»Hvis lærerne vil udvikle undervisningen, skal de arbejde sammen!«

Hanne Leth Andersen har dårligt pakket flyttekasserne ud på sit nye kontor på Roskilde Universitet, hvor hun netop er blevet prorektor. Men hendes forskningsmæssige faglighed og engagement er let at kalde op til overfladen, selv om ledelsespligterne knurrer fra mobiltelefonen.

Hanne Leth Andersen forsker i sprogdidaktik, læring og progression og har netop afsluttet en omfattende undersøgelse af, hvordan elever og lærere oplever fransk- og tyskundervisningen i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet. Hun er optaget af at forstå, hvordan elever lærer fremmedsprog, så lærere kan blive klædt forskningsmæssigt på til at undervise, så det virker.

Eleverne skal vide en del af det, læreren kan

Læreren skal gøre meget ud af at fortælle eleverne, hvorfor hun gør, som hun gør, understreger Hanne Leth.

»I Scherfigs 'Det forsømte forår' træner fransklæreren helt vildt meget formuleringer som 'hvis jeg havde villet haft, så .'. Afsnittet slutter med elevens vurdering: 'Der må være andre måder at lære fransk på'«.

»Det var den gamle grammatiske metode. Nu har vi den moderne, kommunikative. Alligevel skriver en af eleverne i undersøgelsen: 'Der må da være andre måder'«.

»Det er da fuldstændig fantastisk! Jeg må sige: Ja, der er andre måder! Derfor må vi, før vi gennemfører taletræning med eleverne, være sikre på, at de ved, hvorfor vi gør, som vi gør. En tyskelev siger for eksempel i undersøgelsen: 'Man kan ikke mærke, at der sker noget, når man bare sidder der og snakker'. Sådan en elev har brug for, at læreren forklarer grundigt, hvorfor de gør dét netop nu, hvad der er fokus på i øvelsen, at den er forberedt, og at læringsudbyttet kan identificeres«.

Eleverne skal vide en del af det, læreren kan om sprogdidaktik og tilegnelsesteorier.

»Det er vigtigt at forklare, hvordan de enkelte øvelser hænger sammen og forudsætter hinanden. Hvad man gerne skulle have lært, når øvelsen er færdig. Og hvordan man bruger det som afsæt til den næste og den næste. Alle undervisningens øvelser tænkes i relation til hinanden«, siger Hanne Leth - med tryk på alle.

Undersøgelsen viser også, at mange elever gerne vil have, at læreren afbryder og retter dem, mens de taler, når de begår sprogfejl.

»Ja, der er elever, der finder det direkte urimeligt, hvis de ikke bliver rettet«.

Det tyder på, at rettestrategierne fortjener at blive diskuteret mellem elever og lærere, for der er solide undersøgelser, der dokumenterer, at lærerafbrydelser undervejs ikke hjælper.

»Det giver måske eleverne en fornemmelse af, at det, der foregår, er effektivt. Men lærerne ved godt, at det ikke nytter at rette på grammatikken midt i en kommunikationssituation«, siger hun.

Gode til grammatik, dårlige til sprog

Fælles Mål foreskriver, at sprogundervisningen skal være kommunikativ. Men det bliver den ikke af, at man hænger fast i grammatikken, siger Hanne Leth. Det er ikke en forudsætning for at kommunikere på et fremmed sprog, at man har fuldstændig styr på alle bøjningsformer. Derfor anbefaler hun at arbejde med mundtlig grammatik for at lære mundtligt sprog.

»I moderne fransk talesprog har de fleste hyppige verber ikke personendelser, bortset fra den høflige tiltaleform. I stedet for at bøje verber løsrevet kan man lave øvelser, hvor eleverne bruger verber i første og anden person - dernæst i tredje - og ikke går op i, hvad navneformen hedder. Den er jo en abstrakt form som udgangspunkt for en grammatisk forståelse, som kommer senere«.

»Jeg har undervist i grammatik på universitetet i mange år. Jeg elsker at undervise i grammatik, og jeg kunne godt få de studerende til at forstå det. Men det betød ikke, at de blev bedre til sprog! Jeg har også haft en stor fiaskooplevelse i gymnasiet, hvor jeg underviste matematikere i fransk. De elskede min grammatik og min sans for det franske system. Og de blev dårligere og dårligere til at tale sproget!«

»Man skal nå frem til en bevidsthed om, at man først lærer sproglige øer og relevante vendinger til konkrete situationer. Man lærer ordforråd og får en bevidsthed om, hvordan tekster og diskurser er bygget op - især mundtlig dialog. Det er først meget senere, man begynder på morfologien og på at analysere syntaks. Det, som man i gamle dage begyndte med. Med det resultat at man sad i syv år og blev ved med at lave fejl, for lige i dén situation siger man ikke helt sådan«.

»Gør det enkelt. Gør det enkelt«, gentager Hanne Leth.

»Hvor mange sætninger er mulige i en bagerforretning, eller når vi skal servere kaffe for hinanden? Det er sprog i situationer, eleverne skal lære. Ikke det grammatiske system, der ligger bag«.

Lån et par kollegaøjne

Hanne Leths og andres undersøgelser viser, at eleverne og deres lærer ofte har en ret forskellig opfattelse af, hvordan en time er forløbet. Hvor læreren synes, at der har været god tid til samtale, mener eleverne, at timen har været præget af rigtig meget grammatik. Derfor kan lærerne med fordel arbejde med kollegial supervision om sprogundervisningen.

»Man kan låne hinandens øjne og andre sanser til at registrere, hvad der egentlig sker. Men initiativet skal altid komme fra den, der skal superviseres, ellers kan der opstå en stemning af kontrol og vurdering«.

Når selve observationen er overstået, skal man tage sig tid til at tale forløbet grundigt igennem.

»Vi ved så meget om, hvordan vi lærer sprog, og lærere har beskæftiget sig med sprogtilegnelsesteorier og didaktik i deres uddannelse. De véd faktisk, at det ikke hjælper at undervise, som om grammatikken skal på plads, før man kan begynde at kommunikere«.

»Man lærer ikke at kommunikere af udfyldningsøvelser, og målet for undervisningen i grundskolen er kommunikation. De giver typisk heller ikke ret megen sproglig viden, så man skal ikke spilde elevernes tid med dem«, siger Hanne Leth.

Hun anerkender, at læreren indimellem kan blive nødt til at bruge øvelser, der skaber ro i klassen.

»Men det skal altså ikke forveksles med, at eleverne lærer en hel masse på den måde. Selvfølgelig skal det være rart at være i klassen. Men elevtilfredshed og lærerpopularitet er ikke interessante parametre, når man skal vurdere, om eleverne lærer noget af undervisningen«.

»Den gode stemning skal læreren bruge til langsomt at flytte eleverne over til en anden opfattelse af, hvad det vil sige at lære sprog. Til undervisningsformer, der giver frustration og irritation, for det er dér, der læres nyt«.

Men det skal blandes med anerkendelse, pointerer Hanne Leth.

»Læreren skal fastholde retningen og fortælle eleverne, hvorfor de bliver kastet ud i situationer, hvor de er på gyngende grund og må reagere hurtigt, når de kommunikerer«.

Metodefrihed på forskningsgrundlag

Metodefriheden er vigtig, mener Hanne Leth Andersen. Men den skal baseres på viden.

»Metodefriheden får læreren til at føle ejerskab til sin undervisning. Men friheden er ikke en ret til at vælge de ineffektive metoder, som man selv har mødt på vejen gennem uddannelsessystemet«.

Og så er der altså nogle steder, hvor man godt kan stramme lidt op på det didaktiske, siger hun: »Det er iøjefaldende, at lærere gør det så forskelligt, når vi faktisk har en evidensbaseret viden. Eller rettere ... når vi faktisk har en forskningsbaseret viden. Jeg er ikke så glad for evidensbegrebet, som kan virke mekanisk: At man lige i den her situation skal vide, hvad der virker. Men lærere skal have opdateret forskningsbaseret viden, så hver enkelt lærer kan tilrettelægge sin undervisning helhedsorienteret«.

»Metodefriheden skal bygge på den forskning, der er«, gentager Hanne Leth Andersen og tager både betoning og tillægsord i brug for at understrege sin pointe:

»Det er sindssygt vigtigt, at lærere er opdateret på forskningen, og at forskningen tydeligt relateres til praksis. Og det nytter ikke, at lederen kun sender en enkelt lærer på kursus. Det er dårlig kvalitetssikring at hænge det hele op på én person«.

Der skal efteruddannes mere og flere: »Men det handler ikke om, at 'nu skal jeg fortælle jer, hvad I skal gøre'. Det handler om, at vi sammen finder frem til, hvad der kan være god undervisning«.

Sådan lyder undertitlen på Hanne Leth Andersen og Christina Blachs undersøgelse »Tysk og fransk fra grundskole til universitet«, som er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Læs anmeldelsen side 27 og konklusioner og anbefalinger som EKSTRA på folkeskolen.dk

Prorektor ved Roskilde Universitet. Professor, ph.d. Har forsket i sprogdidaktik, eksamensformer, vejledning, læring og progression.

I 2005 modtog hun Aarhus Universitets pris for fremragende og banebrydende undervisning.

Hanne Leth Andersen har blandt andet skrevet »Mundtlig sprogfærdighed på tysk og fransk: et oplagt udviklingsområde« i Sprogforum og »Samtalegrammatik tak!« i Praktisk Sprog.

Bøgerne »Sprog i bevægelse - om almen sprogforståelse«, »Eksamen og eksamensformer - betydning og bedømmelse« sammen med Jens Tofteskov og »Fransk grammatik til samtale og forståelse« med Dorte Fristrup. Hun er redaktør af det fagdidaktiske tidsskrift Synergies Pays Scandinaves.