Antons første time som ny elev i en 7. klasse går helt i kage. Helt utilsigtet gør han læreren til grin foran hele klassen. De seje drenge vejrer med det samme ny morgenluft: Anton må være en af deres slags, men det bliver svært for Anton, når man skal lade, som om man er sej, og samtidig være en god ven for en lidt sær kammerat. Så der er dømt både små og store katastrofer for Anton.

Anton er for eksempel flov over faderen med hestehalen og faderens nye dame, Anne, der er elektriker. Hans biologiske mor endte desværre under en bus, da han var helt lille. Imidlertid viser Anton sig at være gjort af godt stof. På et tidspunkt overtager han kammeraten Oles rolle som dansedreng sammen med pigerne i dansemusicalen ”Grease”, fordi han føler, at han lettere vil kunne klare at være til grin end Ole. Det er både flot og godt set.

Anton starter med et ønske om at være et insekt, men ender med at blive en elefant med et stort og favnende hjerte. Flot udviklingshistorie!

I ”Wursten og veganeren” er det sommer, og Bodil – eller Wursten – 12-13 år, befinder sig i en slags ingenmandsland. Hendes bedste veninde er pludselig rykket fra at lege og læse til at hænge ud med venner på friluftsbadet, men så flytter Diana, der er veganer, ind nogle gader fra Wursten – og så er ingenting, som det var engang. Inden Wursten får set sig om, er hun med i sin allerførste politiske aktion, hvor de to piger udskifter almindelige pølser med veganske i kiosken og begraver de animalske i skoven.

Diana er en meget foretagsom pige, der har mange tanker om, hvordan man skal agere i tilværelsen. For eksempel mener hun, at Wursten og kammeraten Melchior – og hun selv også – skal sige undskyld for mindre pæne ting og sager, de tidligere har gjort. Det medfører blandt andet, at trioen må til at indfange en ”løsladt” ilder, der tilhører en af veninderne fra før i tiden. En nat finder de også en ældre dement beboer fra plejehjemmet ude i skoven og kører hende hjem på ladet af Dianas cykel.

Det viser sig imidlertid, at heller ikke Diana har helt styr på sin tilværelsen, for eksempel lyver hun om sin mor, der ikke er hendes mor – siger hun! Det hele løses dog op til sidst i en forsamling, hvor både børn og forældre er til stede. Det er næsten, ligesom når Agatha Christies Hercule Poirot afslører sine sindrige observationer til sidst i historien.

Begge romaner er realisme med både mening og handling og tilmed befolket med levende, interessante og troværdige figurer. De vil være fortræffelige til højtlæsning for 5.-7. klasse og til selvlæsning på samme årgange. Fine sager fra Norge og Sverige.