder af tekst kan udgøre en ekstra hurdle for nogle elever.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der mangler vel ikke ligefrem gedigne og velanskrevne systemer til matematikundervisningen på alle klassetrin. Derfor kunne man undre sig over, hvordan endnu en komplet udgivelse – materialesættet til 9. klasse mangler vist stadig – kan have sin eksistensberettigelse?
Fakta:
Titel: Multi 7
Pris: 256,25
Sider: 192
Type: Grundbog
Forlag: Gyldendal
Pris: 661,25
Sider: 244
Type: Lærervejledning
Pris: 268,75
Sider: 60
Type: Printark (e-bog)
"Multi" har af mindst to årsager. Systemet er i dobbelt forstand målrettet, for 7’erens vedkommende som det første ”sæt” til matematikundervisningen i den afsluttende fase. Hertil kommer en overvældende grundighed og opmærksomhed på at få det hele med for således at leve op til enhver detalje af målsætningerne. Og er der fra politisk hold lige nu en tendens til at bløde op på antal og ”bindingsgrad”, så er tidligere tiders mere spiralorganiserede undervisning i hvert fald stærkt på retur. Kort sagt: Hvad du måtte mangle at lære om emner som brøker, sandsynlighedsregning og plangeometri, det skal du lære nu. De vender nok ikke tilbage i hverken 8. eller 9. klasse.
Jævnfør forlagets egen beskrivelse veksler de enkelte kapitler i elevbogen mellem teori, aktiviteter, undersøgelser og opgaver. Desuden skal eleverne arbejde undersøgende med hvert af de faglige områder, og til sidst er der lejlighed til at træne den gennemarbejdede matematik ved at regne færdigheds- henholdsvis problemløsningsopgaver på to niveauer.
Jeg kan forestille mig, at en god del af eleverne i en normalklasse vil ånde lettet op, når de omsider må ”regne spalter”, som det vist hed engang. Her kommer jeg nemlig til den bekymring, jeg så alligevel nærer: Det må kræve en hidtil uset høj grad af formidling over for en god del elever, når så mange forklaringer, teorigennemgange og opgaver er teksttunge. Det er sprog med sprog på. Den lærer, der kender eleverne i sin klasse, kan sortere i opgaver – der er godt nok også nogle svære imellem, hvor der heldigvis er en lærervejledning at søge tilflugt i – og til en vis grad også i de faglige emner og begreber. Men konceptet om tilegnelse, primært på baggrund af megen læsning, står vel tilbage …
Måske vil "Multi 7" umiddelbart virke for nogle lærere i nogle klasser. Jeg ville nok lade det komme an på en afprøvning i mindre målestok, inden jeg eventuelt var med på en satsning omfattende alle 7.-klasser og 8.-klasser og - til sin tid - 9.-klasser på skolen.