Debat
Fagtrængsel
– sprogfag i knibe
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det undrer mig…
Det undrer mig, at regering og folketing beslutter at indføre et toårigt obligatorisk praktisk/musisk valgfag fra 7. klassetrin, som afsluttes med en prøve uden at tænke over, at det medfører, at sprogfag som fransk, spansk og tysk udraderes fra valgfagspakken i udskolingen. Praksisfaglighed er kommet i den politiske kikkert, og det er givetvis godt for folkeskoleelever med et større fokus på de praktisk-musiske fag.
Den politiske kikkert
Men den politiske kikkert lider ofte af et tunnelsyn. Danske elever i folkeskolen har engelsk som 1. obligatoriske fremmedsprog fra 1. klasse samt tysk eller fransk som 2. obligatoriske fremmedsprog. Derudover lægger folkeskoleloven op til, at elever bør have mulighed for at lære et tredje fremmedsprog som valgfag fra 7. klassetrin.
Virkeligheden tegner dog et mere broget billede af, hvilke muligheder elever reelt har for at lære tre fremmedsprog i folkeskolen. Størstedelen af eleverne forlader 9./10. klasse med engelsk og tysk i bagagen. Meget få elever har både engelsk, tysk og fransk med sig, og endnu færre har engelsk, fransk og spansk med i skoletasken. I et brobygningsperspektiv til ungdomsuddannelserne giver det hermed elendige vilkår for at oprette studieretninger i stx med fokus på fremmedsprog. Alt for få elever har sprogfag nok med sig i bagagen, og alt for få elever tilvælger eller har mulighed for at tilvælge en studieretning med flere sprogfag.
Det matcher dårligt med etableringen af NCFF (det nationale center for fremmedsprog), hvor politikerne i et kort øjeblik har set på skoleverdenen gennem deres sprogkikkert og bevilget 100 millioner kroner over 5 år til netop udvikling af et stærkere fremmedsprogsmiljø i Danmark.
Verden kommer til Danmark
Med det nye toårige obligatoriske praktisk/musisk valgfag bliver det et utroligt sammenpresset skoleskema for de elever, der måtte tilvælge et tredje sprogfag. Ja, det kommer vel i praksis til at ligge uden for skoletid som et frivilligt tilbud? Så ender det tredje fremmedsprog i ungdomsskoleregi, og hvem gider lære fransk, hvis man i stedet kan vælge e-sport?
Danske politikere på såvel nationalt som lokalt plan ser frem til Tour-starten i København i 2021 og er villige til at investere mange penge i projektet. Stort set det samme beløb som er bevilget til NCFF over en 5-årig periode! Når verden sådan kommer til Danmark, må Danmarks borgere være i stand til at modtage dem på så mange sprog som muligt. Mange vil mene, at det rækker med engelsk. Det er sandt nok, at man efterhånden kan handle og forhandle med det meste af verden på engelsk. Men man kan omgås langt nemmere og bedre og mere fordelagtigt, hvis man kender hinandens sprog og de kulturer, som mennesker repræsenterer. Man undgår nemmere fejl og misforståelser, hvis man kender hinandens sprog og ved, hvad de udtrykker, og hvad de dækker over.
Fokus på fremmedsprog
Kære politikere, kære KL, kære kommuner, kære skoleledere, kære forældre. Sæt kikkerten på fremmedsprog og tænk sprogfagene som andet og mere end færdighedstræning. Tænk fremmedsprog som elevers adgang til den store verden, som i disse år har vældig interesse i Danmark – tænk fremmedsprog som dannelsesfag, som sammen med alle de andre vigtige fag i folkeskolens fagrække klæder fremtidens borgere på til at sige velkommen til verden i Danmark og Danmark i verden. Sørg for, at alle elever får mulighed for at lære 3 fremmedsprog i folkeskolen. Der skal bevillinger til, hvis KL og Skolelederforeningen skal hoppe med på sprogvognen: alle elever lærer engelsk som 1. obligatoriske fremmedsprog fra 1. klasse, alle elever lærer 2. obligatoriske fremmedsprog fra 5. klassetrin i et valg mellem tysk og fransk og gerne flere og andre fremmedsprog (kig til Sverige) og alle elever får reel mulighed for at tilvælge et tredje fremmedsprog fra 7. klasse. Så vil de være parate til at møde verden!