Forskning

Hvis mindst ti forældre fra skolerne melder sig, tilbyder forskerne Nina Tange og Mette Marie Ledertoug at afholde kurser i robusthed for forældrene.

Forældrene bliver også undervist

»Jeg hader ordet robust. Jeg kan slet ikke arbejde med ordet, og jeg har ikke givet min søn lov til at deltage i projektet, fordi han bestemt ikke skal lære noget om robusthed. Men det her er jo en helt anden opfattelse af robusthed, som jeg meget gerne vil støtte«.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det to timer lange fyraftensintromøde for forældre til 7.- og 8.-klasseelever på Langeskov Skole er ved at være slut, og kommentaren kommer fra en af de deltagende mødre, der straks skriver under på sønnens deltagelse i Upright.

For forklaringerne omkring projektets formål og definitionen af robusthed fra de to forskere Nina Tange og Mette Marie Ledertoug lidt tidligere på mødet vakte genhør blandt publikum.

»Det her projekt handler ikke om, at børnene skal lære at tage en rustning på, blive usårlige og i stand til at tåle alt. Det handler om at give børnene en fleksibel tankegang og øge deres evner til at navigere i en verden fuld af pres og udfordringer«, fortalte Nina Tange.

Forskningsprojekt vil styrke elevers evne til at klare modgang 

Holistisk tankegang

På mødet fik forældrene både hørt om projektets formål, hvad deres børn skal udsættes for og afprøvet både historier, øvelser og dilemmaer på egen krop. Om social bevidsthed, selvstyring og growth mindset.

Forskerne fortalte om projektets fire kerneelementer: mindfulness, coping, mestring og socialemotionelle kompetencer. Og om de 14 færdigheder, både børn og forældre helst skal lære.

For det er et holistisk projekt, som fokuserer på både teenagerne selv, deres familier, lærerne og hele skolen som kultur.

»Forældrene er med, fordi de er rollemodeller. Fordi robusthed også er en opdragelsesmæssig ting, og for at vi kan arbejde på alle fronter, som forskningen viser er bedst, hvis man skal fremme robusthed og trivsel«, fortæller Mette Marie Ledertoug.

Seks timers forældrekursus

Ud over intromøderne for forældrene på de tre interventionsskoler tilbyder Upright også yderligere kurser til forældrene. Hvis minimum ti forældre melder sig, kan de få op til seks timers kursus. To timer om coping/copingstrategier, to timer om mestring/mestringsstrategier og to timer om socialemotionelle kompetencer. Tilført lidt mindfulness.

Alle forældre, der deltager i kurset eller siger ja til at udfylde forskningsprojektets spørgeskemaer, får adgang til en onlinefamilieplatform, hvor der både er teoretisk baggrund, masser af opgaver, små videoer og mindfulnessøvelser.

Robusthed på skoleskemaet

På mødet i Langeskov var der stor interesse for forældrekurset den 19. januar næste år.

René Kim Christensen, far til Josefine i 8.a, tilmeldte sig alle seks timer i Upright.

»Samfundet har ændret sig med alt det, der foregår på nettet, med præstationspres og alt muligt andet. Så kan Josefine få nogle redskaber til at tackle udfordringer, og kan jeg få nogle redskaber til at hjælpe både hende og mine to yngre børn, så er jeg på«.

Også Susan Thomsen, mor til Freja i 8.a, meldte sig til det fulde kursus.

»Jeg har meldt mig til for min teenagers skyld og for hele familiens skyld. Det interesserer mig, hvad man selv kan gøre blandt andet for at ændre tankemønstre, noget, vi allerede arbejder med derhjemme. Og så er det bare fantastisk, at skolen beskæftiger sig med børnenes personlige kompetencer, for jo mere børnene kan få puttet i rygsækken, jo bedre«, mener Susan Thomsen.

P.t. ser det ud til, at der kommer tilstrækkeligt med tilmeldinger fra forældre, så der bliver kursusdage i Upright på alle tre interventionsskoler.